folkepension

Ældre mand i linje 14 på Østerbro i København (2019).
75-årig kvinde med sin cocker spaniel (2017)
75-årig kvinde med sin cocker spaniel (2017)
Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix.

Folkepension er en offentlig indkomstoverførsel til personer, som har nået folkepensionsalderen. Den er dermed en retsbestemt ydelse, hvis niveau dog er afhængig af især andre indkomster.

Folkepensionsalderen har ændret sig over tid og er fra 1. juli 2022 fastsat til 67 år. Folkepensionen består af et grundbeløb og et pensionstillæg. Grundbeløbet er ens for enlige og samlevende, hvorimod pensionstillægget er højere for enlige. Grundbeløbet kan blive sænket som følge af arbejdsindkomst eller indtægt fra selvstændig erhvervsvirksomhed, hvorimod pensionstillægget reguleres på baggrund af alle indkomster. Der er for begge beløbstyper en bundgrænse, hvor indkomster herunder ikke medfører en reduktion i pensionen. Udviklingen af især de kollektive arbejdsmarkedspensioner har medført, at en stigende andel af befolkningen alene modtager grundbeløbet, når de når folkepensionsalderen.

I forlængelse af folkepensionen er der også mulighed for at modtage en ældrecheck, der ikke kun er afhængig af indkomst, men også af en eventuelt formue.

Derudover får mange folkepensionister udover arbejdsmarkedspension også ATP. Det betyder samlet, at selvom folkepensionen stadig er central til at sikre en vis levefod for pensionister, så har en række andre ordninger fået betydning for de samlede levevilkår for folkepensionister.

Folkepensionen er dermed en af de tre søjler i et samlet pensionssystem, hvor de to andre er dels kollektivt baseret opsparing og individuel personlig opsparing.

I 2021 var der ca. 1.080.000 folkepensionister, hvoraf de ca. 620.000 fik fuldt pensionstillæg.

Historie

Den første danske lov om alderdomsunderstøttelse til værdigt trængende blev vedtaget i 1891. Understøttelsen var trangsbestemt og skønsmæssig, trangen måtte ikke være selvforskyldt, og modtageren skulle være fyldt 60 år og have indfødsret og bopæl i Danmark.

I 1922 blev alderdomsunderstøttelsen afløst af en aldersrente, som var et fast, indtægtsreguleret beløb, hvortil der var knyttet visse værdighedskrav. Renten var en særdeles beskeden ydelse, som blev ydet fra det 65. år, undtagelsesvis fra det fyldte 60. år.

Aldersrenteloven kan i flere henseender betegnes som skelsættende. Almisseprincippet blev afløst af et retsprincip, og aldersrenten blev finansieret over skatterne og ikke via tvungne arbejdsmarkedsbidrag til forsikringsordninger, som det var tilfældet i de fleste europæiske lande. Endvidere blev loven fundamentet for den senere udvikling af alderdomsforsørgelsen i Danmark.

Der er sket en gradvis forhøjelse af ydelserne og en stadig lempeligere indtægtsregulering, der efterhånden har medført, at stort set alle danskere, som opfylder alderskravet, omfattes af ordningen.

Som milepæle i denne udvikling kan nævnes Folkeforsikringsloven fra 1933 samt en lov fra 1956, som indebar, at betegnelsen aldersrente ændredes til folkepension. 1956-loven betegnes også som det tidspunkt, hvor folkepension blev en universel ydelse i den danske velfærdsstat. Med virkning fra 1957 blev der gennemført en ordning, der indebar adgang til at oppebære folkepensionens mindstebeløb uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold.

Denne ordning blev udbygget fra 1964, indtil der i 1970 var adgang for alle, der opfyldte alderskravet, til at få folkepensionens fulde grundbeløb. Til pensionister med ingen eller kun beskeden indtægt blev der ydet et pensionstillæg. Værdighedskravene bortfaldt endeligt i 1960.

Alderskriterierne mht. at opnå aldersrente og senere folkepension har bl.a. under hensyn til de ældres beskæftigelsessituation varieret en del siden Aldersrentelovens vedtagelse. Enlige kvinder har i lange perioder været begunstiget ved et lavere alderskrav end andre. Alderskriteriet for folkepension blev i 1999 ændret fra 67 år til 65 år for personer, der er født efter d. 30. juni 1939, uanset køn og civilstand.

1984-loven

Folkepensionen bestod herefter af et grundbeløb, pensionstillæg og evt. personligt tillæg. Grundbeløbet udbetales til alle, der er ophørt med at arbejde. Har pensionisten indkomst ved personligt arbejde, som overstiger et vist fradragsfrit beløb, indtægtsreguleres grundbeløbet dog og vil evt. helt kunne bortfalde.

Pensionstillægget indtægtsreguleres på grundlag af pensionistens og en evt. ægtefælles samlede indtægt. Det fradragsfrie beløb er lavere end det, som gælder for beregningen af grundbeløbet. Tillægget bortfalder, inden en evt. nedtrapning af grundbeløbet påbegyndes. Efter ansøgning kan kommunen endvidere bevilge indtægtsregulerede personlige tillæg til pensionister, hvis forhold er særlig vanskelige, og til delvis dækning af varmeudgifter.

Pensionister, der anvender petroleum i dunke som brændsel, kan uanset deres økonomiske forhold opnå et personligt tillæg som kompensation for brændselsafgifter. Endelig kan der efter et skøn ydes personligt tillæg til pensionister, hvis forhold er ganske særlig vanskelige.

Førtidspensionister, der ved overgang til folkepension oppebærer bistands- eller plejetillæg, bevarer retten til disse tillæg.

Fuldt grundbeløb og pensionstillæg forudsætter normalt mindst 40 års bopæl i Danmark mellem det fyldte 15. og 65. år. Hvis bopælstiden er kortere, udbetales pensionen som en brøkdel af det fulde beløb. Ansøgning indgives til bopælskommunen. Kommunens afgørelser kan indklages for det sociale nævn. Staten finansierer fuldt ud udgifterne til folkepensionen.

Med virkning fra 2004 blev der gennemført en ordning, der indebærer mulighed for, at personer, der opfylder betingelserne for ret til folkepension, kan udskyde udbetalingen af folkepension til et tidspunkt, der ligger efter det fyldte 65. år, senere forhøjet i takt med forhøjelsen af folkepensionsalderen.

Ordningen kaldes opsættende pension og har til formål at give ældre en større økonomisk tilskyndelse til at fortsætte på arbejdsmarkedet. Den retter sig mod personer, som kan og vil arbejde i et væsentligt omfang, og som derfor ville få reduceret folkepensionens grundbeløb på grund af arbejdsindtægter.

Disse personer kan senere få forhøjet den løbende pension med et tillæg for opsat pension. I opsætningsperioden optjenes således ret til at få forhøjet den senere folkepension med en procentdel – venteprocenten – der forhøjes, jo længere tid pensionen opsættes. Det kan i dag også udbetales som et engangsbeløb.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig