Roy Eldridge, Roy "Little Jazz" Eldridge, 1911-1989, amerikansk jazztrompetist og sanger. Han vakte opmærksomhed som medlem af Fletcher Hendersons orkester i 1936 og spillede 1941-43 og 1944-45 i henholdsvis Gene Krupas og Artie Shaws orkestre. Efter et ophold i Europa 1950-51 var han en hyppig gæst her, også i Danmark, både som solist og som medlem af Jazz At The Philharmonic og lignende grupper. Hans trompetspil forenede udadvendt virtuositet med stor emotionel styrke, og skønt altid rodfæstet i swingstilen var han den væsentligste inspirationskilde for Dizzy Gillespie. Eldridge betragtes som en af jazzens væsentligste trompetister.