Hugo fra Sankt Victor

Artikelstart

Hugo fra Sankt Victor, ca. 1096-1141, tysk teolog, født i Sachsen. Han var regularkannik i Hammersleben og drog 1115 til Paris, hvor han blev optaget i Skt. Victor-klosteret og underviste i teologi.

Hugo tilhørte den augustinske tradition, men var også påvirket af Dionysios Areopagitten. Han tilkendte fornuften en betydelig rolle i teologien og understregede dens overensstemmelse med åbenbaringen.

Hugos forfatterskab falder i to dele. Han skrev en af de første teologiske lærebøger, Om den kristne tros mysterier, samt et værk om videnskabernes nytte for fortolkningen af Bibelen. Den anden del omfatter flere spirituelle værker, hvori han beskriver sjælens opstigen fra naturlig fornuft over meditation til kontemplationen af Gud i kærlighed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig