hjorte

Moskusdyret eller moskushjorten (Moschus sp.) er en lille hjort, som er udbredt fra Himalaya til Østsibirien, hovedsagelig i kratskove i 2000-4000 m højde. Hos bukken findes den såkaldte moskussæk, der udmunder foran penis. Sekretet i denne kirtelsæk har en gennemtrængende lugt og anvendes i parfumeindustrien. Hjørnetænderne i overmunden hos bukken er udviklet til op til 7 cm lange hugtænder, som kan bruges i kampe. Den anden gevirløse hjorteart, vandrådyret (Hydropotes inermis), er hjemmehørende i det østlige Kina og Korea. Også hos denne art har bukken op til 7 cm lange hjørnetænder i overmunden. Muntjak (Muntiacus sp.) er udbredt i det meste af Sydøstasien. Den er noget mindre end et rådyr, og geviret hos hannen er kun lidet udviklet. De ganske små, ugrenede stænger sidder på lange rosenstokke, der fortsætter med en liste ned over panden. Også muntjak har lange hjørnetænder, der rager uden for munden.

Egentlige hjorte er i det sydlige Asien repræsenteret med mange arter, hvoraf her blot nævnes nogle. Den største er sambarhjorten (Cervus unicolor), der er udbredt fra Filippinerne til Indien. Geviret har som hos flere af de sydøstasiatiske hjortearter sædvanligvis seks ender. Rusahjorten (Cervus timorensis), der minder om sambar, er den mest udbredte art i Indonesien. Svinehjorten (Axis porcinus) findes i et bælte syd for Himalaya. Den meget smukke axishjort eller chital (Axis axis) er lyst rødbrun med hvide pletter, der findes i både sommer- og vinterdragten. Arten er udbredt i det meste af Indien og Sri Lanka. En anden indisk art er barasingaen (Cervus duvauceli). Geviret hos denne art, der ofte har flere end seks ender, er under opvæksten dækket af en rød basthud, der står smukt til den gyldenbrune sommerdragt. Thorolds hjort eller hvidkindet tibetansk hjort (Cervus albirostris) minder om en kronhjort, men har hvide partier i hovedet og om vinteren en lang, bølget pels. Den lever i Kina og Tibet. Mange af Sydøstasiens hjortearter fortrænges fra deres levesteder som følge af områdernes store befolkningstilvækst, der medfører skovrydning.

En helt speciel hjorteart er Père Davids hjort eller milu (Elaphurus davidianus). Denne mærkelige art er navngivet efter den franske missionær Armand David, der i midten af 1800-t. bemærkede den i den kejserlige park ved Beijing. Arten kendes ikke som vildtlevende, men fossile fund tyder på, at den i øvrigt uddøde for 2000-3000 år siden. Hvordan det er lykkedes at bevare arten i den kejserlige park, vides ikke. I 1866 smuglede David nogle dyr ud og førte dem til Europa. Arten findes nu i en række zoologiske haver, og der er en bestand på omkring 300 dyr i Woburn Park i England. Père Davids hjort er en kronhjortetype, men adskiller sig bl.a. ved sin lange hale og ved at have længere drægtighed. Geviret er stort og stærkt grenet. I brunsttiden "pynter" hjorten geviret med græs og grene, så det ser ud, som om den bærer på en høstak.

I Nordamerika findes kronhjort (wapiti), rensdyr (caribou) og elg; de amerikanske former er større end de europæiske. Derudover forekommer en række arter, der er særegne for den vestlige halvkugle. Størst udbredelse har den hvidhalede hjort eller virginiahjorten (Odocoileus virginianus), som findes fra Canada til den nordlige halvdel af Sydamerika. Den har en lang hvid hale, der højt løftet svinger fra side til side, når dyret flygter. Geviret er stærkt kurvet og fremadrettet. En nærtstående art er sorthalet eller storøret hjort (Odocoileus hemionus), der er udbredt i det vestlige Nordamerika.

Af sydamerikanske arter skal nævnes pampashjort (Ozotoceros bezoarticus), der lever på den åbne pampas i Brasilien, Uruguay og Argentina. Den er på størrelse med et rådyr og har som dette et seks-ender gevir. Spidshjort (Mazama sp.) har hovedudbredelse i Amazonområdet, hvor den lever i tæt vegetation. Geviret er kun et par små spidser. I Andesbjergene findes huemul eller gaffelhjort (Hippocamelus sp.), der navnlig i regntiden søger højt op i bjergene, og den lille pudu, der lever i skovklædte dalstrøg. Sydamerikas største hjorteart er sumphjorten (Blastocerus dichotomus), der er på størrelse med en lille kronhjort.

I Danmark jages krondyr, dådyr, sika og råvildt. De tre førstnævnte arter må kun nedlægges med riffel, mens rådyr tillige må skydes med haglgevær; dog må der under sommerjagten på råbukke kun anvendes riffel. Jagt på hjortevildt foregår dels som pyrsch, hvor jægeren sniger sig ind på vildtet, dels som forskellige former for trykjagt, hvor vildtet drives frem.

De danske hjortebestande har gennem en årrække været stigende, og det samme har det årlige jagtudbytte, som 2007-08 var på ca. 4400 krondyr, 4400 dådyr, 300 sika og 113.700 rådyr.

• kronhjort
• dådyr
• rådyr
• sikahjort
• elg
• rensdyr
• kæmpehjort