næsehorn

Næsehorn udvikledes i Eocæn for 40 mio. år siden fra små tapirlignende former. De fem nulevende arter er en rest af en meget større gruppe, der i Miocæn og Pliocæn fandtes vidt udbredt i Eurasien, Nordamerika og Afrika med mere end 30 slægter. Det største landpattedyr nogensinde, Baluchitherium, er et hornløst næsehorn fra Miocæn, anslået til at have vejet mere end 10 t og være 4-5 m højt. Der har også været næsehorn i Danmark. Mercks næsehorn eller skovnæsehorn (Dicerorhinus kirchbergensis) levede her i Eem-mellemistiden, og det uldhårede næsehorn (Coelodonta antiquitatis) er fundet i aflejringer fra Weichsel-istiden.

I dag er næsehorn blandt de mest truede dyr, og alle fem arter er på Washingtonkonventionens liste 1. Tilbagegangen skyldes frem for alt ulovlig jagt på det eftertragtede horn, der kan indbringe omkring 20.000 kr. pr. kg på det sorte marked. I Yemen udskæres hornet til dolkeskæfter, og i Kina bruges det i pulveriseret form som medicin mod talrige sygdomme. Nogle få steder i Indien bruges næsehornshorn som afrodisiakum.

Næsehorn er enegængere; bortset fra en hun med unge eller et par i parringshumør er det sjældent at finde flere sammen. Dog kan hvide næsehorn ses i grupper. Næsehorn er aktive om natten og i morgen- og aftentimerne, og de tilbringer dagens varme timer med at mudderbade eller sove. Mudderbadning er vigtig, herved regulerer de kropstemperaturen og kommer af med utøj.

Føden varierer fra art til art, men bortset fra det hvide næsehorn, der udelukkende er græsæder, og pansernæsehornet, der også æder en del græs, lever de af blade, kviste og frugter, som de plukker med deres bevægelige overlæbe. Næsehorn ser dårligt, men hørelse og lugtesans er særdeles gode. Næsehorn lever 35-50 år.

Sumatranæsehornet, Dicerorhinus sumatrensis, er den mindste og mest primitive af de nulevende arter og den eneste, der er behåret. Skulderhøjden er 112-145 cm, længden 236-313 cm, og vægten 0,8-1 t. Der er to horn, det bageste er uanseeligt, det forreste op til 38 cm. I midten af 1900-t. var sumatranæsehornet vidt udbredt fra Assam over SØ-Asien til Sumatra og Borneo. I dag findes arten meget spredt, og det er et spørgsmål, om de små isolerede bestande kan overleve. Det lever i tæt skov, ofte i kuperet terræn. Der er under 200 tilbage (2012), de fleste på Sumatra.

Pansernæsehornet eller indisk næsehorn, Rhinoceros unicornis, ser ud, som om det er klædt i rustning. Det er store dyr med en højde på 148-186 cm og en længde på 310-380 cm. Hannen vejer gennemsnitlig 2,2 t, hunnen 1,6 t. Der er ét horn, der kan blive op til 53 cm. Pansernæsehornet var almindeligt i Indien og Pakistan indtil 1600-t. Derefter faldt antallet indtil 1900-t., da der kun var 12 individer tilbage i Kaziranga-området i Assam og omkring 50 i Nepal. Effektiv beskyttelse har resulteret i, at antallet i 2005 var omkring 2200, i 2012 ca. 3300. Arten foretrækker flodsletter og sumpe. Mennesket har mange steder trængt den ud i mindre favorable områder. Drægtighedsperioden er 462-490 dage, og hunnen føder en unge ca. hvert tredje år. Ungen skubbes væk, kort før den næste fødes. Aldersrekorden i fangenskab er 47 år.

Javanæsehornet, Rhinoceros sondaicus, minder om pansernæsehornet, men har mindre hoved og ikke så udtalte hudfolder. Højden er 160-175 cm, længden 300-320 cm, og vægten omkring 1,5 t; hunnen er større end hannen. Der er ét horn på i gennemsnit 15 cm. Javanæsehornet er det mest truede pattedyr i verden med en enkelt bestand af betydning på under 50 individer i Ujung Kulon National Park på Java. Det var tidligere vidt udbredt i SØ-Asien og visse provinser i Kina.

Det sorte eller spidssnudede næsehorn, Diceros bicornis, er den mindste af de to afrikanske arter med en skulderhøjde på 140-180 cm, en længde på 300-375 cm og en vægt på 1-1,3 t; hunnen er omtrent lige så stor som hannen. Der er to horn, der kan variere meget i facon; det forreste er som regel det længste, op til 130 cm. Sorte næsehorn lever i overgangszonen mellem skov og savanne, men er meget tilpasningsdygtige og kan trives selv i ørkenområder, så længe der er vand inden for 25 km. Arten var omkring år 1900 vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, undtagen i regnskoven i Vestafrika.

Det sorte næsehorn er et af vor tids mest sørgelige eksempler på mislykket naturforvaltning. Fra 65.000 i 1970 faldt antallet til 15.000 i 1980, og i 2006 var der omkring 3000, dog med stigende tendens takket være en kraftig indsats i Sydafrika og Namibia, der har mere end halvdelen af bestanden. I 2012 var tallet steget til ca. 5000. Kenya, Tanzania og Zimbabwe er de eneste andre lande med bestande af betydning. Syv underarter er beskrevet, men der er kun tre eller fire tilbage.

Sorte næsehorn er adrætte dyr, der kan galopere med en fart af 45-50 km/h og vende på en tallerken. De har ry for at være aggressive, men ofte skyldes det, at de løber frem mod en fredsforstyrrer for at undersøge, hvad der foregår, hvilket kan forveksles med et angreb. Hunnerne føder en unge ca. hvert 2,5.-3. år efter en drægtighedsperiode på 450-460 dage. Ungen jages bort inden den næste fødsel, men kalvene kan vende tilbage til moderen og hendes nye kalv. De voksne hanner er territoriale, mens hunnerne bevæger sig over store områder. I naturen kan sorte næsehorn leve 35-38 år; en hun i fangenskab blev 48 år.

Det hvide eller bredsnudede næsehorn, Ceratotherium simum, hører til de største landpattedyr; kun elefanter og store flodheste er tungere. Højden er 170-183 cm, længden 325-420 cm, og vægten 2-2,3 t for hanner og ca. 1,6 t for hunner. Der er to horn, hvoraf det forreste er omkring 60 cm langt, men kan blive op til 150 cm.

Det hvide næsehorn er til dels en succeshistorie inden for naturforvaltning. Fra at have været næsten udryddet i 1920, med højst et par hundrede i Natalprovinsen i Sydafrika, er det lykkedes at opavle bestanden og genudsætte dyr i stor stil. I 2006 var der 8000 hvide næsehorn, i 2012 ca. 20.400. Der er to underarter. I Garambe Nationalpark i Den Demokratiske Republik Congo findes den sidste rest af den nordlige underart, C. simum cottoni, en bestand på blot fem individer (2015).

Det hvide næsehorn lever udelukkende af græs, som klippes med de brede læber. Arten er mere social end andre næsehorn. Når ungen forlader moderen, søger den hen til en anden hun eller finder sammen med andre unge dyr. Grupper på 3-6 er almindelige, men flere er set sammen, især ved vandhuller. Hannen lever alene og forsvarer et territorium, som afmærkes med gødning og urin. Drægtighedsperioden er ca. 500 dage, og hunnen kan under gode forhold producere kalve med 2½ års mellemrum.