leding

Danske, norske og svenske landskabslove fra 1200-tallet beskriver en ledingsordning; ifølge denne udrustede befolkningen en flåde til kystvagtformål på grundlag af en inddeling af landet i skipæn, der hvert stillede et skib, og i hafnæ, der hver stillede en mand, havnebonden, der var bevæbnet med de tre folkevåben, sværd, spyd og jernhat.

Hvert skib var pligtigt at gøre tjeneste, udgærdsleding, hvert fjerde år, og inden for hver hafnæ gik pligten på omgang mellem de krigsduelige, mens omkostningerne deltes i forhold til økonomisk evne. Øvrige år betaltes en ledingsskat, kaldet ret leding.

Ledingsbønderne kunne bygge deres skib selv eller leje det af styresmanden, som også kunne være kongelig ombudsmand i herredet. Uden for denne leding stod herremændene, som mødte, hver gang kongen kaldte på dem.

Kystvagtledingen går antagelig tilbage til ca. 1170, da et tiårs offensiv mod venderne kunne indstilles. Forud for dette tidspunkt bestod ledingen af landets høvdinge og stormænd med deres egne krigsfolk, og i denne form, der videreførtes i herremandstjenesten, kan vi følge ledingen tilbage til vikingetidens begyndelse. Den svarer i denne periode til det i resten af Europa kendte hærfølge, og danske kongers forsøg på at bringe de private styrker under kontrol svarer til andre europæiske herskeres.

De, der forsømte ledingen, måtte betale kongen en erstatning eller bøde, kværsæde, vistnok det samme som ret leding, og nogle fik lov til at sidde hjemme mod at betale denne ydelse. Efterhånden blev indtægten heraf ofte overladt til kirker og klostre, men Kong Valdemars Jordebog fra 1200-tallet viser, at kongen også selv havde betydelige indtægter deraf. At forlade et igangværende ledingstogt var ledingsbrud, og det straffedes på liv og gods.

• Danmarks historie i middelalderen