Dværghjorte
Lille dværghjort (Tragulus javanicus) er med en skulderhøjde på blot 20 cm og en vægt på 1-2 kg det mindste nulevende hovdyr.
Dværghjorte
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Dværghjorte er en familie af meget små, hjortelignende hovdyr i drøvtyggernes underorden (Ruminantia). Der kendes tre slægter: Hyemoschus med én art, Moschiola med tre arter og Tragulus med seks arter. Vanddværghjorten (H. aquaticus) findes i Afrika, mens de resterende ni arter er udbredt i Syd- og Sydøstasien.

Faktaboks

Også kendt som

Tragulidae

Udseende og levevis

Det er små, hjortelignende dyr med blyantstynde ben og brun pels med hvide tegninger på krop og hoved. De varierer i størrelse fra lille dværghjort (Tragulus javanicus), som har en skulderhøjde på 20 cm, til vanddværghjorten, der har en skulderhøjde på op til 40 cm. Hannernes hjørnetænder i overkæben rager ud på begge sider af underkæben og er lange og sabelformede.

De er nataktive og lever en skjult tilværelse på bunden af regnskoven. Man ser dem kun sjældent, selvom de lokalt kan være ret talrige. De færdes enkeltvis eller i par og kommunikerer vha. lyde og dufte. De føder én unge op til to gange om året, og parring finder sted umiddelbart efter fødslen. På grund af deres størrelse er dværghjorte yndede byttedyr for rovdyr og mennesker.

Evolution og slægtskab

Dværghjorte menes i evolutionen at være udskilt fra de øvrige drøvtyggere på et meget tidligt tidspunkt, og de har fællestræk både med drøvtyggere og ikke-drøvtyggere. Ligesom hos de øvrige drøvtyggere er deres mave opdelt i flere kamre, dog er bladmaven meget lille. Dværghjorte mangler enhver form for horn eller gevir; desuden vokser de midterste mellemfodsben sent eller slet ikke sammen. Dværghjortene har en del fællestræk med svin, blandt andet i parringsadfærden, der i form og varighed mere minder om svinenes end om de øvrige drøvtyggeres.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig