dyd

Dyd, den traditionelle oversættelse af græsk arete i den særlige betydning af moralsk "dygtighed", som begrebet fik i græsk etik fra og med Sokrates. Han opererede med fem hoveddyder: moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, mådehold og gudfrygtighed. De fire første, som senere blev kaldt "kardinaldyder", optræder hos Platon, Aristoteles, stoikerne, Epikur mfl. for derfra at gå i arv til europæisk moraltænkning op i nyeste tid. Kristendommen overtog dem meget tidligt, men supplerede med endnu tre: tro, håb og kærlighed; således fx hos Augustin og senere Thomas Aquinas.

Den antikke tænkning om dyd, fx hos Aristoteles, fokuserede på fem ting: 1) Dyderne er tilstande af følelserne, når disse styres af fornuften; 2) De er indarbejdede, stabile tilstande; 3) De hænger sammen indbyrdes og findes derfor i virkeligheden kun hos én type person, den "vise"; 4) De har deres værdi i sig selv; 5) De vedrører både den enkelte og andre. Antikkens etik var grundlæggende en dydsetik.

Set i modsætning til laster var dyder i antikken og i kristen middelalderfilosofi på én gang navn for etikken og vejen til dens realisering. Dyder er anlæg i mennesket; de kan opøves og således føre til, at man lever etisk eller "dydigt". Platon opstillede fire hoveddyder eller kardinaldyder: visdom, retfærdighed, udholdenhed (mod) og selvbeherskelse. De blev senere suppleret med "de tre teologiske dyder": tro, håb og kærlighed. De syv kardinaldyder hedder på latin prudentia, justitia, fortitudo, temperantia, fides, spes og caritas.

Senest med Immanuel Kant i sidste del af 1700-tallet blev interessen for dyder koncentreret om de moralske normer, og i den efterfølgende moralfilosofi spillede dyder ingen større rolle. Fra 1900-tallets sidste tredjedel har især amerikanske moralfilosoffer dog inddraget læren om dyder igen.