Johannes Scotus Eriugena

Artikelstart

Johannes Scotus Eriugena, ca. 810-ca. 877, irsk teolog og filosof, hvis latinske tilnavne betyder 'gæleren' og 'den i Irland fødte'. I midten af 840'erne kom han til Vestfranken og blev leder af Karl 2. den Skaldedes hofskole.

I datiden var der ikke mange lærde, der kunne læse græsk; hans kundskaber satte ham i stand til at oversætte flere værker af græske kirkefædre til latin, fx af Gregor af Nyssa, Dionysios Areopagitten og Maximos Confessor.

Han tog del i samtidens teologiske stridigheder ved at skrive om prædestinationen imod Gottschalk og om nadveren.

Johannes Scotus Eriugena er den mest originale tænker fra den tidlige latinske middelalder. Hans hovedværk, De divisione naturae (Om naturens deling), blev skrevet i midten af 860'erne og tilhører den platonisk-kristne tradition. Heri skildrer han, hvorledes den skabte verden udgår fra Gud som den første enhed for gennem mangfoldighed at vende tilbage til enhed i Gud.

I denne proces skelner han mellem fire stadier. Det første er Gud som enhed og som den natur, der skaber, men ikke skabes. Det andet trin består i den guddommelige idéfylde, der rummer de skabte tings forbilleder. Denne natur, som identificeres med den anden person i Treenigheden, er i en vis forstand frembragt, men er også selv Skaber, idet den udvirker det åndelige og legemlige univers. Dette udgør på sin side den tredje natur, som er skabt, men ikke selv skaber. Endelig består det sidste stadium i den natur, som hverken er skabt eller skaber, og dette vil sige Gud, til hvem alle ting vender tilbage.

Med urette blev Johannes Scotus Eriugena taget til indtægt af senere panteistiske tænkere, og hans hovedværk blev derfor fordømt i 1210 og i 1225. Den idealistiske tænkning i 1800-t. førte til en genopdagelse af ham, i Danmark repræsenteret ved Peder Hjort.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig