flygtning

Folkenes Forbund udpegede i 1921 Fridtjof Nansen til højkommissær for russiske flygtninge og senere også for fx syrere, armeniere, kurdere og tyrkere. På dette tidspunkt var den internationale flygtningebeskyttelse gruppebaseret. Den beskæftigede sig udelukkende med bestemte begivenheder og geografiske områder, ikke med den enkelte flygtnings individuelle flugtmotiv og baggrund.

Under holocaust fik tyske jøder afslag på indrejsetilladelse fra stater over hele verden, der kunne have tilbudt dem en sikker havn. At langt de fleste danske jøder overlevede holocaust skyldes både at de fik støtte fra majoritetsbefolkningen, og at vores nærtliggende og neutrale naboland Sverige tog imod dem.

Danmark afviste imidlertid også Adolf Hitlers politiske modstandere ved grænsen og internerede dem, der alligevel nåede frem i bl.a. Horserødlejren. Senere udleverede man dem til det regime, de var flygtet fra.

Efter befrielsen befandt cirka 250.000 tyske flygtninge sig i Danmark, hvilket svarede til 5 pct. af den daværende danske befolkning. Flygtningene var interneret i lejre adskilt fra lokalbefolkningen. De sidste tyske flygtninge forlod Danmark i 1949.

Det internationale ansvar for flygtninge blev i 1948 understreget ved, at art. 14 i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fremhæver retten til at søge asyl (af græsk asylon 'tilflugtssted'). Dermed blev denne ret for første gang anerkendt som en grundliggende menneskeret.

I 1951 etableredes FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, der skulle sikre juridisk og politisk beskyttelse for flygtninge, indtil de kunne opnå et nyt lands varige beskyttelse. Det er en kerneopgave for UNHCR at sikre varige løsninger på flygtningeproblemer, hvad enten dette sker gennem

1. frivillig hjemvenden til oprindelseslandet, når situationen tillader det;
2. lokal integration i tilflugtslandet, eller
3. genbosættelse i et tredjeland, der på frivillig basis påtager sig at aflaste de ofte betrængte nærområder til flygtningeproducerende lande (kvoteflygtninge).

Udfordringen i forhold til at skabe varige løsninger for flygtninge er, at FN nok kan give et menneske status som flygtning, men ikke give en flygtning asyl eller et nyt statsborgerskab. Det kan kun den stat, hvor vedkommende søger asyl. Og her kan både ressourcer og modstridende politisk interesser udgøre barrierer.

Flygtningeforskere har da også peget på at en fjerde og mindre positiv ”varig løsning” har udviklet sig i praksis, nemlig den langvarige opbevaring af flygtninge i flygtningelejre med manglende adgang til borgerlige og politiske rettigheder. Et eksempel på dette er flygtningene fra Palæstina.

FN’s flygtningekonvention skulle bl.a. sikre flygtninge mod at blive sendt tilbage til det land, de er flygtet fra (kaldet refoulement), som mange var blevet i første halvdel af 1900-tallet.

En flygtning er ifølge denne konvention et menneske, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, hvori personen har statsborgerret, og som derfor ikke kan eller ønsker at søge dette lands beskyttelse.

Dette flygtningebegreb beskæftiger sig med individuel forfølgelse. Det sikrer derfor ikke beskyttelse af mennesker, der flygter som følge af generelle forhold i hjemlandet som fx krig, borgerkrig eller diskrimination.

At sikre den basale assistance, mad, husly og lægehjælp, kan være yderst vanskeligt. Det oplevede man fx i 1990'erne, hvor flere kriser end tidligere opstod i områder med kolde vintre, fx Bosnien, Armenien, Nordirak og Tjetjenien.

For at beskytte flygtninge mod militærangreb tilstræbes det, at lejrene ikke ligger for tæt på grænsen til hjemlandet. Samtidig kan dette sikre, at lejrene forbliver civile og ikke går over til at fungere som militærbaser for en opposition i eksil.

Siden en ændring af Udlændingeloven i 2005 har integrationsministeren besluttet hvilke flygtninge, der får tilbudt genbosætning i Danmark. Udvælgelseskriterierne er blevet ændret flere gange siden da.

Mange kvoteflygtninge har historisk set været familier med mindre børn, mens en mindre andel af den årlige kvote har været øremærket til enlige kvinder eller mennesker med behandlingskrævende sygdomme eller handicap. Da genbosætningsprogrammet blev genoptaget i 2020 var kvotens omfang nedjusteret fra ca. 500 til 200 flygtninge per år. De fleste af de kvoteflygtninge, der kom til Danmark i de første par år efter genåbningen, har været enlige mødre fra Congo.

Siden ratificeringen af FN's flygtningekonvention i 1951 har Danmark modtaget en række flygtningegrupper fra verdens brændpunkter. I 1954 etablerede en række danske civilsamfundsorganisationer under paraplyorganisationen Dansk Flygtningehjælp. Den første store opgave blev at modtage og integrere flygtninge fra Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956. Senere kom bl.a. polske jøder, chilenere, vietnamesere, irakere, iranere, palæstinensere, somaliere, bosniere og albanere til Danmark.

I første halvdel af 1990'erne stod Europa og Danmark over for et nyt, stort regionalt problem, nemlig at skaffe hjælp til ca. to mio. flygtninge og internt fordrevne fra krigen i det tidligere Jugoslavien. Ved konfliktens begyndelse forsøgte myndighederne at behandle ansøgninger om asyl efter de normale retningslinjer. Men antallet af sager og kompleksiteten førte til, at bl.a. Danmark i 1992 indførte en særlov. Denne gav midlertidig beskyttelse til flygtninge fra Bosnien-Hercegovina.

Dette var et eksempel på, at Danmark og andre europæiske lande forsøgte at etablere en beskyttelse, der kombinerer konfliktspecifikke ordninger som i 1920'erne og 1930'erne med det generelle system fra FN's Flygtningekonvention.

Asylcentrene drives af forskellige operatører på vegne af Udlændingestyrelsen. Røde Kors har drevet asylcentre siden åbningen af det første asylcenter, Næsseslottet, i 1984. I 1990'erne fik organisationen selskab af Beredsskabsstyrelsen, og efter årtusindeskiftet fik kommunerne mulighed for selv at drive asylcentre. I 2016 blev Kriminalforsorgen driftsoperatør på udrejsecentrene i Sjælsmark og Kærshovedgård.

I 2019 blev det indskrevet i den danske udlændingelov, at alle opholdstilladelser til flygtninge gives med henblik på midlertidigt ophold. Dette såkaldte paradigmeskifte har gjort det sværere for flygtninge at opnå permanent ophold, og det har udvidet den tidsperiode, hvor deres opholdsstatus er usikker. Flygtninge kan dog stadig opnå permanent ophold i Danmark, hvis de opfylder forskellige krav til sprogkundskaber, selvforsørgelse og viden om dansk kultur og samfund.

Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 udløste en krig, der alene i sine første tre måneder drev 6 millioner ukrainere til at forlade deres land. I Danmark fik ukrainerne en varmere velkomst end nogen anden flygtningegruppe i nyere tid.

Mange ukrainere opfyldte imidlertid ikke de juridiske kriterier for at opnå asyl i Danmark. Folketinget vedtog derfor en særlov, der gør det muligt at give ukrainere på flugt fra krigen opholdstilladelse og ret til at arbejde i Danmark frem til foråret 2024.

I perioden fra særloven trådte i kraft den 17. marts 2022 til 18. december 2022 fik 32.503 ukrainere en midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Ukrainerne har bosat sig i alle danske kommuner, men København, Aarhus, Aalborg og Viborg har taget i mod flere ukrainere end resten af landets kommuner.