rus (folk)

Selvom rhos af frankerne genkendtes som sveoner, opfattede de åbenbart sig selv som del af et folk med egenbetegnelsen rus’. Navnet må da åbenbart have haft hævd og være af ældre oprindelse blandt dem. Hvad angår betegnelsen Chacanus, kunne den gengive det aristokratisk klingende nordiske personnavn Hákan. Da tidlige rus-fyrster i Kijev (det nuværende Kyiv) imidlertid faktisk ses anført med titlen kagan, og da den arabiske forfatter Ibn Rustah omkring år 913 udtrykkeligt brugte xakan-rus om deres hersker, var det snarest fra et rus-kaganat et sted nord for Byzans, at disse ”sveoner” var kommet til Konstantinopel – sikkert, som så ofte senere, i form af lejetropper.

At rus’ kun godt 20 år senere, i 860, kunne rette et ganske vist mislykket angreb mod Konstantinopel, tyder på, at rus må have haft base i nærområdet. Angrebet nævnes i en samtidig prædiken af patriarken i Konstantinopel, Fotios, der 7 år senere i en rundskrivelse til andre østlige patriarker med tilfredshed kunne meddele, at disse rus nu lod sig kristne. Rus må derfor have haft en permanent base ikke langt fra Byzans.

Intet i Fotios’ beskrivelse indikerer dog, hvem disse rus var, men ifølge senere russiske krøniker stod to Kijev-fyrster med de nordisk klingende navne Askold (Høskuldr) og Dir (Dýri) i spidsen for angrebet.

Udover udsagnet i Annales Bertiniani om, at sveonerne selv kaldte sig rus’, får vi mere direkte viden herom i de traktater, rus-fyrsterne Oleg og Igor indgik med styret i Konstantinopel med godt 30 års mellemrum i årene 907/911 og 944. Traktater, der samtidig markerer at vi nu kan tale om en egentlig -rigsdannelse i Rus. Disse traktater findes nu kun bevaret i oldrussisk oversættelse fra græsk indskudt i den såkaldte Nestorkrønike, der er kompileret omkring 1110. Bortset fra sproglige adaptioner anses de indholdsmæssigt for troværdige gengivelser af de originale tekster.

907-teksten gengiver muligvis kun en provisorisk aftale eller udkast til den første, komplette traktat i 911. Vi får dog her at vide, at Oleg sendte fem navngivne forhandlere til Konstantinopel. Af disse er de fire navne, trods deres vej gennem først det græske og siden det oldrussiske lydsystem, umiddelbart genkendelige som de nordiske navne Karl, Vermund, Rolleif og Fridlev, mens det femte lader sig tolke som nordisk, hvilket ikke er tilfældet i forhold til andre relevante sprog i området.

I den komplette 911-traktat møder vi de samme fem forhandlere suppleret med yderligere en halv snes forhandlere, hvorved vi også finder personer med navnene Ingjald, Farulf, Roald, Roar, Lidulfastr.

Vigtigt i sammenhængen er den formelle indledning til traktatteksten: ”Vi af rus’ slægt, Karl, Ingjald, Farulf … sendt af rus-storfyrsten Oleg”, hvorefter følger traktatteksten. Den samme indledningsformel finder vi i 944-traktaten. Denne formelle udtryksform viser, at rus lagde vægt på at fremstå som en etnisk sammenknyttet gruppe.

Til forhandlingerne i 944 var sendt endnu flere personer, der hver for sig kunne repræsentere andre end bare fyrsten. Derfor nævnes op mod 75 personer ved navn – flest fortsat nordiske, men ikke længere alle. Det antyder, at den proces, hvorved rus overgår til ikke længere specifikt at betegne nordboer, men rigets samlede multietniske befolkning, nok var blevet indledt. Betegnende for dette er, at fyrst Igors endnu kun ca. 2 år gamle søn og siden efterfølger anføres med det slaviske navn Svjatoslav.

Omtrent samtidig med 944-traktaten lagde en af de to byzantinske kejsere, i hvis navn traktaten blev indgået, Konstantin 7. Porfyrogennetos, navn til en række storværker. Af disse indeholder to, De ceremoniis om ceremonier ved hoffet og De administrando imperio om statsstyrelsen, vigtige oplysninger om rus.

I denne sammenhæng gælder det især sidstnævnte værk. Heri beskriver Konstantin, hvorledes rus måtte forcere Dneprs mange katarakter på vej fra Kijev til Konstantinopel. Herunder gav han syv af disse navne på to sprog rus’isk og slavisk. De navne, han karakteriserede som "rus’iske", lader sig kun forstå som nordiske. Med andre ord opfattede man dem i Byzans – ligesom rus selv gjorde det – som en særskilt etnicitet.

Kun fem år efter 944-traktaten var blevet indgået, opholdt den senere biskop af Cremona, Liutprand (†972) sig ved det byzantinske hof og i det store værk, Antapodosis (Gengældelse), han forfattede i 950'erne, da han var i den tyske kong Otto 1.s tjeneste, beskrev han indledningsvis de vilde folkeslag, der boede nord for Byzans. Om rus gjorde han her denne vigtige tilføjelse: ”som vi med et andet navn kalder nordmanner”. Ud over at bekræfte den byzantinske opfattelse af rus-folkets nordiske etnicitet, så Liutprand her en sammenhæng mellem nordboernes fremfærd såvel i øst og som vest. Hvor mange i samtiden, der ellers var bevidste om det, ved vi ikke.

Det er næppe muligt endegyldigt at tidsfæste, hvornår rus i samtidens Rus-rige ophørte med at kunne betegne nordboer og i stedet opfattedes som betegnelse for hele rigets multietniske befolkning. Processen var nok i gang, da 944-traktaten blev indgået. Sikkert er det, at da Nestorkrøniken blev til omkring 1110, forventede kronikøren ikke, at læseren ville vide, at rus’ oprindeligt havde betegnet nordboere. At det faktisk havde forholdt sig sådan, forsøgte han at forklare i den såkaldte Varægiske Indkaldelseslegende.

Ordet rus’ er mystisk som etnisk betegnelse for nordboer, eftersom der ikke er et ord af etnisk karakter i Skandinavien, der kan forklare det. Ikke desto mindre fremstår det tidligt som etnisk betegnelse for nordboer i Østeuropa. Det må betyde, at rus’ som etnisk betegnelse er dannet uden for og øst for Skandinavien. Det bør allerede være sket længe inden ordet i formen rhos dukkede op 839 i den frankiske årbog som navn på sveoner.

I den sammenhæng er der allerede midt i 1800-tallet, bl.a. af den danske sprogforsker Vilhelm Thomsen, blevet peget på den nuværende betegnelse for svenskere i de østersøfinske sprog, fx estisk roots og finsk ruotsi. Nogen tidlige skriftlige belæg for denne betegnelse har man ikke, men den er fælles for samtlige østersøfinske sprog, hvor formerne svarer lydret til hinanden, og mange sprogforskere rekonstruerer derfor eksistensen af navnet langt tilbage.

En mulig tidlig reminiscens af ordet har vi dog i det stednavnet Russarö, der sammen med det østligere Jussarö i den Finske Bugt afgrænser den tætte skærgård langs Finlands sydkyst mod det åbne vand. Begge navne fremstår nu i svensk sprogform, men indlejret i dem har vi den finske betegnelse for 'ø', saari: Rus-sar-ö/Jus-sar-ö, så navngivningen må oprindelig være finsk. På den baggrund tolkes de to navne som henholdsvis 'svenskø' og 'danskø' (egentlig 'jydeø').

Som det endnu ses i det finske stednavnemateriale, afspejler navnene en traditionel finsk måde at navngive steder, hvor forskellige gruppers nært beliggende interesseområder mødtes, med etniske eller geografiske kontrastnavne. Det viser at de to navne er funktionelt samhørige og må være jævngamle.

Da skærgården og det bagvedliggende fastland fra ca. 1200 og fremefter forsvenskedes ved indvandring, må de to navne have eksisteret inden da.

At de faktisk er gamle, fremgår af, at det ene af navnene, Jussarö, i formen Iuxaræ er optaget i den danske sejladsbeskrivelse eller itinerarium, der findes i håndskriftet med Kong Valdemars jordebog fra ca. 1300.

Itinerariet ledte de sejlende fra dansk territorium i Blekinge til slutpunktet Reval (det nuværende Tallinn). Da et pejlepunkt inden Reval, Hothensholm, er navngivet efter guden Odin, kan vi være rimeligt sikre på, at sejlleden med dets navne har aner fra hedensk tid.

En ledetråd til, hvor ordet rus’ kan have sin etymologiske oprindelse, har vi i det gamle svenske søkrigssystem fra en tid, hvor dette var bundet op på roning snarere end sejl. Til støtte herfor kan vi bl.a. i Upplandslagen læse følgende poetiserede udlægning af kongens beføjelser i forbindelse med Upplands leding: Nu byder kongen ”liþ och leþung utt, biuþær utt roþ ok reþ… ”.

Her repræsenterer første allittererede led i paragraffen samtidens kendte leding mens andet led ”roþ ok reþ” kan være et romantiseret udtryk for ledingens forgænger i Upplands søkrigssystem. Samme ord, roþ, genfindes i en runeindskrift fra Uppland (U16), hvor en sten rejstes over en person, der var ”den bedste bonde i Hákuns rod” (ruþi hakunar).

Den etniske betegnelse, vi kender som rus, kan således have sin oprindelse i en lovbestemt funktion inden for et tidligt svensk søkrigs-system: et kollektiv af rorsmænd: rōþsmæn, jævnfør også landskabsnavnet Roslagen.

• Ruslands historie indtil 1689