Walter Hallstein

Walter Hallstein blev født i Mainz i Tyskland den 17. november 1901. Han læste jura ved universiteterne i Bonn, München og Berlin. Hans speciale på jurastudiet blev international erhvervsret. Efter en ph.d.-grad i dette emne var han en kort tid dommer, hvorefter han påbegyndte sin akademiske karriere.

Allerede som 29-årig blev Walter Hallstein udnævnt til professor ved universitetet i Rostock 1930. I 1941-1944 var han professor på universitetet i Frankfurt am Main.

Under det nationalsocialistiske regime i Tyskland 1933-1945 var Walter Hallstein medlem af flere faglige organisationer, som var nazistisk domineret. Han var imidlertid aldrig medlem af det nationalsocialistiske parti, NSDAP, hvilket kom ham til fordel efter krigen. Efter sigende var der også modstand fra nazistiske embedsmænds side mod, at han i 1941 fik professoratet i Frankfurt.

Walter Hallstein gennemgik dog i 1936-1939 forskellige former for militære kurser, som gjorde, at han blev udnævnt til reserveofficer. Med den baggrund blev han i 1942 indkaldt til en artillerienhed i Nordfrankrig med titel af premierløjtnant (på tysk: Oberleutnant).

Den 26. juni 1944 blev Walter Hallstein taget til fange af amerikanske tropper under kampene om Cherbourg. Han kom efterfølgende i krigsfangelejr i Mississippi i USA, hvor han sad indtil efteråret 1945.

I lejren i Mississippi etablerede Walter Hallstein et såkaldt lejruniversitet, hvor han selv forelæste om erhvervsjura. Han deltog også i kurser uden for lejren om amerikansk forfatningsret arrangeret af de amerikanske myndigheder.

I november 1945 var Walter Hallstein tilbage i Tyskland, hvor han den 1. februar 1946 genindtog sin stilling som professor på det nyåbnede universitet i Frankfurt. 1948-1949 var han gæsteprofessor ved Georgetown University i Washington D.C.

I juni 1950 blev Walter Hallstein af forbundskansler Konrad Adenauer – efter anbefaling fra Wilhelm Röpke – udpeget som leder af den tyske delegation, som i Paris skulle forhandle om etableringen af det Europæiske Stål- og Kulfællesskab, hvilket skete i 1951. Dette første omfattende og overnationalt funderede europæiske samarbejde lagde vigtige spor ud for den efterfølgende europæiske integrationsproces.

I april 1951 blev det tyske udenrigsministerium genetableret. Konrad Adenauer varetog både kansler- og udenrigsministerposten, men den øverste embedsmand i udenrigsministeriet blev Walter Hallstein.

Som øverste embedsmand i Udenrigsministeriet kom Walter Hallstein til at lægge navn til den doktrin, som kom til at gælde for Forbundsrepublikkens eksterne relationer efter, at landet havde fået sine fulde suverænitet i 1955.

Doktrinen gjaldt indtil Forbundsrepublikken Tyskland diplomatisk anerkendte DDR som led i Willy Brandts såkaldte Ostpolitik i 1969. Den indebar, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke havde diplomatiske forbindelse med lande, som diplomatisk anerkendte DDR som en suveræn stat.

Baggrund for Hallstein-doktrinen var, at man indtil 1969 betragtede DDR som en del af Forbundsrepublikken Tyskland. Det var således sådan, at sidstnævnte også betragtede sig som repræsentant for DDR udadtil. Eneste undtagelse fra Hallstein-doktrinen var Sovjetunionen, fordi dette land var en del af de fire sejrs- og besættelsesmagter efter 2. Verdenskrig. Derfor var den diplomatiske forbindelse med dette land helt nødvendig.

Walter Hallstein var også involveret i forberedelsen af næste skridt i den europæiske integrationsproces. Det ledte til det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), hvis traktat blev kaldt for Romtraktaten.

EØF bestod i en vidtgående integration af de seks medlemslandes økonomier, som var Frankrig, Forbundsrepublikken Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg. Instrumenterne var en handelspolitik med fælles toldunion, en fælles konkurrencepolitik, et fælles marked og en fælles landbrugspolitik. Romtraktaten blev underskrevet den 25. marts 1957 og trådte i kraft året efter den 1. januar.

Som den første formand for Kommissionen for det Europæiske Økonomiske Fællesskab valgtes Walter Hallstein i januar 1958. Han blev en stærk og indflydelsesrig formand gennem ti år. Kun Jacques Delors er hans ligemand som formand for Kommissionen.

Walter Hallstein beskrev selv sin position som formand for Kommissionen som ”en slags europæisk statsminister”. Han tilhørte den føderalistiske position med hensyn til, i hvilken retning den europæiske integration skulle bevæge sig. Samtidig var der andre, som trak i den modsatte retning.

Walter Hallstein forlod posten som formand for Kommissionen i slutningen af 1967. I januar 1968 blev han valgt som formand for Europabevægelsen, som blev etableret i 1948 med henblik på at fremme europæisk integration.

Han var også en del af CDU's skyggekabinet i 1969, hvor han efter alt at dømme ville være blevet udpeget til udenrigsminister, hvis CDU havde vundet valget til Forbundsdagen. I stedet vandt SPD med Willy Brandt i spidsen.

Walter Hallstein blev dog valgt til Forbundsdagen i 1969 for CDU, men han forlod posten allerede ved det efterfælgende forbundsdagsvalg i 1972. Han døde i 1982.

I eftertiden er Walter Hallstein blevet berømmet for sin indsats i EU’s formative år. Han blev respekteret herfor. Ligefrem elsket blev han dog næppe. Den britiske premierminister, Edward Heath, som han mødte til forhandlinger, kaldte ham ”ren hjerne”. Formanden for CSU, Franz Josef Strauß, kaldte ham ”den sidste preusser” i tysk politik på grund af den store følelse af pligt, der gik som en rød tråd gennem Walter Hallsteins liv. Han døde som ungkarl.

• EU og neofunktionalismen