Sankt Nikolai Kirke (Lolland Kommune)

Kirkegården omkring kirken blev nedlagt i 1810, og der forestås derfor ikke længere begravelser.

Kirken fremstår som en treskibet, sengotisk langhuskirke i munkesten. Det midterste skib er markant højere end sideskibene, hvis mure fortsætter i et stort, tresidet kor. Det høje, samtidige tårn er indbygget i skibets vestende. At kirken kaldes en langhuskirke skyldes, at den har et langt kirkerum, hvor koret og skibet går i et. Kirken har blank mur med synlige teglsten samt skifertage, hvor kun tårnets spir er kobberdækket.

De ældste bevarede bygningsdele findes i murværket i det midterste skibs østligste fag. Her ses resterne af en senromansk kirke. Denne tidligere kirke viser ved sin størrelse, at den var bygget til et bysamfund, men efterhånden som Nakskov i middelalderens løb udviklede sig til landsdelens vigtigste købstad, blev en udvidelse påtrængende nødvendig. Den blev derfor erstattet af den nuværende gotiske kirke, som er opført i to faser.

I den første gotiske byggefase bevarede man den gamle kirke og opførte det store tårn og kirkens tre vestlige fag i tilslutning til den gamle kirke. Derefter fortsatte man med at bygge sideskibenes ydermure rundt om den romanske kirke. Derefter gik arbejdet i stå i næsten 200 år.

Over det midterste skib er kirken særlig høj, hvorfor man kalder denne del højkirken. Den har haft højtsiddende, spidsbuede vinduer, hvis form endnu kan ses som blændinger, dvs. murnicher, på tårnets sider. De øvrige er formentlig i midten af 1800-tallet gjort lavere og bredere. Højkirkens østligste fag er fra 1607.

Tårnet har på vestsiden to store støttepiller. Støttepillen ved tårnets nordvestlige hjørne fungerer også som et trappehus. Tårnets øverste del er fra 1600-tallet.

I den anden gotiske byggefase førte man sideskibenes ydermure videre mod øst med tre fag. Man byggede desuden rundt om den gamle kirke med en tresidet korafslutning.

Først i 1653, i den tredje byggefase, rev man det romanske kor ned, der indtil da havde været brugt som sakristi, og kirken fik mere eller mindre sin nuværende form.

Spiret er blevet ramt af lyn flere gange, hvorfor det har måttet genopføres. I 1625 var det 90 meter højt, men her blæste spiret i en voldsom storm ned over Vejlegade og dræbte i faldet fem mennesker. Efter flere ombygninger fik det i 1906 sin nuværende form og højde på 40 meter.

I det indre fremstår kirken hvidkalket. Rummet præges af det høje, lyse midterskib og af de murede, hvælvede lofter. Hvælvene er forskellige og spænder over krydshvælv, seks- og ottedelte hvælv og stjernehvælv, som alle blev opført i 1600-tallet.

Tårnrummet er nu indrettet som våbenhus. Fra koret skaber en bred bue sammenhæng med skibet.

På det nordlige sideskibs tredje arkadebue er der resterne af en gotisk dekoration. Her ses et kalkmaleri af apostlen Andreas, der antageligt har fungeret som udsmykning over et sidealter. Fra den danske middelalder er der kun bevaret enkelte Andreas-altertavler, og derfor er dette pillemaleri interessant i vurderingen af alterudsmykning i middelalderen.

Kirkens middelalderlige inventar lader ikke til at være bevaret. Størstedelen af det ældre inventar er fra barokken.

Prædikestolen er fra 1630. Den er bygget i sen renæssancestil med bruskbarokke enkeltheder som forvredne og bevidst monstrøse ornamenter. Stolen er udført af Jørgen Ringnis (død 1652) og er et af mesterens tidligste og største arbejder. Den har syv fag, hvoraf de tre midterste springer frem som karnap. På hjørnerne står hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, som forestiller de tolv apostle. I de store felters arkader findes relieffer, som afbilder syndefaldet, Isaks ofring, kobberslangen i ørkenen, korsfæstelsen, gravlæggelsen, opstandelsen og himmelfarten.

Pulpituret fra 1631, dvs. det ophøjede galleri til kirkegængere eller sangere, er bygget ind i kirkens vestende. Også det er udført af Jørgen Ringnis. Pulpituret bæres af fire joniske søjler. I værnets felter ses statuetter af Kristus som verdens frelser, de tolv apostle og de fire evangelister. Bemalingen er nyere.

Alterbordets forside er fra 1633. I det store felt er malet en allegorisk sammenstilling af fire figurer, dvs. et billede, hvis personer og begivenheder er symboler på noget andet. De fire personer er Kristus, som dødens besejrer, trædende på slangens nakke, Johannes Døberen, der peger på Kristus, en nøgen, bedende mand (nok Adam) og Moses med lovens tavler.

Orgelpulpituret er fra 1648. Det er et bruskbarokt snitværk af Søren Ibsen fra Bremerholm. Værnet har bruskværk og ti hermer, nogle med dydernes attributter, dvs. særlige kendetegn. Skafterne har vrængemasker og englehoveder.

Altertavlen i bruskbarok er fra 1656. Den er udført af Anders Mortensen, der var en snedkermester fra Odense. I det store felt har tavlen en udskåret fremstilling af nadveren. I de to øvre felter findes et korsfæstelses- og et gravlæggelsesrelief. Alle tre felter flankeres af figurer. De forestiller nederst Markus og Lukas, i anden etage er Paulus og formodentlig Peter, alle med deres attributter. De to øverste figurer er kun forsynet med stave. De kraftige gesimser støttes af snoede søjler, der er ombundet med vinranker, og hvis kapitæler dannes af drueklaser. Tavlens vinger løber ud i konsoller med fantasihoveder, hvorpå der står figurer, nederst Matthæus og Johannes, derover statuetter af to apostle, den ene med kølle (Judas Taddæus). Fire lignende statuetter, nu med stave, er fordelt på de to øverste gesimser. Det øverste par flankerer den opstandne Kristus stående på verdenskuglen. Til altertavlen slutter sig på hver side en samtidig, fritstående figur. Det er Moses med stav og tavler og Aron i ypperstepræstedragt med en æske fuld af manna.

Ved korbuens nordside er der en granat, hvor der står ”Anno 1659 Søndagen den 19. Junii er denne Granat indskudt af de Svenske og gjorde paa Altertaflen stoer Skade”.

Døbefonten i hvid, italiensk marmor er fra 1758. Den er udført af billedhugger Simon Carl Stanley (1703-1761).

Kirkens røde bænke er nyere med guldbemalede pilastre på gavlene.

Desuden findes der i kirken tre portrætmalerier fra 1600- og 1700-tallet samt en mindetavle over et lynnedslag i kirken den 7. august 1687.

På pillen i den sydlige arkade over for prædikestolen er et epitafium i sandsten, dvs. et mindesmærke, fra 1626. Det er over Otte Christensen. På hver side af skriftfeltet er der en glat, jonisk søjle, og uden for disse står to dyder. Den ene er håbet med anker, den anden med bog. Over gesimsen står to andre dyder, klogskab med slange og retfærdighed med vægt og lod. Topstykket krones af en tilsvarende figur, styrken med søjle.

På den vestligste pille i den sydlige arkade er et epitafium fra 1646. Det er over Niels Nielsøn, som var tolder og rådmand i Nakskov. Mindesmærket er et fint forarbejdet værk i rig bruskbarok, og det er muligvis udført af Hans Gudewerth den yngre (1593-1671). I storfeltet sidder et maleri på træ, hvis øverste og største del forestiller nedtagelsen af korset. Den nederste, mindre del har portrætter af tolderen, hans to koner og seks børn. Maleriet er formentlig udført af Antonius Clement.

Desuden er der fire andre epitafier fra 1600- og 1700-tallet i kirken samt ni bevarede gravsten fra perioden mellem midten af 1500-tallet og år 1800.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Sogn.dk