Svjatoslav Igorevitj

I 946, omend kilden også tillader en datering 957, lod Olga sig døbe under et besøg ved Kejser Konstantin 7. Porfyrogennetos’ hof, og siden holdt hun fast ved kristendommen – ikke nødvendigvis i dens ortodokse udgave, idet hun efterfølgende også søgte kontakter i den katolske kirke. Men det var i den ortodokse kirke, hun blev helgenkåret som en af de første af rus-folket.

At dømme efter Nestorkrøniken gjorde Olga, hvad hun kunne for at fastholde den status, kristendommen havde opnået indtil 944, og som hun havde forstærket ved som Rusrigets formelle hersker at have ladet sig døbe. Hvor stort et tilbageslag det så var at Svjatoslav aktivt modarbejdede den kristne tro, er vanskeligt at bedømme. Faktum er dog, at han inden for det sidste år af sit liv led et nederlag til byzantinske styrker og derfor måtte indgå en påtvungen traktat med de byzantinske kejsere. Også den er i lighed med 944-traktaten skrevet ind i Nestorkrøniken, og på dette tidspunkt er der ikke længere tale om at nogle kristne rus skulle aflægge separat kristen ed. Rusriget fremstår igen som hedensk.

Efter fyrst Igors død og Olgas magtovertagelse havde den meget unge Svjatoslav fået to personer knyttet til sig som vejledere, begge med klart nordiske navne. Asmud (Asmundr) synes at skulle have taget sig af den almene opdragelse; Sveneld (Sveinaldr) af den militære. Sidstnævnte var endnu med Svjatoslav i nederlaget mod Byzans og medunderskriver af den nævnte traktat fra 971, ligesom han overlevede det baghold, hvori Svjatoslav blev dræbt. Sveneld nåede endog at tjene under Svjatoslavs ældste søn, Jaropolk.

Med angrebet på khazarernes kaganat i 965 kom Svjatoslav i kontakt med Byzantinske interesser, hvilket ikke i udgangspunktet førte til konflikt, men som skulle komme til at koste ham livet. I denne fase findes der en mere varieret kildedækning end blot og bart Nestorkrøniken; ikke mindst Leon Diakonos' samtidige historie.

Under angrebet på khazarerne erobrede Svjatoslav først en af deres hovedfæstninger Sarkel ved Don, hvor denne er tættest på Volga. Sarkel var bygget ca. 840 til forsvar mod nomadiserende steppefolk. Den var, efter en anmodning fra khazar-kaganen til kejser Theophilos, opført med byzantinsk hjælp. Det var samme kejser, som i 839 havde haft de tidligst omtalte rus i sin tjeneste.

Ifølge arabiske kilder skal Svjatoslav også have erobret og ødelagt khazarernes hovedstad Atil eller Itil ved Volgas udmunding i det Kaspiske Hav.

Som resultat af disse sejre stod khazarkaganatet stærkt svækket, hvorefter vjatitjerne overgik til nu at blive tributpligtige til Rusriget og også efterfølgende blev indlemmet i Rusriget.

Efter angrebet på khazarerne i sydøst vendte Svjatoslav sig mod sydvest mod bulgarerne. Tilsyneladende skete det efter anmodning fra den byzantinske kejser Nikeforos 2. Fokas. I 968 lykkedes det Svjatoslav at besejre bulgarerne. Men hvor forventningen var at tidligere bulgarske erobringer på bekostning af Byzans skulle gå tilbage til Byzans, valgte Svjatoslav i stedet at sætte sig fast ved Donau.

Et petjenigisk angreb på Kijev, muligvis tilskyndet fra Byzans, tvang imidlertid Svjatoslav til skyndsomt at vende tilbage til Kijev, hvor han fik slået petjenegerne tilbage. I følge Nestorkrøniken skal Svjatoslav da have fortalt sin nu døende mor, at han agtede at opgive Kijev som hovedsæde til fordel for Perejaslavec nær Donaus munding. I stedet blev hans formodentlig ældste søn Jaropolk indsat i Kijev.