Aldersrente, alderdomsunderstøttelse, der efter en lovreform i 1956 blev ændret til folkepension.

Indtil slutn. af 1800-t. hørte alderdomsforsorgen under den almindelige fattiglov. I Danmark blev et voksende krav om en særskilt alderdomslovgivning uden fattighjælpens deklasserende præg imødekommet. Det skete ved Alderdomsunderstøttelsesloven af 9.4.1891. Loven var et led i en række sociale initiativer i årene 1891-92 og adskilte de værdigt trængende fra den øvrige fattigforsorg (se fattigvæsen). Retten til alderdomsunderstøttelse havde enhver ubemidlet mand eller kvinde, der var fyldt 60 år, opfyldte lovens betingelser og ikke inden for de seneste 10 år have modtaget urefunderet fattighjælp. Ansøgerne skulle have ført et uplettet levned og være uforskyldte i deres trangssituation. Understøttelsen medførte ikke, at modtagerne mistede deres borgerlige rettigheder såsom tab af valgret eller valgbarhed, hvilket hidtil havde været tilfældet ved modtagelse af offentlig hjælp. Loven fastsatte ingen retningslinjer for understøttelsens størrelse, men overlod dette til kommunalbestyrelsens skøn.

I 1922 ændredes loven, og understøttelsen blev omdøbt til aldersrente. Loven fastsatte understøttelsens størrelse og hævede aldersgrænsen til 65 år. Loven om aldersrente revideredes i 1937 og 1946, men de grundliggende principper var uforandrede fra ændringerne i 1922 frem til folkepensionsreformen i 1956.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig