Karnap, (via ty. fra gr. konopion '(seng med) moskitonet', se kanapé), fremspringende parti med vinduer og tag på en bygnings facade, hvis formål er at give bedre lys til det bagvedliggende rum og bedre udsyn til gaden. Karnapper var siden slutningen af 1500-t. især almindelige i sønderjyske byer. Karnapper i stueetagen har fundamenter svarende til husets; når de begynder højere oppe, bæres de af konsoller eller jernkonstruktioner. I etagebyggeri kan karnapper være bygget gennem flere etager.