Ved type 1-diabetes er insulinproduktionen så nedsat, at patienten skal have tilført insulin for at leve. Sygdommen skyldes, at de insulinproducerende celler (beta-celler) i bugspytkirtelens Langerhanske øer går til grunde. Meget tyder på, at sygdommen er udløst ved, at der udvikles autoimmunitet, der destruerer de Langerhanske øer. Type 1-diabetes kan opstå i alle aldre, men er hyppigst hos børn og unge. Sygdomsrisikoen for søskende til eller børn af en patient med type 1-diabetes er 5-6 procent. Symptomerne kommer pludseligt og udvikler sig over dage til uger. Patienten tørster, har hyppig og rigelig vandladning, voldsom træthed, øget sult og vægttab. Som følge af manglen på insulin ophobes både glukose og organiske syrer (ketonstoffer) i blodet, og udskillelsen i urinen øges (glukosuri og ketonuri). Hvis behandlingen ikke startes i tide, udvikles syreforgiftning (ketoacidose). Dette er en livsfarlig tilstand, hvor patienten føler sig tiltagende utilpas med appetitløshed, opkastninger og kraftig vejrtrækning og evt. mavesmerter. Uden behandling bliver patienten bevidstløs (diabetisk koma) og dør. Ketoacidose kan også ses trods insulinbehandling ved underdosering af insulin, fx i tilslutning til infektionssygdomme, hvor insulinbehovet er øget.
Ved type 2-diabetes er følsomheden for insulin nedsat i muskel- og fedtvæv og insulinsekretionen utilstrækkelig. Arv spiller en betydelig rolle for udvikling af type 2-diabetes. 30-40 procent af søskende til eller børn af patienter med type 2-diabetes vil få sygdommen. For enæggede tvillinger er den tilsvarende risiko næsten 100 procent. Patienter med type 2-diabetes er ofte overvægtige og mere end 40 år på diagnosetidspunktet. De klassiske symptomer på type 2-diabetes er de samme som ved type 1-diabetes, men de er mildere og udvikler sig langsomt, som regel over måneder til år. Risikoen for udvikling af sendiabetiske komplikationer i form af forkalkning i hjertets kar, apopleksi, nyresvigt (nyreinsufficiens) og nethindesygdom, før diabetesdiagnosen stilles, er derfor betydelig. Omkring halvdelen af nydiagnosticerede patienter har en eller flere komplikationer. Der er flere risikofaktorer for udvikling af type 2-diabetes: familiær disposition, overvægt, for lidt motion, tidligere svangerskabsdiabetes samt alder over 45 år. For kvinder er det desuden en risikofaktor, hvis de har født børn med en fødselsvægt over 4500 g. Det kan derfor tilrådes at få målt blodsukker med 2-3 års mellemrum, hvis man har en eller flere af nævnte risikofaktorer.
Antallet af patienter med kendt type 2-diabetes er i kraftig stigning over hele verden. I aldersgruppen under 40 år har 2-5 procent type 2-diabetes mod 10-20 procent i gruppen 60-69 og 15-30 procent i gruppen 70-79 år.
I Danmark er 320.000 personer diagnosticeret med diabetes (2012), hvilket svarer til lidt over 5,7 procent af befolkningen. Det er sket en fordobling af antallet på 10 år. Derudover antages 200.000 at have type 2-diabetes uden at vide det og 750.000 at have forstadier til diabetes. Fedme er et stigende problem overalt i verden, også blandt unge, hvorfor man må forvente, at debutalderen for type 2-diabetes vil falde.
Sjældnere ses diabetes mellitus som en følge af bugspytkirtelbetændelse, efter fjernelse af bugspytkirtlen, ved cystisk fibrose, ved hæmokromatose (bronzediabetes), visse binyre- og hypofysesygdomme og ved behandling med binyrebarkhormoner.
Gestationel diabetes (svangerskabsdiabetes) er diabetes, der begynder eller diagnosticeres første gang under et svangerskab. Sygdommen viser sig oftest i 24.-28. svangerskabsuge, hvorfor alle gravide bør undersøges for diabetes på dette tidspunkt. I mange tilfælde normaliseres blodsukkeret efter fødslen. Oftest er der ingen eller kun lette symptomer, men det øgede blodsukkerniveau udgør en risiko for barnet omkring fødslen i form af fødselsskader, lavt blodsukker og gulsot. Normalisering af moderens blodsukker reducerer denne risiko. Mødre med overvægt, familiær disposition for diabetes, tidligere fødsel af et barn med fødselsvægt over 4500 g eller medfødte misdannelser, evt. et dødt barn, har øget risiko for udvikling af svangerskabsdiabetes. Ca. 1/3 af de kvinder, der har haft svangerskabsdiabetes, udvikler type 2-diabetes inden for 5-10 år efter fødslen. Sund livsstil og årlig blodsukkerkontrol tilrådes derfor patienter, der har haft svangerskabsdiabetes.
Ved alle typer af diabetes mellitus stilles diagnosen som regel ved påvisning af glukose i urinen og bekræftes ved fund af forhøjet fastende blodglukose. I tvivlstilfælde udføres en glukosebelastning.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.