Paris

Paris kan inddeles i seks områder: Bycentret med de vigtigste offentlige og private funktioner, et stort antal arbejdspladser og et mindre antal boliger omfatter stort set middelalderbyen samt områderne vest herfor; det er delt i den nordlige del, dvs. højre Seinebred med 1.-4. og 8.-9. arrondissement, og den sydlige del, venstre Seinebred med 5.-7. arrondissement. I resten af Paris Kommune, stort set bebygget i 1800-tallet, skelnes der mellem de nord- og østlige arrondissementer 10.-13. samt 18.-20., der overvejende rummer mindre velstillede befolkningsgrupper og ret få arbejdspladser, og de syd- og vestlige arrondissementer 14.-17. med en velstillet befolkning og forholdsvis mange arbejdspladser. Forstæderne fra 1900-tallet omfatter dels de mindre velstillede nord- og østlige forstæder dvs. departementerne Seine-Saint-Denis, Val-de-Marne, Val-d'Oise og Seine-et-Marne, dels de velstillede syd- og vestlige forstæder, dvs. departementerne Hauts-de-Seine, Essonne og Yvelines.

Bycentret, højre Seinebred. Som Paris' centrum regnes katedralen Notre-Dame på Seineøen Île de la Cité, der i øvrigt rummer politi- og domstolsbygninger. Tværs over øen går den nord-syd-gående romervej Rue Saint-Martin — Rue Saint-Jacques, som på højre bred krydser Paris' øst-vest-hovedakse Rue Saint-Antoine — Rue de Rivoli — Champs-Élysées — La Défense. Omkring dette kryds ligger de nordlige centrale bydele, som ikke har en skarp ydergrænse. De er tæt bebygget og rummer overvejende boliger for velstillede. Butikscentret Forum des Halles og Pompidoucentret (Centre Georges-Pompidou) er anlagt på arealer, hvor engrostorvet for fødevarer, Les Halles, tidligere lå. I Marais-kvarteret mod øst ligger mange gamle adelspalæer og på højre Seinebred det tidligere kongeslot og nuværende museum Louvre og officielle bygninger som Élysée-palæet, der er præsidentbolig, rådhuset, børsen og Frankrigs nationalbank. Skiftende konger har anlagt en række pladser i bydelen med grønne anlæg og statuer o.l.: Place des Vosges, Place des Victoires, Place Vendôme og Place de la Concorde. Den vigtigste park er dog Jardin des Tuileries. Højre Seinebred har siden middelalderen først og fremmest været forretningslivets centrum og er det stadig. Erhvervene i området omfatter især bank- og konsulentvirksomheder, engroshandel samt eksklusive hoteller, restauranter, biografer og teatre. Også detailhandlen langs Avenue des Champs-Élysées og ved Opéra National de Paris, Palais Garnier, hvor de største stormagasiner ligger, er eksklusiv. Hertil kommer specialiserede indkøbsstrøg, fx modebutikkernes "gyldne trekant" mellem Avenue Montaigne, Rue François 1^er og Avenue George V, og andre luksusforretninger langs Rue du Faubourg Saint-Honoré.

Bycentret, venstre Seinebred. Området omkring den nuværende hovedakse Boulevard Saint-Michel var i middelalderen Sorbonne-universitetets bydel og kaldes stadig Latinerkvarteret. Længere mod vest opførtes senere mange adelspalæer. Området rummer i dag en del boliger og parken Jardin du Luxembourg med Palais du Luxembourg, hvor senatet holder til. Herudover præges den østlige del af universiteter, andre uddannelsesinstitutioner, boghandlere, antikvarbogkasserne, les bouquinistes, på Seinekajen og andre forretninger, der især henvender sig til studerende. Dog er området nærmest broerne til Île de la Cité domineret af restauranter for turister, og det samme gælder efterhånden den tidligere folkelige indkøbsgade Rue Mouffetard. Vest for Boulevard Saint-Michel fortsætter Latinerkvarteret, men her især med forlag, kunstforretninger og -gallerier samt biografer, der henvender sig til et intellektuelt publikum. Her ligger også eksklusive strøggader som Boulevard Saint-Germain, hvis caféer var kulturcentre i tiden lige efter 2. Verdenskrig, og Rue de Rennes. Bycentret er vokset mod vest, og her findes størstedelen af de statslige magtcentre: Nationalforsamlingen i Palais Bourbon, de fleste ministerier, militærledelsen samt UNESCOs hovedkvarter.

De nord- og østlige dele af Paris Kommune blev i 1800-tallet tæt udbygget med etagehuse, der blev byens store arbejderkvarter med værksteder og fabrikker. Trafikken blev ledt ad koncentriske boulevarder langs de tidligere befæstninger, ad brede nye gadegennembrud fra 1850'erne og senere via metronettet fra omkring år 1900. Nord-, Est-, Lyon- og Austerlitz-banegårdene kom midt i 1800-tallet til at ligge i udkanten af den daværende bebyggelse; de blev snart omgivet af billige hoteller, restauranter og forlystelsesetablissementer. Blandt boligkvartererne kom store engroslagre til at ligge, især langs Seinen. På Montmartre udviklede der sig et kunstnerkvarter, nu stærkt præget af turismen, og neden for dette, langs Boulevard de Clichy, et kendt forlystelseskvarter. Det eneste større grønne område blev Bois de Vincennes uden for fæstningslinjen. Efter 2. Verdenskrig er den gamle arbejderbefolkning udtyndet og mange steder erstattet af indvandrere. Endnu er Faubourg Saint-Antoine præget af møbelsnedkerier, men mange fabrikker og engroslagre er nedlagt. Siden 1980'erne har staten og kommunen søgt at renovere disse nedslidte bydele og skaffe nye arbejdspladser hertil: I Paris' gamle slagteri, La Villette, er der fx opført videnskabs-, industri- og musikmuseer, ved Bastillepladsen en ny opera, på højre Seinebred ved Bercy et nyt finansministerium og andre kontorbygninger og på den anden side af Seinen et nyt nationalbibliotek. På fæstningsterrænet uden om kommunen er foruden Boulevard Périphérique anlagt sportspladser og opført sociale boligbyggerier.

De sydlige og vestlige dele af Paris Kommune blev også i 1800-tallet bebygget med etagehuse, her overvejende for det bedrestillede borgerskab, mens trafiksystemet udvikledes ligesom i de nordøstlige bydele. Boulogneskoven uden for fæstningslinjen tjente som rekreativt område. I begyndelsen fik disse bydele ikke mange arbejdspladser ud over lokal service. Dog blev boligkvartererne afbrudt af banegården Montparnasse, omkring hvilken der før og efter 1. Verdenskrig udvikledes et kunstner- og forlystelseskvarter. Efterhånden benyttes mange af de prestigeprægede bydele til blandt andet kontorer, klinikker og kursuslokaler, især i en zone vest for Place Charles-de-Gaulle, hvor fx OECD's hovedkvarter er placeret. Mange lejligheder er opkøbt af provinsboere og udlændinge og benyttes kun en mindre del af året. Det gamle fæstningsterræn er blandt andet anvendt til Paris' kongrespalæ ved Porte Maillot, den internationale universitetsby med kollegier ved Porte de Gentilly og store messe- og udstillingsbygninger ved Porte de Versailles.

De nordlige og østlige forstæder. Forstadsbyggeriet var her fra begyndelsen af 1900-tallet og indtil 2. Verdenskrig domineret af håndværkeres og arbejderes selvbyggeri. Der blev ikke lagt nogen overordnet plan for områderne; forstæderne manglede butikker, trafikforbindelser og offentlig service. Uden for blandt andet Porte de Clignancourt og Porte de Saint-Ouen opstod store loppemarkeder, sidstnævnte er verdens største. Især de nordlige forstæder, det nuværende departement Seine-Saint-Denis, kom til at rumme en koncentration af industri. Efter 2. Verdenskrig, hvor bolignøden blev stor, byggedes et antal enorme sociale boligområder i form af betonhøjhuse, de såkaldte grands ensembles, hvoraf det største er Sarcelles mod nord med 12.000 lejligheder. De blev ikke forsynet med lokal servicevirksomhed, grønne områder eller kollektiv trafik, og beboerne blev de dårligst stillede befolkningsgrupper; ofte nordafrikanske indvandrere.

Fra 1970'erne har myndighederne søgt at forbedre forstæderne og deres serviceforsyning, ikke mindst i storcentret Créteil mod sydøst samt i de nye byer Marne-la-Vallée mod øst og Melun-Sénart mod sydøst. Samtidig er mange af de ældre fabrikker lukket; det har medført et stort underskud af arbejdspladser og en omfattende pendling til de indre bydele og syd- og vestlige forstæder. Siden 1960'erne har staten gennem en række investeringer søgt at råde bod på det. Lufthavnen Charles-de-Gaulle i Roissy mod nordøst rummer over 25.000 arbejdspladser, og i tilknytning hertil er udlagt et stort messeområde samt store erhvervsarealer, som dog mest har tiltrukket engroslagre med ret få arbejdspladser. I Aulnay-sous-Bois mod nordøst ligger Europas største fragtmandscenter, Garonor. I Marne-La Vallée er opført universiteter og forskerpark samt forlystelsesparken EuroDisney i tilknytning til stationen Chessy på en ny ringbane med højhastighedstog. Engrostorvet for fødevarer er flyttet til Rungis mod sydøst. Transport er generelt den eneste sektor med virkelig mange arbejdspladser i de nord- og østlige forstæder.

De sydlige og vestlige forstæder. Også i disse bydele var det ældre samt 1950'ernes og 1960'ernes forstadsbyggeri opført uden en egentlig overordnet plan og dårligt forsynet med service. Imidlertid tiltrak vestegnen med Versailles, store skove og smukke dale også bedrestillede befolkningsgrupper, hvis villaer efterhånden er blevet dominerende. Disse områder med koncentration af højtuddannet arbejdskraft, stedvis også med gode transportforbindelser (lufthavnen Orly og højhastighedstog-stationen Massy mod syd), har siden 1960'erne tiltrukket væksterhverv som konsulentvirksomheder og højteknologisk industri samt forskningsinstitutioner; også mange større virksomheder placerer deres hovdkontorer i området. De købedygtige indbyggere i bydelene har desuden tiltrukket eksklusiv detailhandel, restauranter samt kultur- og fritidsaktiviteter. Den statslige planlægning har i 1960'erne understøttet denne udvikling med lokaliseringen af nye byer omkring Paris: Mod NV ligger Cergy-Pontoise, mens Saint-Quentin-en-Yvelines ligger mod SV og Évry mod syd. Deres erhvervsarealer er velforsynede med infrastruktur og har tiltrukket elektronisk industri og medicinalindustri, og de nye byer har hver fået et universitet. Tungest vejer dog det store kontor- og handelscenter La Défense, som er en fortsættelse af det parisiske erhvervscenters århundredgamle forskydning mod vest. En stor del af væksten i små og store virksomheder i disse forstæder er dog ikke et resultat af en samlet planlægning. Det gælder blandt andet industrien langs Seinen, de mange nye arbejdspladser i de indre vestlige forstæder (departementet Hauts-de-Seine) samt de offentlige forsknings- og uddannelsesinstitutioner på Saclay-plateauet og i Orsay mod syd, som har tiltrukket privat forskning og højteknologiske virksomheder; dette område kaldes Cité Scientifique Sud.

Paris er Frankrigs absolut største center for erhverv og arbejdspladser. Det gælder først og fremmest for de serviceaktiviteter, der betjener hele landet og en international kundekreds.

Industrien opstod i 1600- og 1700-tallet, hvor den især fremstillede luksusvarer til hoffet og adelen. Fra midten af 1800-tallet voksede industrien kraftigt, dels betinget af det store udbud af arbejdskraft, dels af det store lokale marked og gode transportforbindelser til det øvrige franske marked. Fødevareindustri, beklædningsindustri, metal- og maskinindustri — og efterhånden bil- og flyfremstilling samt kemisk industri blev de vigtigste brancher.

Fra 1960'erne har Paris' industri været udsat for stærk tilbagegang i beskæftigelsen. Fremstillingsvirksomhed i Île-de-France beskæftigede endnu i 1960'erne omkring 1,5 millioner, men i 1999 kun 626.000, dels på grund af det almindelige fald i industribeskæftigelsen, dels fordi mange fabrikker er blevet udkonkurreret af provinsvirksomheder, mens atter andre med støtte fra statens og EU's regionalfonde er flyttet til provinsen. Dog er hovedkontorerne og udviklingsafdelingerne ofte forblevet i Paris. Lukningen i 1992 af Renaults bilfabrik i Boulogne-Billancourt, der havde været arbejderbevægelsens stærkeste bastion, blev opfattet som et symbol på industrialderens afslutning. De mest dynamiske dele af den tilbageværende industri er den elektroniske og farmaceutiske, der kræver en højt uddannet arbejdskraft. Den grafiske branche er som i de fleste storbyer også betydelig.

Servicesektoren er blevet den fuldstændig dominerende kilde til beskæftigelse og er i stadig vækst. En væsentlig del af serviceaktiviteterne henvender sig først og fremmest til en international kundekreds; den er så stor, at Paris kan betegnes som en verdensby. Således besøges Eiffeltårnet og Louvre hvert år af 6-8 millioner gæster, mens Notre Dame-kirken og Eurodisney hver modtager ca. 14 millioner gæster (2014). Med omkring 20 millioner besøgende turister og forretningsrejsende årlig, heraf ca. halvdelen fra udlandet, er hotel- og restaurationsbranchen betydelig. Paris er en af verdens førende kongres- og messebyer, og nogle brancher, fx mode (haute couture), er absolut førende. OECD, UNESCO og ca. 400 andre internationale organisationer har hovedsæde i Paris, ligesom en del multinationale virksomheder, blandt andet amerikanske, har deres europæiske hovedkontor her.

En stor del af den franske vareimport og -eksport går via virksomhedernes hovedkontorer eller engrosvirksomheder i Paris. Frankrigs eksport af tjenesteydelser er næst efter USA's verdens største og stammer fx fra rådgivende ingeniørfirmaer og forskningsinstitutter i Paris. Derimod er byens internationale finansfunktion relativt svag.

En anden del af servicesektoren betjener primært hele Frankrigs befolkning og erhvervsliv. Offentlig og privat styring er i Frankrig stærkt centraliseret, og hovedstadsfunktionen er derfor af stor betydning med fx centraladministrationen og energi-, transport- og kommunikationsselskabernes hovedkontorer samt erhvervslivets og arbejdsmarkedets organisationer. Sorbonne er et af verdens ældste universiteter, og Paris har siden 1968 haft 17 universiteter samt andre højere uddannelsesinstitutioner, hvortil i alt ¹/₃ af de franske studerende er knyttet. Over halvdelen af landets forskere arbejder i Paris. Landsdækkende områder, som Paris er centrum for, omfatter også engroshandel, fjerntrafik med fragtvogne, tog og fly, de store bankers og forsikringsselskabers hovedkontorer, konsulentvirksomheder og anden erhvervsservice, tv-stationer og langt størstedelen af Frankrigs blad- og bogforlag.

Paris er velforsynet med eksterne transportforbindelser. Det franske hovedbanenet, anlagt midt i 1800-tallet, blev udpræget radiært med Paris i centrum, og seks store banegårde blev bygget i udkanten af den daværende by. Efter 2. Verdenskrig er der foretaget omfattende investeringer i transportsystemerne med store anlægsarbejder i motorvejsnet og godscentraler. Det gamle jernbanenet er fra 1981 blevet suppleret med flere højhastighedsbaner til TGV-tog (trains à grande vitesse). Også i dette banenet er Paris centrum, suppleret med en ringbane omkring byen.

Flytrafikken betjenes af lufthavnene Orly, overvejende med indenrigsruter, og Charles-de-Gaulle, overvejende med udenrigsruter. Charles de-Gaulle er med sine 63,8 millioner passagerer (2014) verdens ottendestørste lufthavn. Tilsammen betjener de 92,7 millioner passagerer (2014).

Omkring halvdelen af Paris' interne transport foregår med privatbiler, og den anden halvdel rejser hver dag, med busser, metro og tog. Vejsystemet er udbygget med blandt andet en ringmotorgade, Boulevard Périphérique, på 1800-tallets fæstningsterræn. To ydre ringmotorveje er færdiggjort mod øst, men bremset mod vest af protester fra den lokale befolkning.

Metronettet blev anlagt i 1898-1914 og er senere udbygget til forstæderne. Fra 1977 er det blevet suppleret med ekspresnettet RER (Réseau Express Régional), der har længere afstande mellem stationerne og rækkevidde til forstæderne og de nye byer. Hertil kommer busdrift samt forstadstog på jernbanelinjerne. De kollektive befordringsmidler er samlet i ét trafikselskab og er billige på grund af stats- og regionsstøtte, der dækker langt over halvdelen af omkostningerne. Kollektive befordringsmidler og veje er hyppigt overfyldte, hvilket blandt andet skyldes den geografiske ubalance mellem boliger og arbejdspladser.

Paris' befolkningstal er vokset støt siden middelalderen og kraftigt fra midten af 1800-tallet, hvor Paris blev langt den største by i Frankrig. Den kraftige vækst aftog først i midten af 1970'erne. Tilflytning fra provinsen og udlandet har i århundreder spillet en afgørende rolle for Paris' vækst frem til 1970'erne, men herefter blev fraflytningerne større end indflytningerne; væksten har siden skyldtes et fødselsoverskud. Den tidligere tilflytning kom især fra Nordfrankrig, men der er også kommet mange franske statsborgere fra de tidligere kolonier, især under afkoloniseringen, blandt andet de såkaldte pieds noirs fra Algeriet. Der eksisterer en århundredlang tradition for indvandring fra Italien, Belgien og Schweiz såvel som fra Kina og Armenien. Den største gruppe af udlændinge kommer dog fra Afrika, især fra Maghreblandene og Asien, herunder Vietnam; den næststørste gruppe af udlændinge udgøres af portugisere og spaniere. Udlændinge bor blandt franskmænd, men da de overvejende tilhører de lavere sociale lag, er der en stor koncentration af udlændinge i de nordlige og østlige bydele og forstæder. De sidste årtier har set eksempler på social uro i ghettoerne med baggrund i ulige levevilkår, blandt andet i form af udbredte opstande i 2005.

Paris Kommune er på trods af et fald i befolkningstallet siden det maksimale på 2,9 millioner i 1921 meget tæt bebygget, og befolkningstætheden er i gennemsnit 4-5 gange højere end i kommunerne København og Frederiksberg. Tættest bor man i 11. arrondissement øst for centrum med 42.236 personer/km² (2012).

De ældste, større bygningsanlæg er termerne ved Cluny-museet og arenaen Arène de Lutèce øst for Panthéon, begge fra romersk tid. På Île de la Cité finder man andre ældre bebyggelser, blandt andet den gotiske katedral Nôtre-Dame de Paris.

Man har kaldt Paris "letsindets og letsindighedens by" og "byen, hvor kunsten blomstrer". Når det drejer sig om forlystelsesliv, kultur og mode har ingen europæisk storby været forbillede og inspiration som netop Paris, hvor det folkelige og det seriøse lever side om side.

Byen opstod i midten af 200-tallet f.v.t. på Île de la Cité som sæde for den galliske stamme parisierne. Den blev erobret af Cæsar i midten af 50'erne f.v.t., og byen, Lutetia Parisiorum, bredte sig herefter til venstre bred af Seinen.

• Paris' historie
• arkitektur og museer i Paris
• forlystelser og kulturliv i Paris
• Frankrig
• Europas hovedstæder