hovdyr

De mest specialiserede hovdyr (heste og drøvtyggere) viser desuden tilpasninger til effektiv udnyttelse af planteføden. Alle plantecellers næringsrige indre er omgivet af solide vægge af cellulose og lignin; hos de fødemæssigt vigtige græsser er der yderligere indlejret hårde kiselkrystaller. Det kræver både en mekanisk findeling og en effektiv kemisk nedbrydning at overleve på denne føde.

Den mekaniske bearbejdning står kindtænderne for, og den centrale komponent er tændernes ydre emaljelag, et af de hårdeste og mest slidstærke biologiske materialer. Hos alle planteædere øges mængden af emalje, og det sker dels ved, at tændernes krone, som er beklædt med emalje, bliver høj og skydes gradvis ud af kæben i takt med nedslidningen, dels ved at der fra overfladen dannes dybe emaljeklædte indfoldninger. Hos hesten er der indfoldninger fra såvel tyggefladen som fra siderne, mens de parrettåede kun har indfoldninger fra tyggefladen. Denne får derved et kompliceret slidmønster af forhøjede emaljelister omgivet af den blødere dentin og den pålejrede cement. Tilsammen danner over- og underkæbens kindtænder et par effektive møllesten, som findeler føden, ved at underkæben bevæges fra side til side under tygningen.

Baggrunden for den effektive kemiske nedbrydning er et intimt, mutualistisk, symbiotisk samarbejde med mikroorganismer. Dette er højest udviklet hos drøvtyggerne, hvor den bageste del af spiserøret samt maven typisk er udformet til fire stærkt specialiserede afdelinger: vommen (rumen), netmaven (reticulum), bladmaven (omasus eller psalterium) og bagmaven (løben, kallunet, abomasus). Vommen udgør en stor opbevaringssæk og fungerer sammen med netmaven som et stort gæringskammer, der indeholder store mængder bakterier og protozoer (infusionsdyr), som bl.a. nedbryder planternes cellulose, hvilket drøvtyggerne ikke selv er i stand til. Da der ikke er ilt til stede (anaerobt), er nedbrydningen ufuldstændig, og mikroorganismernes affaldsprodukter er forskellige organiske syrer. Disse indeholder megen energi, hvis videre nedbrydning kan finde sted i et iltholdigt miljø. Dette sker ved, at syrerne optages i blodet, og de dækker ca. 70 % af drøvtyggerens energibehov. Desuden udnyttes en del af mikroorganismerne (hos koen ca. 100 g pr. dag), når de med føden passerer videre til selve maven (bagmaven). Mavesyre og enzymer spalter her mikroorganismernes proteiner, og de resulterende aminosyrer optages fra tyndtarmen.

Hesten kan kun hente ca. 70 % af den energi ud af føden, som koen kan. Det skyldes, at hestens samspil med mikroorganismerne er mindre raffineret end drøvtyggernes. Hestens gæringskammer findes nemlig i den stærkt udvidede blindtarm, dvs. bag ved de normalt nedbrydende og absorberende dele af tarmkanalen. Den kan derfor kun udnytte bakteriernes produktion af de letopløselige organiske syrer, mens de proteiner, der opbygges ved bakteriernes vækst, går tabt med afføringen. Dette er sikkert en medvirkende årsag til, at hestens gruppe i det evolutionære kapløb har tabt til drøvtyggerne. For omkring 30 mio. år siden var de uparrettåede hovdyr de dominerende store planteædere. Nu er der kun få arter tilbage, mens drøvtyggerne i den samme periode har udviklet et stort antal arter.

De nævnte tilpasninger i kindtændernes bygning og i samlivet med mikroorganismerne er udviklet uafhængigt af hinanden hos de uparrettåede og de parrettåede hovdyr. Sådanne tilpasninger findes også hos andre planteædende pattedyr, fx gnavere og harer. Her er tænderne også højkronede og stærkt foldede og undertiden rodløse, dvs. kronen vokser livet igennem. Samlivet med mikroorganismerne minder om det hos hesten, idet blindtarmen fungerer som gæringskammer, men i modsætning til hesten udnytter de proteinerne fra bakteriernes vækst. Det sker ved, at afføringen fra blindtarmen spises (se ernæringsmåder), og under passage nr. to fordøjes bakteriernes tilvækst i mave og tyndtarm.