lignin

Lignin er et stof, der indlejres i midtlamel og cellevæg hos frøplanter og bregner (se inkrustering og forvedning). Lignin er efter cellulose det stof, der forekommer i størst mængde i planteriget. Det findes i varierende mængder og sammensætninger, fx indeholder risskaller 40%, nåletræer 25-30%, løvtræer 20-25% og hvedehalm 14-17%.

Lignin er en højmolekylær fenolisk forbindelse, der hærder til kæmpemolekyler med kompliceret rumlig såvel som kemisk struktur. Det virker afstivende og muliggør fx opret vækst. Det forstærker også planters vandledende celler, xylem (se kar og ledningsstrenge), så de kan modstå det undertryk, der opstår under vandoptagelse. Cellevæggens indhold af lignin hæmmer væksten af patogener, og en lokalt forøget lignindannelse ses ofte som planters respons på infektion eller såring. Det er tungtopløseligt i vand, brændværdien er ca. 25 kJ/g, og densiteten 1,35-1,50 g/cm³.

Ved fremstilling af cellulosemasse, fx til papir, adskilles lignin fra cellulose og anvendes dels som energikilde i celluloseindustrien, dels som lignosulfonsyre til dispergerings- og bindemidler eller til fremstilling af vanillin. Nedbrydningen af lignin til vanillin er årsag til gulnet papirs duft.

Lignin nedbrydes ikke af mikroorganismer i mave-tarm-kanalen hos dyr og efterlades derfor i gødningen. I naturen er det kun visse trænedbrydende svampe, der omdanner lignin og cellulose, hvorved der dannes hvidmuld. Lignin omsættes derfor langsomt, og fenoliske nedbrydningsprodukter udgør en hovedbestanddel af humus.