finanspolitisk holdbarhed

Beregninger af den finanspolitiske holdbarhed sker typisk i forbindelse med en fremskrivning af den økonomiske udvikling og herunder de offentlige udgifter og indtægter adskillige årtier frem i tiden under bestemte beregningsforudsætninger. Dermed kan man beregne hvordan eksempelvis en formodet befolkningsudvikling med flere ældre vil påvirke den offentlige saldo og herigennem den offentlige gæld i det lange løb. Hvis gældskvoten, dvs. den offentlige gæld som andel af BNP, på lang sigt er stabil eller faldende ifølge beregningen, er finanspolitikken holdbar. Stiger gældskvoten omvendt permanent i det lange løb, er finanspolitikken uholdbar i henhold til beregningen. En uholdbar udvikling vil på et tidspunkt føre til at det vil blive umuligt at finansiere gælden medmindre man forbedrer de offentlige finanser. En holdbarhedsberegning kan dermed vise hvorvidt det – under de anvendte beregningsforudsætninger – er muligt at fortsætte den nuværende økonomiske politik uforandret, eller det er nødvendigt at skifte kurs.

En alternativ måde at udtrykke på at finanspolitikken er holdbar, er at nutidsværdien af alle de fremtidige offentlige indtægter (primært skatter) skal være mindst lige så stor som summen af alle de fremtidige offentlige udgifter plus værdien af den offentlige gæld i dag. Med et teknisk udtryk svarer det til at den offentlige sektor overholder sin intertemporale budgetrestriktion: De samlede udgifter over tid kan ikke blive større end de samlede indtægter.

I 1980’erne og 1990’erne opbyggede en række vestlige lande en betydelig offentlig gæld. Det medførte stigende bekymring om hvorvidt gælden ville komme ud af kontrol. Samtidig blev der stigende opmærksomhed på konsekvenserne for de offentlige finanser når de store årgange der blev født i 1940’erne (populært kaldet babyboomerne), efter årtusindskiftet ville gå på pension og blive afløst af mindre årgange på arbejdsmarkedet. Samtidig har levealderen generelt været stigende, hvilket for en uændret tilbagetrækningsalder ville medføre at en stadig stigende andel af befolkningen blev pensionister. Det ville medføre færre skatteindtægter mens udgifterne til ældrepleje ville stige. Begge dele ville forværre de offentlige finanser.

Disse tendenser har medført at økonomer og politikere har fået mere fokus på udsigterne for de finanspolitiske nøgletal på det meget lange sigt. Mangeårige fremskrivninger af udviklingstendenserne er blevet almindelige, og bl.a. EU udarbejder i dag holdbarhedsanalyser af de enkelte landes finanspolitik. Det samme gør f.eks. det amerikanske finansministerium.

I Danmark har bl.a. regeringen og de økonomiske vismænd siden omkring 2000 regelmæssigt lavet beregninger af den danske finanspolitiks holdbarhed. Holdbarhedsberegningerne bygger normalt på fremskrivninger af Danmarks økonomi indtil ca. 2100 som anvender Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning, en antagelse om at den vedtagne økonomiske politik videreføres samt forudsætninger om udviklingen i forhold som erhvervsdeltagelse, pensionsopsparing, økonomisk vækst og det internationale renteniveau.

Ifølge holdbarhedsberegningerne i starten af 2000-tallet var finanspolitikken ikke holdbar som følge af den stadig stigende pensionistandel i befolkningen. Holdbarhedsproblemet og fremtidssikringen af de offentlige finanser prægede en stor del af den økonomisk-politiske debat i 00’erne. Således nedsatte regeringen en velfærdskommission 2004-06, der udarbejdede forslag til reformer af de offentlige finanser. Efter bl.a. vedtagelsen af velfærdsaftalen i 2006 og tilbagetrækningsaftalen i 2011, der begrænsede efterlønsordningen, satte folkepensionsalderen op og indekserede den så den fremover skal følge udviklingen i levetiden, var der omkring 2012 udsigt til at Danmarks holdbarhedsproblem var løst. I de efterfølgende år blev de langsigtede udsigter for de offentlige finanser yderligere forbedret, bl.a. fordi udgifterne til det offentlige forbrug steg mindre end forudsat tidligere. I 2019 beregnede regeringen den såkaldte holdbarhedsindikator til at udgøre 1 pct. af BNP. Det vil sige at man, hvis beregningens forudsætninger i øvrigt vil holde stik, permanent vil kunne sænke skatterne eller øge de offentlige udgifter svarende til 1 pct. af BNP om året eller ca. 23 mia. kr. og fortsat have en holdbar finanspolitik.

• finanspolitik
• råderum

• Danmarks Konvergensprogram 2019 (holdbarhedsberegning i kapitel 5)

• Finanspolitisk holdbarhed – kapitel II i vismandsrapporten Dansk Økonomi, efterår 2019

• EU Debt Sustainability Monitor 2019 – oversigt over holdbarhedsberegninger i EU-landene

• An Usustainable Fiscal Path – rapport med holdbarhedsberegning fra det amerikanske finansministerium 2020