Count Basie

Faktaboks

Count Basie
Født
21. august 1904
Død
26. april 1984

Count Basie fotograferet under en koncert i Tivoli i 1973.

.

Count Basie, William James Basie, 21.8.1904-26.4.1984, amerikansk pianist og orkesterleder, hvis big band dannede skole i jazzen og blev et af swingtidens væsentligste ensembler.

Count Basie samlede det i 1936 i Kansas City på resterne af den afdøde kollega Bennie Motens orkester og holdt med undtagelse af en kort periode i 1950'erne sammen på det til sin død.

Orkestret gav i alle årene plads til nogle af jazzens mest betydende solister og instrumentalister, bl.a. tenorsaxofonisten Lester Young, basunisten Dicky Wells og trompetisterne Buck Clayton, Harry Edison og Thad Jones.

Desuden valgte Count Basie med sikker hånd en række arrangører (fx Earnie Wilkins, Quincy Jones, Neal Hefti og Sammy Nestico), som magtede at udnytte blæsernes elegant smidige vekselspil og rytmegruppens fjerlette tråd.

Orkestrets oprindelige rytmegruppe med Basie selv på klaver, guitaristen Freddie Green (1911-87), bassisten Walter Page (1900-57) og trommeslageren Jo Jones kan med en vis ret betegnes som den mest swingende nogensinde.

Disse kvaliteter, der kunne spores tilbage til jazztraditionen i Kansas City, modsvarede de mere stoflige hos periodens andet indflydelsesrige orkester, Duke Ellingtons.

I Count Basies klaverspil sporedes indflydelse fra stride-stilen, men grundlæggende var det præget af den samme lethed og af en usædvanligt veludviklet fornemmelse for pausen som musikalsk effekt. Efter hans død blev orkesteret videreført af et tidligere medlem, tenorsaxofonisten Frank Foster (1928-2011).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig