Sydlige giraffer (Giraffa giraffa) ved et vandhul i Etosha National Park, Namibia
Sydlige giraffer (Giraffa giraffa) ved et vandhul i Etosha National Park, Namibia. Af /Minden/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

giraffer

Giraffer
Netgiraf (Giraffa reticulata) i Samburu National Park, Kenya.
Giraffer
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Artikelstart

Giraffer er en familie af store, letgenkendelige parrettåede hovdyr fra Afrika. Den omfatter to slægter: de langhalsede giraffer (Giraffa spp.) med fire arter samt den korthalsede okapi (Okapia johnstoni).

Faktaboks

Etymologi
af fransk girafe, af arabisk zarafa, vist af centralafrikansk oprindelse.
Også kendt som

Giraffidae

Det er drøvtyggere med skrånende ryg, store øjne og ører, bevægelig overlæbe og behåret mule. Tungen er usædvanlig lang og smidig. Behårede udvækster fra kraniet betegnet horn adskiller sig fra andre pattedyrs horn ved, at benkernen er løs hos det unge dyr og først senere vokser fast til kraniet.

Giraffer findes kun i Afrika syd for Sahara. I Tertiær fandtes korthalsede medlemmer af familien i det sydlige Europa og Asien. Det vakte stor interesse, da okapien i 1900 blev kendt af videnskaben. I 12 millioner år havde denne gamle form overlevet i regnskoven.

Girafferne

Giraffer
Masai-giraf (Giraffa tippelskirchi) med sin knap tre uger gamle kalv, Masai Mara, Kenya.
Giraffer
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

De langhalsede giraffer af slægten Giraffa blev førhen regnet for én art, men nyere DNA-undersøgelser har vist, at der er tale om fire forskellige arter: nordlig giraf (G. camelopardalis), netgiraf (G. reticulata), Masai-giraf (G. tippelskirchi) og sydlig giraf (G. giraffa).

Tidligere var girafferne vidt udbredt på savannen i både det nordlige og sydlige Afrika. De forsvandt fra Egypten omkring 2600 f.Kr., men overlevede måske i Marokko helt op til 600 e.Kr. Nu er de udryddet i det meste af Vestafrika og det sydlige Kalahari. Lokalt er de dog stadig talrige; også uden for fredede områder.

Girafferne er verdens højeste dyr. Rekorden er 5,88 m; i gennemsnit er hannen 5,3 m og hunnen 4,3 m. Vægten er i gennemsnit for hanner 1100 kg (800-1930) og for hunner 700 kg (550-1180). De er et tydeligt eksempel på ekstrem tilpasning. Den lange hals, der som hos andre pattedyr har syv halshvirvler, og de lange ben giver girafferne mulighed for at nå føde, der er utilgængelig for de fleste andre planteædere. Hjulpet af den 45 cm lange tunge og et nakkeled, der gør det muligt at holde hovedet lodret, er giraffer i stand til at nå blade og kviste i 5-6 m højde.

Den usædvanlige højde har krævet visse fysiologiske tilpasninger. Hjertet er stort og kraftigt (12 kg), og blodårerne elastiske og forsynet med klapper, så blodet ikke strømmer for hurtigt til eller fra hjernen, når girafferne sænker hovedet for at drikke. Inden pulsåren når hjernen, splittes den op i mange små arterier, det såkaldte "vidundernet", der regulerer blodtrykket til hjernen.

Giraffer har ikke mange fjender, da dens størrelse virker afskrækkende på de fleste rovdyr. Kun løver tør binde an med en voksen giraf. Giraffer bevæger sig over store områder. Det meste af dagen går med at æde og tygge drøv. Mere end 100 forskellige vækster står på menuen. I regntiden foretrækker girafferne løvfældende træer, i tørtiden overlever de på stedsegrøn vegetation langs floderne. En voksen giraf æder omkring 34 kg blade og kviste om dagen. Giraffer kan ikke trave, men skridter i pasgang eller galoperer med en topfart på 55 km i timen. De er normalt flokdyr, men flokkene har ikke faste medlemmer, og dyrene er ofte spredt så meget, at det kan se ud, som om de ikke har forbindelse med hinanden. Den samlede bestand af alle fire arter af giraffer anslås til ca. 68.000 (2016).

Hunner kan efterlade deres unger om dagen i "børnehaver", måske med en enkelt hun til at overvåge flokken. De andre hunner vender først tilbage om aftenen. Hannerne er ikke territoriale, men viser deres styrke i et hierarki ved "necking", en ritualiseret kamp, hvor halsene slås sammen med stor kraft. For at beskytte kraniet udvikler hannerne med årene ekstra udvækster, så de har tre, til tider fem horn. Drægtighedsperioden er 14-15 måneder. Hunnen føder stående, og kalven vejer omkring 50 kg og kan være 2 m høj. Den falder til jorden med hovedet først. I naturen lever en giraf i gennemsnit i ti år, men den kan blive omkring 30.

Okapien

Giraffer
Okapi-hun (Okapia johnstoni) med unge i Berlin Zoo, 2013.
Giraffer
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Okapien er en korthalset giraf, som lever i tæt regnskov i den centrale og østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Tidligere fandtes den også i Uganda. Selv om okapien længe er blevet jaget af pygmæerne, blev den først beskrevet videnskabeligt i 1901 på basis af to skind, der i 1900 blev sendt til London af den britiske opdagelsesrejsende Harry Hamilton Johnston. Den første levende okapi kom til Europa i 1918.

Den bliver omkring 2 m høj og vejer 200-250 kg; hunnen er næsten 20% større end hannen. Med sin mørke pels og hvide striber på bagpart og ben falder okapien godt sammen med skoven. Okapier lever alene, som par eller i små familiegrupper, men aldrig i flok. I modsætning til giraffen er det kun hannen, der har "horn". Føden består af blade, kviste og frugter, som okapien plukker med sin lange sorte tunge, der kan nå helt op til ørerne. Okapien er yderst sky og forsigtig og flygter ved det mindste tegn på fare, så man kender ikke meget til dens levemåde og udbredelse i naturen. Pygmæerne hævder, at okapien er let at fange i gravede fælder, fordi den færdes ad faste stier. Drægtighedsperioden er ca. 14 måneder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig