ikon (helligt billede)

Ikon er betegnelsen for et helligt billede i den ortodokse kirke, der anvendes såvel ved gudstjenester i kirken som i hjemmet.

Ikonen indgår som fast bestanddel af ikonostasen, billedvæggen i kultrummet, som bevægelig kultgenstand i processioner, som privat rejseikon eller opstillet på en skråhylde i hjemmets "skønne hjørne". Berømte mirakelgørende ikoner optræder i byzantinsk og russisk historie og er her blevet anvendt i krigssituationer til værn mod fjender.

De fleste ikoner er malet på træ. Metalikoner er også udbredte, mens fremstillingen af mosaikikoner og tavler af elfenben ophørte efter middelalderen. For at undgå slid ved megen berøring er mange populære ikoner i senere tid blevet udstyret med ciselerede sølvplader, der kun lader hoved og hænder fri.

Traditionen for malede ikoner har bl.a. rod i de koptiske mumieportrætter fra al-Fayyum fra 1.-4. århundrede e.v.t. Maleteknikken var voksmaleri (enkaustik) eller tempera på en tynd træplade. Fra tidlig middelalder blev temperateknikken dominerende.

Nogle ikoner har et fortællende indhold, scener fra Det Gamle eller Det Nye Testamente, andre er portrætter af Kristus, Guds Moder eller en helgen. Uanset motivet bygger gengivelsen på en tusindårig tradition for komposition, figurtegning, farvevalg og stilisering af foldekast og ansigtstræk, der understreger ikonens egentlige formål: ikke at illustrere en konkret virkelighed, men gennem sin symbolik og sin todimensionalitet at fungere som en afspejling af den himmelske virkelighed.

En af de ældste ikoner er et portræt fra ca. 590-600 af den koptiske biskop Abraham af Hermonthis. Siden 1000-tallet har malerværkstederne i munkerepublikken Athos i Grækenland fremstillet ikoner.

I Rusland er en af de berømteste ikoner Guds Moder af Vladimir, et byzantinsk importarbejde fra begyndelsen af 1100-tallet (Tretjakov-galleriet, Moskva).

I senmiddelalderen blomstrede ikonmaleriet i russiske byer som Novgorod, Suzdal, Tver, Pskov, Jaroslavl, Vladimir og Moskva. Blandt de betydeligste mestre er Andrej Rubljov, hvis hovedværk, Den gammeltestamentlige treenighed fra begyndelsen af 1400-tallet (nu i Tretjakov-galleriet, Moskva), kan opleves som en sublim syntese af teologi og kunst.

Også Grækenland havde flere centre, bl.a. på Kreta, hvor El Greco virkede i sin ungdom. I sidste halvdel af 1900-tallet er ikonmaleriet blevet populært flere steder i Europa, og efter Sovjetstyrets fald har det oplevet en genopblomstring i Rusland.

I Armenien, Georgien, Ukraine, Balkan, det kristne Nærorienten og Etiopien er ikonen fortsat et centralt udtryk for den religiøse identitet. Også i det katolske Polen spiller den en vigtig rolle (se Den Sorte Madonna).

Væsentlige ikonsamlinger findes i Tretjakov-galleriet i Moskva, i Det Byzantinske Museum og Benaki-museet i Athen, i Recklinghausen i Tyskland og i Nationalmuseum i Stockholm. I Danmark findes en samling på Ny Carlsberg Glyptotek.