Phillips-kurve, (efter den newzealandske økonom William Phillips, 1914-75), kurve over sammenhængen mellem arbejdsløshed og inflation. Phillips påviste i 1958 på baggrund af materiale fra Storbritannien fra årene 1861-1957 en sammenhæng mellem lav arbejdsløshed og høj inflation og omvendt. Phillips-kurven blev i den keynesianske teoritradition til en central sammenhæng for den økonomiske politik. Politisk stod valget mellem to onder, arbejdsløshed eller inflation. Denne tankegang havde stor indflydelse på den faktiske økonomiske politik, indtil krisen i 1970'erne medførte et sammenbrud i teorien. Udviklingen var ikke i overensstemmelse med eksistensen af en stabil Phillips-kurve, da man observerede stagflation med både høj arbejdsløshed og høj inflation. I økonomisk teori spiller Phillips-kurven stadig en central rolle, og i dag tillægges sondringen mellem det korte og det lange sigt meget stor betydning. Der er bred enighed om, at det på kort sigt er muligt at reducere arbejdsløsheden ved at øge inflationen. Ifølge almindelig økonomisk teori er det derimod ikke muligt på langt sigt at reducere arbejdsløsheden ved at føre en inflationær politik; på langt sigt afhænger arbejdsløsheden alene af strukturelle forhold, se arbejdsløshed.