Hjorte
Axishjorte (Axis axis) i højt græs i Corbett National Park, Indien. Den farvestrålende hjort har sin hovedudbredelse i Indien og Sri Lanka, men findes også i dele af Nepal, Bhutan og Bangladesh .
Hjorte
Af /Ritzau Scanpix.

Kronhjort, en ulige 16-ender (dvs. med otte spidser på den ene og syv på den anden af gevirets stænger), nedlagt i Jægersborg Dyrehave, hvor man gennem 300 år har forstået at tilrettelægge jagten, så der har været balance mellem bestandsstørrelse og livsbetingelser. Dyrehavens hjorte er internationalt anerkendt som en af verdens stærkeste og mest veludviklede bestande mht. gevirstørrelser.

.

Det kan være vanskeligt at kende de forskellige danske hjortearter fra hinanden, især hundyrene og hjortene i den gevirløse tid. Spejlet, det lyse parti omkring halen, kan være en god hjælp. Hos rådyr, hvor den korte hale ikke ses, er spejlet rent hvidt. Også dådyr og sika har hvidt spejl, men her er det indrammet af en sort kant, og en sort stribe på halens overside deler spejlet i to. Den sorte markering er mest udtalt hos dådyr. Kronhjort kan kendes på, at spejlet er gulbrunt.

.

Hjorte er en betegnelse for to familier af drøvtyggende, parrettåede hovdyr: egentlige hjorte (familien Cervidae) med 18 slægter og 55 arter og moskushjorte (familien Moschidae) med en slægt og syv arter. Trods en overfladisk lighed er de to familier formentlig ikke så nært beslægtede hinanden, som man tidligere troede; moskushjortene lader således til at være tættere på de skedehornede hovdyr end på de egentlige hjorte.

Faktaboks

Også kendt som

Cervidae, Moschidae

Hjortes udseende og kendetegn

Hjortene er karakteriseret ved, at handyret hos de fleste arter bærer et gevir, der årlig afkastes. Kun moskushjort og vandrådyr er gevirløse. En anden undtagelse er rensdyret, hvor begge køn kan have gevir. En række hjorte, som bl.a. findes i Europa, omtales i selvstændige artikler: kronhjort, dådyr, rådyr, sikahjort, elg, rensdyr samt den uddøde kæmpehjort.

Hos mange arter kaldes handyret hjort, hundyret hind. Elg betegnes dog hhv. tyr og ko, rensdyr buk og simle og rådyr buk og rå. Hundyret hos dådyr betegnes ofte då.

Både med hensyn til levevis og udseende er der store forskelle mellem de enkelte arter. Med en skulderhøjde på over 2 m og en vægt på 700 kg er den nordamerikanske elg kæmpen blandt hjortene; de mindste, puduerne (Pudu spp.) fra Andesbjergene, har en skulderhøjde på ca. 40 cm og vejer under 10 kg.

Udbredelse

De er udbredt over det meste af Jorden med undtagelse af Afrika syd for Sahara, dog er ingen arter oprindelige i Australien og New Zealand, hvor alle de forekommende arter er indført i løbet af 1800- og 1900-tallet. I det hele taget er mange hjorte indført til egne, hvor de ikke oprindelig hører hjemme, fx rensdyr til South Georgia i Sydpolarhavet, muntjak og vandrådyr til England, sika til en række lande, bl.a. Danmark, og kronhjorte til Sydamerika. Mange af de indførte hjortearter har klaret sig godt i de nye omgivelser. De enkelte arter er tilpasset vidt forskellige levesteder spændende fra rensdyr på tundraen så langt mod nord som Svalbard til fx sambarhjort og muntjakker, der lever i tropiske regnskove. Hjortenes kød er velsmagende, og de spiller en stor rolle som jagtvildt.

Asien

Hjorte
Kinesisk muntjak (Muntiacus reevesi) har sin naturlige udbredelse i det sydøstlige Kina og Taiwan. Den er indført flere steder i Europa; i Storbritannien blev den indført i begyndelsen af 1900-tallet og betragtes i dag som et alvorligt skadedyr. Bemærk de veludviklede hjørnetænder.
Hjorte
Af /Ritzau Scanpix.

Moskushjortene (Moschus spp.) er små hjorte, som er udbredt fra Himalaya til Østsibirien, hovedsagelig i kratskove i 2.000-4.000 meters højde. Hos bukken findes den såkaldte moskussæk, der udmunder foran penis. Sekretet i denne kirtelsæk har en gennemtrængende lugt og anvendes i parfumeindustrien. Hjørnetænderne i overmunden hos bukken er udviklet til op til 7 cm lange hugtænder, som kan bruges i kampe. Den anden gevirløse hjorteart, vandrådyret (Hydropotes inermis), er hjemmehørende i det østlige Kina og Korea. Også hos denne art har bukken op til 7 cm lange hjørnetænder i overmunden. Muntjakker (Muntiacus spp.) er udbredt i det meste af Sydøstasien. De er noget mindre end rådyr, og geviret hos hannen er kun lidet udviklet. De ganske små, ugrenede stænger sidder på lange rosenstokke, der fortsætter med en liste ned over panden. Også muntjakkerne har lange hjørnetænder, der rager uden for munden.

Egentlige hjorte er i det sydlige Asien repræsenteret med mange arter, hvoraf her blot nævnes nogle. Den største er sambarhjorten (Rusa unicolor), der er udbredt fra Filippinerne til Indien. Geviret har som hos flere af de sydøstasiatiske hjortearter sædvanligvis seks ender. Rusahjorten (Rusa timorensis), der minder om sambar, er den mest udbredte art i Indonesien. Svinehjorten (Axis porcinus) findes i et bælte syd for Himalaya. Den meget smukke axishjort eller chital (Axis axis) er lyst rødbrun med hvide pletter, der findes i både sommer- og vinterdragten. Arten er udbredt i det meste af Indien og Sri Lanka. En anden indisk art er barasingaen (Rucervus duvauceli). Geviret hos denne art, der ofte har flere end seks ender, er under opvæksten dækket af en rød basthud, der står smukt til den gyldenbrune sommerdragt. Thorolds hjort eller hvidkindet tibetansk hjort (Cervus albirostris) minder om en kronhjort, men har hvide partier i hovedet og om vinteren en lang, bølget pels. Den lever i Kina og Tibet. Mange af Sydøstasiens hjortearter fortrænges fra deres levesteder som følge af områdernes store befolkningstilvækst, der medfører skovrydning.

En helt speciel hjorteart er Père Davids hjort eller milu (Elaphurus davidianus). Denne mærkelige art er navngivet efter den franske missionær Armand David, der i midten af 1800-tallet bemærkede den i den kejserlige park ved Beijing. Arten kendes ikke som vildtlevende, men fossile fund tyder på, at den i øvrigt uddøde for 2.000-3.000 år siden. Hvordan det er lykkedes at bevare arten i den kejserlige park, vides ikke. I 1866 smuglede David nogle dyr ud og førte dem til Europa. Arten findes nu i en række zoologiske haver, og der er en bestand på omkring 300 dyr i Woburn Park i England. Père Davids hjort er en kronhjortetype, men adskiller sig bl.a. ved sin lange hale og ved at have længere drægtighed. Geviret er stort og stærkt grenet. I brunsttiden "pynter" hjorten geviret med græs og grene, så det ser ud, som om den bærer på en høstak.

Amerika

Hjorte
Wapitien (Cervus canadensis) hører til blandt de allerstørste hjorte, og fuldvoksne hanner kan i særlige tilfælde nå en vægt på næsten 500 kg. Den er udbredt i Nordamerika samt i det centrale og østlige Asien.
Hjorte
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

I Nordamerika findes wapiti (Cervus canadensis), rensdyr (caribou) (Rangifer tarandus) og elg (Alces alces); de amerikanske former er større end de europæiske. Derudover forekommer en række arter, der er særegne for den vestlige halvkugle. Størst udbredelse har den hvidhalede hjort eller virginiahjorten (Odocoileus virginianus), som findes fra Canada til den nordlige halvdel af Sydamerika. Den har en lang hvid hale, der højt løftet svinger fra side til side, når dyret flygter. Geviret er stærkt kurvet og fremadrettet. En nærtstående art er sorthalet eller storøret hjort (O. hemionus), der er udbredt i det vestlige Nordamerika.

Af sydamerikanske arter skal nævnes pampashjort (Ozotoceros bezoarticus), der lever på den åbne pampas i Brasilien, Uruguay og Argentina. Den er på størrelse med et rådyr og har som dette et seks-ender gevir. De otte arter af spidshjorte (Mazama spp.) har deres hovedudbredelse i Amazonområdet, hvor de lever i tæt vegetation. Geviret er kun et par små spidser. I Andesbjergene findes huemuler eller gaffelhjorte (Hippocamelus spp.), der navnlig i regntiden søger højt op i bjergene, og de små puduer, der lever i skovklædte dalstrøg. Sydamerikas største hjorteart er sumphjorten (Blastocerus dichotomus), der er på størrelse med en lille kronhjort.

Hjortejagt

I Danmark jages krondyr, dådyr, sika og råvildt. De tre førstnævnte arter må kun nedlægges med riffel, mens rådyr tillige må skydes med haglgevær; dog må der under sommerjagten på råbukke kun anvendes riffel. Jagt på hjortevildt foregår dels som pyrsch, hvor jægeren sniger sig ind på vildtet, dels som forskellige former for trykjagt, hvor vildtet drives frem.

De danske hjortebestande har gennem en årrække været stigende, og det samme har det årlige jagtudbytte, som 2007-2008 var på ca. 4400 krondyr, 4400 dådyr, 300 sika og 113.700 rådyr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig