konjunktursvingninger

Konjunktursvingninger, systematiske og samhørende svingninger i økonomisk aktivitet, beskæftigelse, prisniveau mv. Svingningerne antages at være resultat af et samspil mellem økonomiske mekanismer og forstyrrelser, ofte kaldet stød, eller af de økonomiske mekanismer alene.

Almindeligvis antages den langsigtede økonomiske vækst at være styret af andre mekanismer. Derfor renses tidsserier for bruttonationalprodukt, industriproduktion mv. som regel for den trendmæssige udvikling, inden konjunktursvingningers højde, længde og datering bestemmes. På tilsvarende vis fjernes som regel også virkningerne af sæsonsvingninger.

Konjunktursvingninger findes i så godt som alle markedsøkonomier. I ældre tid inddelte økonomer konjunktursvingninger efter længden af svingningerne. De længste svingninger, der kunne identificeres, var 50-60 år (såkaldte Kondratieff-svingninger), som blev tilskrevet virkningen på investeringer, aktivitet mv. af større opfindelser og tekniske nyudviklinger. Svingninger med en længde på 16-20 år (Kuznets-svingninger) blev især tilskrevet byggeaktiviteten. Det blev antaget, at de mest almindelige svingninger havde en længde på 8-10 år, men også kortere svingninger blev identificeret. Efter 2. Verdenskrig har den gennemsnitlige længde af en amerikansk konjunkturop- og nedgang i alt været omkring fire år. Svingningerne i Europa har været af lidt længere varighed. De kraftigste konjunkturtilbageslag er foruden den økonomiske depression i 1930'erne nedgange i forlængelse af OPEC-landenes olieprisforhøjelser i 1973-74 og 1979-80.

Den betragtningsmåde, at konjunkturer er afsluttede svingninger fra konjunkturbund gennem ekspansion til konjunkturtop og videre gennem kontraktion til ny konjunkturbund, er i de senere år blevet erstattet af den opfattelse, at konjunktursvingninger er et resultat af fortsatte tilfældige stød, hvorefter de økonomiske mekanismer fremkalder svingninger af varierende længde og amplitude. Denne ændrede opfattelse er uden væsentlig betydning for de økonomiske mekanismer, som viderebringer og forstærker stødene og herved skaber de kumulative virkninger.

Både ældre og nyere teorier har lagt vægt på monetære forholds betydning for konjunktursvingninger. Med udgangspunkt i kvantitetsteorien har man tillagt ændringer i pengemængden og/eller ændringer i pengenes omløbshastighed afgørende forklaringskraft. En eksogen stigning i pengemængden, dvs. en stigning, som skyldes ydre årsager, fremkalder som følge af træghed i løn- og prisdannelse større produktion og omsætning, mens en afmatning i aktiviteten kan være en følge af stigende prisniveau i kombination med en uændret eller reduceret pengemængde. I henhold til disse teorier har centralbanken og i åbne samfund også valutareserver og internationale kapitalbevægelser central betydning. Andre af de ældre teorier tillagde rente og kreditgivning og dermed de private banker en tilsvarende rolle. Denne opfattelse kan genfindes i de moderne teorier, som lægger vægt på, at långivernes kreditvurdering og dermed kreditgivning skifter med konjunkturerne.

En anden kategori af såvel ældre som nyere teorier betragter realøkonomiske sammenhænge som afgørende for konjunktursvingningernes opståen og videre forløb. Således kan alene samspillet over tid mellem forbrugets afhængighed af indkomsten og investeringernes afhængighed af ændringer i forbruget og dermed indkomsten være årsag til svingninger. Ikke-lineære sammenhænge mellem forbrug, investeringer og indkomst kan også resultere i svingninger.

I nyere tid har især de såkaldte reale konjunkturmodeller, real business cycles, været omdiskuteret. De forsøger at skabe overensstemmelse mellem stokastiske egenskaber ved hhv. faktisk observerede tidsserier og tidsserier for de samme variable, der beregnes vha. generelle ligevægtsmodeller med rationelle forventninger, som udsættes for stød i form af produktivitetsændringer. Vægten ligger således ikke på at forklare enkeltstående historiske episoder. Selvom de reale stød er blevet erstattet eller suppleret med monetære stød, og andre ændringer er blevet indarbejdet i modelstrukturen, er disse modeller endnu ikke udviklet med sådanne egenskaber, fx arbejdsløshed, at den søgte statistiske overensstemmelse er overbevisende for alle relevante variable.

Sideløbende med de reale konjunkturmodeller er der udviklet en teori om politisk fremkaldte svingninger i den økonomiske aktivitet. Udgangspunktet er den politiske økonomi, political economy, der lægger vægt på, at observerede sammenhænge skal forklares ved at inddrage regeringers og dermed politikeres mål og reaktioner. Den politiske interesse for at fremkalde konjunktursvingninger antages at skyldes regeringers ønske om genvalg, samt at vælgerkorps har ringere viden end regeringer om økonomiske sammenhænge og hændelser. Stemmeafgivningen antages derfor at afhænge af midlertidige ændringer i inflation, arbejdsløshed mv., hvilket før et valg kan gøre en regering interesseret i at føre en økonomisk politik, som fremkalder positivt vurderede ændringer i disse variable. Som følge af ønsket om genvalg kan det være tilfældet, selvom der senere vil følge modsatrettede ændringer, som vælgerne ikke sætter pris på.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig