Giraffer
Okapi-hun (Okapia johnstoni) med unge i Berlin Zoo, 2013.
Giraffer
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Okapien er en korthalset giraf, som lever i tæt regnskov i den centrale og østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Tidligere fandtes den også i Uganda. Selv om okapien længe er blevet jaget af pygmæerne, blev den først beskrevet videnskabeligt i 1901 på basis af to skind, der i 1900 blev sendt til London af den britiske opdagelsesrejsende Harry Hamilton Johnston. Den første levende okapi kom til Europa i 1918.

Faktaboks

Etymologi
Ordet okapi er af nilosaharisk oprindelse.
Også kendt som

Okapia johnstoni

Den bliver omkring 2 m høj og vejer 200-250 kg; hunnen er næsten 20 procent større end hannen. Med sin mørke pels og hvide striber på bagpart og ben falder okapien godt sammen med skoven. Okapier lever alene, som par eller i små familiegrupper, men aldrig i flok. I modsætning til giraffen er det kun hannen, der har "horn". Føden består af blade, kviste og frugter, som okapien plukker med sin lange sorte tunge, der kan nå helt op til ørerne. Okapien er yderst sky og forsigtig og flygter ved det mindste tegn på fare, så man kender ikke meget til dens levemåde og udbredelse i naturen. Pygmæerne hævder, at okapien er let at fange i gravede fælder, fordi den færdes ad faste stier. Drægtighedsperioden er ca. 14 måneder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig