monetarisme

Monetarisme, skole inden for makroøkonomisk teori, som lægger vægt på pengemængdens betydning for prisniveauet. Monetarismen bygger på kvantitetsteorien og blev udviklet af økonomer fra Chicagoskolen med Milton Friedman som den mest kendte blandt frontfigurerne. Af andre væsentlige bidragydere kan nævnes Philip Cagan, Karl Brunner, Lloyd Metzler, Harry Johnson og David Laidler.

Faktaboks

Etymologi
Ordet monetarisme kommer af engelsk monetary 'angående penge', af latin monetarius, af moneta 'mønt', og -isme.

Monetarisme baseres på tre antagelser: 1) Den reale økonomi er selvstabiliserende, således at produktion og beskæftigelse af sig selv når frem til deres ligevægtsniveauer, dvs. at den langsigtede Phillips-kurve er lodret; 2) pengeefterspørgslen er stabil, hvilket betyder, at den nominelle indkomst kan styres af udbuddet af penge; 3) det internationale udbud og efterspørgsel efter de enkelte landes valutaer fastlægger valutakurserne (hvis kurserne er flydende) eller kapitalbevægelserne (hvis kurserne er faste). Af de to første antagelser følger, at konsekvent pengepolitik, dvs. en styring af pengeudbuddet, vil kunne sikre fuld beskæftigelse med stabile priser. Under disse forhold er konjunkturregulerende finanspolitik altså formålsløs. Hvis en forudsætning om rationelle forventninger tilføjes, så lader økonomiens mængdestørrelser sig ikke engang påvirke på kort sigt; man taler her om neoklassisk økonomisk teori.

Monetarisme står i modsætning til økonomisk tænkning inspireret af John Maynard Keynes, og i 1960'erne og 1970'erne førtes en omfattende debat om en række temaer. Hvis fx priser og lønninger ikke ændrer sig på længere sigt, så fungerer økonomien som antaget af keynesianerne, dvs. at stabiliserende finanspolitik kan være meningsfuld. Er priserne derimod markedsbestemte, når man frem til monetaristiske konklusioner. Set i bakspejlet har monetaristerne haft ret med den vigtige undtagelse, at pengeefterspørgslen ikke kan anses for at være stabil. De økonomiske enheder ændrer adfærd, og den finansielle industri tilbyder til stadighed nye finansielle produkter, der med større eller mindre ret skal inddrages i den pengemængdestørrelse, som ifølge monetarismen bør holdes konstant. I nutidens økonomisk-politiske ræsonnementer ønskes kravet om fast styring af pengeudbuddet ofte erstattet af indførelse af uafhængige centralbanker. Centralbankchefernes såkaldte konservative bias bliver en erstatning for det stabile pengeudbud; ligeså de faste valutakurser eller en eventuel deltagelse i en valutaunion.

Monetarisme forbindes med en generelt liberal, laissez faire-præget holdning til samfundsforholdene.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig