Pygmæer, inden for antropologien forskellige folkegrupper i Asien og Afrika, for hvilke det gælder, at de er lave af vækst, dvs. med en gennemsnitshøjde for mænd på ca. 143-155 cm og ca. 136-144 cm for kvinder. Betegnelsen er oprindelig hentet fra mytologien. De asiatiske pygmæer kaldes negrito og bor bl.a. på Filippinerne og Ny Guinea.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet pygmæ kommer af græsk pygmaios 'på størrelse med en knytnæve', af pygme 'knytnæve, afstanden fra albuen til knoerne'.
De afrikanske pygmægrupper bebor urskovsområderne i Centralafrika; deres antal beregnes til mellem 100.000 og 150.000. De lever af indsamling og jagt, men er i nogen grad afhængige af omkringboende bantufolk mht. metalredskaber og jordbrugsprodukter. De inddeles i tre hovedgrupper: Den vestlige gruppe (aka, binga) findes i grænseområdet mellem Cameroun, Congo (Brazzaville) og Den Centralafrikanske Republik samt i Gabon, den østlige gruppe (mbuti) lever i Ituriskoven i den nordøstlige del af Den Demokratiske Republik Congo, og den centrale gruppe (twa) i den centrale del af Den Demokratiske Republik Congo samt i Rwanda og Burundi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.