demografisk træk

Det demografiske træk afhænger af befolkningens størrelse og sammensætning. Udgifter til børnehaver, undervisning, sygehuse, plejehjem og mange andre dele af det offentlige forbrug vil blandt andet afhænge af, hvor mange personer der er i de aldre, der typisk trækker på de pågældende offentlige ydelser. Ud fra oplysninger om den historiske fordeling af disse udgifter på forskellige køns- og aldersgrupper og en fremskrivning af den fremtidige befolkningsudvikling kan et bud på det fremtidige demografiske træk dermed beregnes. I Danmark foretager Finansministeriet og de økonomiske vismænd regelmæssigt sådanne beregninger.

Udover det rene demografiske træk beregnes ofte også det demografi- og velstandskorrigerede træk (også benævnt ”det fulde demografiske træk” eller blot ”demografi- og velstandstrækket”). Det er den vækst i det offentlige forbrug, der skal være, hvis udgifterne pr. bruger skal følge både ændringerne i befolkningen og den generelle velstandsudvikling i økonomien. På grund af de produktivitetsforbedringer, der skaber den økonomiske vækst, stiger befolkningens velstand og de private indkomster over tid. Hvis produktivitetsforbedringerne også skal slå ud i de offentlige tjenesteydelser, skal de offentlige forbrugsudgifter følge det demografi- og velstandskorrigerede træk.

Den fremtidige udvikling i de offentlige forbrugsudgifter spiller en vigtig rolle i beregningen af Danmarks finanspolitiske udfordringer og dermed vurderingen af, om finanspolitikken er holdbar, når demografien ændrer sig fremover. Det gælder ikke mindst i de kommende årtier, hvor der bliver relativt færre personer i de yngre årgange og omvendt flere personer i de ældre årgange, der trækker mere på de offentlige sundheds- og plejeydelser. I langsigtede fremskrivninger af udgiftsbehovet forudsættes det normalt, at det offentlige forbrug stiger med demografi- og velstandstrækket. Dette anses for at være en neutral udvikling i den forstand, at den vil medføre, at de offentlige forbrugsudgifter vil udgøre en konstant andel af BNP på helt lang sigt, når befolkningen og den materielle velstand udvikler sig jævnt.

Hvordan den faktiske udvikling i det offentlige forbrug vil blive, afhænger dog af de politiske beslutninger. Det er en del af den løbende politiske debat, hvordan udgifter til offentligt forbrug som skoler, hospitaler, forsvar mv. skal prioriteres i forhold til eksempelvis ændringer i skattesystemet, der finansierer udgifterne. I Danmark er de nærmere rammer for denne politiske prioritering organiseret i form af beslutninger om anvendelsen af det finanspolitiske råderum, der beregnes i den såkaldte mellemfristede fremskrivning indenfor en kortere tidshorisont på 5-10 år. Råderummet beregnes under en antagelse om, at det offentlige forbrug holdes helt uændret i reale størrelser, dvs. uden at der tages hensyn til hverken demografiske ændringer eller generel velstandsstigning. Udgifter til at dække disse forhold skal dermed tages fra råderummet.

Der er ikke nogen entydig objektiv måde at beregne det demografiske træk på. De forskellige institutioner, der beregner det demografiske træk, har derfor heller ikke helt identiske bud på størrelsen. Én problemstilling omhandler, hvor stor effekten af såkaldt ”sund aldring” er, dvs. det fænomen, at i takt med, at middellevetiden stiger, vil sundhedsudgifterne pr. person i en given ældre aldersgruppe isoleret set falde, fordi der bliver færre udgifter i forbindelse med døende i den pågældende gruppe.

En anden problemstilling drejer sig om, hvordan trækket på de såkaldt kollektive offentlige forbrugsudgifter bør beregnes – dvs. udgiftsposter, som ikke direkte afhænger af befolkningens størrelse og sammensætning, fx udgifter til forsvar og centraladministration.

• offentligt forbrug
• demografi
• finanspolitik
• finanspolitisk holdbarhed
• råderum