middelalderen - tænkning

I den tidlige fase var det intellektuelle liv især knyttet til de benediktinske klostre. Gennem skolevirksomhed varetog de uddannelse på flere niveauer, og deres skriptorier og biblioteker ydede ved håndskriftfremstilling en enestående indsats for at bevare den antikke litteratur.

I løbet af 1000-tallet voksede byerne og vandt i betydning, hvilket gav katedral- og byskolerne væsentlig bedre vilkår. I samme periode søgte den kirkelige reformbevægelse at bringe klostrenes skoledrift til ophør, idet undervisning blev anset for at distrahere munkene fra deres egentlige opgaver.

Som resultat af denne udvikling kom katedral- og byskolerne gradvis til at fremstå som tidens intellektuelle centre, og 1100-tallets markante vækst i intellektuel aktivitet fandt sted her.

I begyndelsen af 1200-tallet kulminerede denne udvikling i dannelsen af universiteterne. Filosofien blev varetaget i et eget fakultet, og filosofistudiet blev obligatorisk for alle studenter, før de kunne blive optaget på et af de tre højere fakulteter, som var viet til hhv. teologi, jura og medicin.

I den tidlige fase af middelalderens intellektuelle udvikling udgjorde Augustins talrige skrifter, til dels via Orosius, hovedkilden til teologisk lærdom.

Grundlaget for filosofisk tænkning bestod af den senromerske filosof Boëthius' latinske oversættelser af og kommentarer til flere af Aristoteles' logiske hovedværker.

Et betydningsfuldt opsving inden for såvel teologi som filosofi fandt sted under karolingerne i slutningen af 700-tallet og i 800-tallet. En central skikkelse var angelsakseren Alcuin, som ledede den såkaldte hofskole ved Karl den Stores residens i Aachen. Her samledes tidens lærde, og blandt Alcuins mange elever var Rabanus Maurus.

Med stor selvbevidsthed kastede de karolingiske lærde sig ud i diskussion med byzantinske teologer om treenighedslæren, berettigelsen af ikondyrkelse mv. Intern debat var heller ikke fremmed for de karolingiske lærde, fx diskussionen om det guddommelige frelsesvalg (Gottschalk) og nadverens væsen.

Periodens mest originale tænker var uden tvivl Johannes Scotus Eriugena, hvis platonisk inspirerede hovedværk om universets komplekse og meningsfulde indretning var enestående for tiden. Hans oversættelser til latin af græske kirkefædre, bl.a. Pseudo-Dionysios (Dionysios Areopagitten), fik varig betydning.

Politisk ustabile forhold gav i 900-tallet og første halvdel af 1000-tallet generelt ugunstige betingelser for åndeligt arbejde. Bortset fra Gerbert (den senere pave Sylvester 2.) udmærkede de tænkere, man kender fra denne tid, sig ikke ved originalitet. Imidlertid spores begyndelsen til et intellektuelt nybrud fra midten af 1000-tallet, hvor forholdet mellem teologi og logik blev behandlet af Petrus Damiani og var kernepunkt i nadverstriden mellem Berengar og Lanfranc. Denne udvikling nåede sit højdepunkt med Anselm af Canterbury, som i talrige skrifter på en selvstændig måde søgte at belyse det kristne trosindhold vha. fornuftig og logisk tvingende argumentation.

I løbet af 1100-tallet fremstod Paris som hovedsædet for lærdom. Inden for filosofien udgjorde logik tyngdepunktet for tidens arbejde. En udpræget pionerindsats blev ydet af den berømte Pierre Abélard, hvis logiske værker dannede grundlag for den senere udvikling af terministisk logik. I den såkaldte universaliestrid indtog Abélard et konceptualistisk standpunkt og opponerede imod bl.a. Guillaume fra Champeaux.

På samme tid virkede grammatikeren og retorikeren Thierry fra Chartres. Tidens naturfilosofi var dybt præget af den platoniske arv, og større kosmologier blev udviklet af bl.a. Guillaume fra Conches.

Skolen ved Notre Dame i Paris blev tidligt hovedsæde for teologiske studier og husede berømte lærere som Gilbert de la Porrée og Robert fra Melun (ca. 1100-67). Her virkede ved midten af 1100-tallet også Petrus Lombardus, hvis omfangsrige og strengt systematiske lærebog i kristen dogmatik blev standardværket i middelalderens teologiske uddannelse.

En anden af de teologiske skoler i Paris var knyttet til kannikestiftelsen Sankt Victor og havde Hugo og Richard (fra Sankt Victor) som sine mest fremtrædende lærere. Skolens særkende var sammentænkningen af den augustinske tradition og den nyplatoniske spiritualitet fra Dionysios Areopagitten.

Det blev afgørende for åndslivets udvikling i middelalderen, at adskillige af Aristoteles' hidtil ukendte skrifter i løbet af 1100-tallet for første gang blev oversat til latin. Samtidig fik man oversættelser af de mest betydningsfulde arabiske kommentarer til Aristoteles' værker (af Avicenna, Averroës mfl.) samt af jødiske hovedværker (af Ibn Gabirol, Maimonides mfl.).

Mødet med disse aristoteliske værker sendte intet mindre end et chok gennem Vesterlandet. Her blev man for første gang konfronteret med et sammenhængende verdensbillede, som var udpræget hedensk og i åbenlys modstrid med centrale punkter i den kristne lære. Konflikten blev kompliceret af det forhold, at den nye litteratur bragte helt nye fagområder som psykologi og fysik i streng forstand samt videnskabslære til den latinlæsende verdens kendskab, og at den på de fleste felter langt overgik, hvad man hidtil havde kendt til.

For tidens intellektuelle elite fremstod den "nye" Aristoteles derfor med et uafviseligt krav på at blive studeret. Da det imidlertid var utænkeligt at kompromittere kristendommens absolutte sandhed, reagerede de kirkelige myndigheder i Paris i første omgang defensivt og forbød slet og ret enhver beskæftigelse med de farlige dele af den "nye" Aristoteles. Reelt havde forbudet dog ringe virkning, og efter en gradvis assimilationsproces udgjorde alle kendte værker af Aristoteles omkring 1200-tallets midte filosofiens selvfølgelige grundlag.

Ved midten af 1200-tallet var der tre klart aftegnede hovedretninger i det akademiske, skolastiske miljø i Paris. Den ældre franciskanske skole havde som sine ypperste repræsentanter Alexander fra Hales og Bonaventura og lå i forlængelse af 1100-tallets augustinsk-platoniske tænkning. Markante kendetegn for denne retning var betoningen af filosofiens underordning under og fuldendelse i teologien samt udviklingen af den augustinske illuminationslære og eksemplarisme.

Den dominikanske skole, hvis drivende kræfter var Albertus Magnus (Albert den Store) og Thomas Aquinas, antog aristotelismens basale principper, men tolkede dem i nyplatonisk retning og forsøgte dermed at harmonisere aristotelismen med 1100-tallets augustinsk-platoniske tradition.

Filosofien blev på denne måde anskuet som videnskaben om den lavere del af det skabte univers, mens den teologiske videnskab omhandlede det, der hørte hjemme i universets øvre del, og rummede den endegyldige sandhed om mennesket og dets bestemmelse ifølge den guddommelige skabelses- og frelsesordning.

Den tredje skole opstod på det filosofiske fakultet og havde Siger fra Brabant og Boëthius de Dacia som sine kendteste fortalere. Det karakteristiske for denne retning var bestræbelsen på at rekonstruere Aristoteles' egne opfattelser uden hensyn til den kristne religion. Dette arbejde var stærkt påvirket af den arabiske kommentator Averroës og hans udtalt naturalistiske tolkning af Aristoteles. Kirkelige fordømmelser i 1270 og 1277 forsøgte at udrydde denne radikale form for aristotelisme, men formåede kun at undertrykke den ved visse universiteter.

De tre retninger var med til at præge det intellektuelle liv i resten af middelalderen. Dominikanerne fulgte med få undtagelser Thomas Aquinas, som snart blev ordenens officielle lærer, men indflydelse fra Ægidius Romanus gjorde sig også gældende. Arven fra Albertus Magnus blev ført videre af en tysk "skole", i hvilken mystik og naturbetragtning var fremherskende (Dietrich fra Freiberg, Mester Eckhart).

Den franciskanske skole bevægede sig tidligt bort fra flere af de augustinske hovedtanker, fx illuminationslæren, og søgte på original måde at forbinde aristotelisme og kristendom. Denne udvikling kulminerede med Johannes Duns Scotus, hvis originale sammentænkning af augustinisme og aristotelisme øvede en vedvarende indflydelse på tænkere såvel inden for som uden for franciskanerordenen. Stor intellektuel åbenhed prægede denne retning, der blev arnested for den senmiddelalderlige nominalisme. Denne kritiske retning var grundlagt af Petrus Aureoli og William fra Ockham, som på hver sin måde foretog en skarp efterprøvelse af thomismens og scotismens fint udmejslede tankesystemer, og som kom til at bestemme de problemstillinger, som de efterfølgende generationer måtte arbejde med.

Inden for filosofien var logikken den videnskab, som gennemgik den mest rivende udvikling i 1200- og 1300-tallet. I første halvdel af 1200-tallet opnåede den såkaldt terministiske logik en dominerende stilling på universiteterne, og dens resultater blev kodificeret i systematiske arbejder af bl.a. William fra Shyreswood og Petrus Hispanus.

Den såkaldt modistiske logik opstod i anden halvdel af 1200-tallet, men fik pga. sin binding til en realistisk ontologi kun forbigående betydning. I 1300-tallet blev den terministiske logik videreudviklet ikke alene af William fra Ockham i Oxford, men også af prominente tænkere som Walter Burleigh, Jean Buridan og Albert fra Sachsen, der virkede i Paris.

Ligeledes i de første årtier af 1300-tallet gennemgik den aristoteliske fysik og naturfilosofi en betydningsfuld fornyelse. Ved Merton College i Oxford forsøgte en gruppe lærde med Thomas Bradwardine som uofficiel leder at kvantificere de kvalitative egenskaber, som har central betydning i den aristoteliske fysik, samt at indføre matematiske modeller for beregning af lokalbevægelse og forandringer (se Merton-skolen). Gruppens metoder og indsigter vandt almen udbredelse og dannede grundlag for fx Nicole Oresmes arbejder.

Ved 1300-tallets slutning satte en meget bevidst skoledannelse sit præg på det intellektuelle klima. Enkelte tænkere såvel som hele universiteter fulgte enten den gamle eller den nye vej, dvs. var i filosofisk forstand enten realister (John Wycliffe) eller nominalister (Pierre d'Ailly, Gabriel Biel). Denne stive opdeling blev synlig ikke mindst i de mange nye universiteter i de østlige egne af Europa og var en medvirkende årsag til, at middelalderens skolastiske tænkning gradvis mistede sin originalitet.

Ved periodens slutning slog humanismen bredt igennem med et krav om en tilbagevenden til de antikke kilder. Dette var ikke blot udtryk for litterære og æstetiske ambitioner, men også for en markant prioritering af de menneskecentrerede videnskaber i bevidst modsætning til skolastikkens fokusering på de mere spekulative videnskaber.

Samtidig opstod renæssancefilosofien, som ikke kan anskues som én bevægelse eller retning. Med særdeles forskellige udgangspunkter og mål søgte dens repræsentanter i 1400-t. at genvinde og videreudvikle den antikke tænkning.

Oftest dannede platonismen grundlag for de mest originale og indflydelsesrige tænkere (Marsilio Ficino, Nicolaus Cusanus, Pico della Mirandola mfl.), mens den radikale aristotelismes genopblomstring i den senmiddelalderlige periode var begrænset til Italien (Pietro Pomponazzi, Agostino Nifo); se renæssancen (filosofi).

Læs mere om middelalderen.