Buck Clayton, 1911-1991, amerikansk jazztrompetist, en af swingtidens mest betydelige. 1936-43 var han som medlem af Count Basies big band en af dette orkesters vigtigste solister. Han indspillede desuden talrige plader med Billie Holiday og Teddy Wilson og leverede arrangementer til bl.a. Count Basie og Benny Goodman. Fra 1946 turnerede han med Jazz At The Philharmonic, ledede egne grupper, også på Europaturnéer, og indspillede bl.a. jam session-plader under eget navn med berømte swingmusikere. Han måtte opgive trompetspillet i 1970'erne, men var aktiv som arrangør og orkesterleder til kort før sin død.