Hvert år den 27. marts fejrer Myanmar sine væbnede styrkers opstand mod japanerne i 1945. I 2006 blev dagen for første gang markeret i den nye hovedstad, Naypyidaw. Billedet viser soldater, der marcherer i formation.

.

De første store kongedømmer i det nuværende Myanmar var bystater. Sri Ksetra (ca. 5-9 årh. e.v.t.) ved den nuværende by Pyay (Prome) og floden Irrawaddy (Ayeyarwady) dækkede et areal på 47 km2 omgivet af en mur. Byen havde vandtanke og kunstvandingssystem. Kultur og skrift var præget af indisk indflydelse. Pagan (Bagan fra ca. 849) længere mod nord i det tørre område var et andet vigtigt center. I disse bystater dominerede pyu-folket. Der er diskussion om, om pyu er en etnisk betegnelse, men i dag skønnes pyu at være de første burmanere. Det er vigtigt at huske, at Burma/Myanmar altid har være multietnisk, og at selv om de herskende dynastier omtales som pyu, burmanske, shan eller mon, omfattede kongedømmerne også andre etniske grupper.

Religion

Mon-folket dominerede i den sydlige del af landet og i det nuværende Thailand. Pyu og mon havde nær kontakt med Indien og Sri Lanka, og herfra indførtes buddhismen før år 500 e.v.t. Men inden fandtes braminske guder og ritualer, samt mahayana- buddhismen. Derefter dominerede theravadabuddhismen. Kongerne byggede klostre og pagoder, og kongens magt byggede på hans karma, som igen var afhængig af støtten til buddhismen i form af gaver til munkeordenen. I Pagan findes stadig omkring 1000 store pagoder, som vidner om de omkring 3000 templer bygget mellem år 1000 og 1300. I dag er Pagan registreret som verdensarv af UNESCO.

Dynastier

Kongemagten var defineret af buddhistiske begreber om en universel hersker, der skal overholde ti regler om moralsk og retfærdigt styre i overensstemmelse med Dhamma, buddhismens doktrin. Endelig anså mange konger sig for at være en kommende Buddha (bodhisatta) og brugte titlen hpayalaung (’kommende Buddha’). Desuden underordnede Pagans konger sig en udbredt åndekult med lokale skytsånder (nat) som de 37 kongelige nat under den mytiske kong Indra (Thagya Min). Kulten findes stadig parallelt med buddhismen (se nedenfor). Kongernes magt uden for hovedstaden varierede, alt efter om alliancer og tributære relationer med mindre fyrster, etniske ledere og lokale embedsmænd blev vedligeholdt. Når kontrollen over administration og økonomi svigtede, eller arvinger til tronen sloges om magten, opstod nye magtcentre og dynastier.

Pagan riget var det første kongedømme, som var præget af en magtfuld burmansk hersker, Anawratha (Aniruddha, regent 1044-1077). Han erobrede i 1057 mon-folkets kongedømme med centrum i Pegu. Mon-munke indførte theravadabuddhismen og mon-alfabet i Pagan-riget. Anawratha opførte et storstilet tempelbyggeri i bl.a. hovedstaden Bagan. Tempelbyggeriet og 4000 munke menes at have svækket rigets magt, som sluttede efter en mongolsk invasion i 1287. Herefter kom et shan-dynasti til magten, og hovedstaden flyttede i 1364 til Ava.

De følgende århundreder var præget af økonomisk nedgang. Et nyt dynasti ekspanderede fra byen Toungoo og erobrede i midten af 1500-tallet Pegu og Ava med hjælp fra portugisiske soldater. Desuden invaderede burmanerne Thailand og erobrede hovedstaden Ayutthaya. I begyndelsen af 1600-tallet regerede portugiseren de Brito (d. 1613) ved hjælp af kanoner og kun 400 soldater det sydlige Myanmar.

I 1700-tallet blev Myanmar atter underlagt en centralmagt, denne gang Kònbaung-dynastiet, grundlagt af kong Alaunghpaya (1714-1760), der regerede fra 1753 til 1760. Han erobrede det sidste mon-kongedømme og nedkæmpede med hård hånd et oprør, som sendte tusinder af mon- og karenflygtninge ind i Thailand. Alaunghpaya tillod briterne at oprette tømmerstationer og handelsstationer ved Bassein og på Kap Negrais, men han iværksatte derefter en massakre på dem, fordi han mistænkte dem for at støtte mon-oprøret. Han og siden hans sønner invaderede flere gange Thailand og tiltvang sig mere direkte magt over grænseområderne og mindretallene samt byggede en ny hovedstad, Amarapura.

Britisk kolonisering 1824-1886

I 1824 søgte de britiske herskere i Indien at standse Myanmars ekspansion. Burmanerne gjorde indtil 1826 kraftig modstand; briterne mistede ca. 15.000 mand og søgte og fik hjælp af karener. Myanmar afstod Arakan (det nuværende Rakhine) og Tenasserim-halvøen til briterne, der især var interesserede i landets udstrakte teaktræsskove til skibsbygning. I 1852 kom Myanmar og Storbritannien atter i krig. Amerikanske og britiske missionærer havde omvendt en del karener, og Myanmars konge frygtede, at omvendelsen skulle undergrave buddhismen, kongemagten og burmansk kultur. Briterne erobrede Yangon og hele Irrawaddydeltaet samt det centrale Myanmar, som blev en del af Britisk Indien.

Under kong Mindon (regent 1853-1878) blev handelen med briterne udvidet. Flere grænsekonflikter og burmesisk modstand mod britisk herredømme udløste den sidste krig mellem landene i 1885. Koncessioner på handelen med teaktræ var en vigtig årsag til striden, og desuden frygtede briterne voksende fransk indflydelse. Den svage kong Thibaw undervurderede briterne, som let indtog Mandalay. Thibaw blev sendt i eksil, kongepaladset og dets templer omdannedes til hhv. officersklub, kirke og fængsel, og kronregalierne blev sendt til London. Burmanerne ydede kraftig modstand mod britisk kolonisering, og deres oprør fortsatte til selvstændigheden, bl.a. med deltagelse af buddhistiske munke. I 1930 kulminerede modstanden i et stort oprør under ledelse af den tidligere munk Hsaya San (1876-1931). Briterne knuste oprøret; ca. 10.000 burmanere blev dræbt, og Hsaya San og 125 oprørere henrettet.

Japans besættelse og nationalistbevægelsen

Briterne administrerede stort set Myanmar uden at inddrage burmanere. I stedet kom læger, ingeniører, købmænd, pengeudlånere og arbejdere i stort tal fra Indien og Kina. 'Del og hersk' var modellen, og mindretalsområderne Shan, Kayah, Chin og Kachin blev administrativt skilt fra det centrale Myanmar i en Frontier Area Administration og fik bedre vilkår end burmanerne – en arv, der fortsætter med at martre unionen Burma/ Myanmar.

I 1930'erne dannedes organisationen Dobama ('vi burmanere') af unge studenter under ledelse af Aung San. Bevægelsen støttede Japan under 2. Verdenskrig, idet de opfattede krigen som antikolonial. Japanernes brutale besættelsesmagt fik imidlertid general Aung San og hans "30 kammerater" af unge nationalister til at skifte side. Men briterne var skeptisk overfor omvendelsen og mistroisk over for Aung San og hans Antifascistiske Liga. Briterne mente, at de etniske mindretal havde krav på selvstyre, mens Aung San kæmpede for at bevare landet samlet. Britiske firmaer og enkelte officerer ønskede at bevare kolonien, og nogle støttede hemmeligt Aung Sans politiske modstander U Saw, som i 1947 stod bag attentatet mod Aung San og syv af hans nærmeste medarbejdere.

Selvstændighed og militærregime

Efter uafhængigheden i 1948 blev Myanmar splittet i et virvar af oprør. Landet var i forvejen stærkt medtaget af krigens ødelæggelser, og Aung Sans afløser, U Nu, forsøgte at skabe fred og opbygge en demokratisk tradition, inspireret af buddhismen. I 1950'erne trak rester af den nationalistiske kinesiske Guomindang-hær sydpå til Myanmar og fortsatte med at bekrige Kinas kommunister derfra. Oprørene i landet fortsatte, og mange frygtede, at Shan-staten ville forlade unionen. Det førte i 1962 til, at hæren tog magten ved et kup.

General Ne Win dannede Burma Socialist Programme Party som en civil facade, men militæret og dets efterretningsvæsen herskede diktatorisk og vilkårligt. Ne Win nationaliserede økonomien og afskar landet fra omverdenen. Missionærerne blev udvist, og indere og rohingya-muslimer fik frataget deres statsborgerskab. Studenterne forsøgte ved flere opstande at ændre styret. I 1988 kollapsede økonomien, og Ne Win trak sig formelt tilbage, opløste sit parti og annullerede forfatningen. Militæret beholdt magten, og en folkelig opstand blev brutalt nedkæmpet. Mindst 3000 blev dræbt, ca. 4000 fængsledes, og tusinder flygtede.

I 1990 holdt regimet valg. Oppositionen blev ledet af Aung Sans datter, Aung San Suu Kyi, og hendes National League for Democracy, NLD, som vandt 80 procent af pladserne i det nye parlament. Men regimet, State Law and Order Restoration Council (SLORC), ignorerede resultatet og forfulgte brutalt valgets vindere. Aung San Suu Kyi var i årene 1989-2010 i husarrest i sammenlagt over 15 år, og hendes medarbejdere og venner blev forfulgt og fængslet. SLORC skiftede i 1997 navn State Peace and Development Council (SPDC), hvis stærke mand fortsat var general Than Shwe.

I løbet af 1990'erne og starten af 2000'erne indgik militærjuntaen våbenhvileaftaler med en række etniske oprørsbevægelser. Der blev indledt en forfatningskonvent, angiveligt med henblik på demokrati; Aung San Suu Kyis tilhængere boykottede møderne, som ikke førte til en lempelse af regimet. Regimets stærke mand, premierminister Khin Nyunt, blev i 2004 overraskende fjernet, dømt for korruption og sat i husarrest. Senior-General Than Shwe overtog den formelle ledelse af landet. Uden varsel blev hovedstaden i 2005 flyttet fra Yangon til en nybygget hovedstad Naypyidaw (Nay Pyi Taw) nær Pyinmana.

Omfattende demonstrationer mod regimet førte i 2007 atter til brutal nedkæmpelse, ikke mindst af buddhistmunke, som stod i spidsen for protestaktionerne. I maj 2008 ramte orkanen Nargis det sydlige Myanmar, som dræbte mindst 138.000 mennesker og medførte omfattende materielle ødelæggelser i Irrawaddy-deltaet. I tre uger modsatte militærstyret sig international nødhjælp. Katastrofen faldt sammen med en folkeafstemning om en ny forfatning, der – efter 20 år uden forfatning – skulle legitimere militærstyret i fremtiden. Militæret anser sig som eneste legitime beskytter af nationen og arvtagere fra monarkiet, og Than Shwe lod kæmpe statuer af berømte konger bygge i Naypyidaw, bl.a. af Anawratha.

Parlamentsperioden 2010-2020

Militæret fik i 2008 vedtaget en ny forfatning ved en manipuleret ’folkeafstemning’. Forfatningen sikrede, at militæret og politiet ikke kom under parlamentets kontrol. Generalerne havde kontrol over parlamentet og sikrede, at forfatningen ikke kunne ændres uden militærets accept.

Den 7. november 2010 holdt regimet valg, som militærets til lejligheden oprettede parti, Union Solidarity and Development Party, USDP, vandt med 80 procent af stemmerne. Valget var for det meste fredeligt, men der var mange uregelmæssigheder. Det ledende oppositionsparti, Aung San Suu Kyis National League for Democracy, NLD, boykottede valget, og demokratiaktivister klagede over valgsvindel. Kort efter valget kom det til sammenstød mellem hæren og først karenske oprørere, og siden genopblussede også konflikter i Shan- og Kachin-staten.

Aung San Suu Kyi

Aung San Suu Kyi blev løsladt fra husarrest en uge efter valget, og i marts 2011 blev en nominelt civil regering under ledelse af forhenværende general Thein Sein indsat. Han mødtes i august med Aung San Suu Kyi, og gensidig tillid banede vejen for et sært parløb om demokratisering og reformer. I oktober og atter i januar 2012 blev en lang række politiske fanger løsladt. Omverdenens støtte til fornyelserne stod klart med besøg af USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, i december 2011 og fx Danmarks udviklingsminister, Christian Friis Bach, kort efter. Efterfølgende blev lovlige demonstrationer tilladt og censuren delvis lempet. Styret underskrev i december 2011 og januar 2012 våbenhvileaftaler med henholdvis shan- og karen-organisationer.

NLD opgav sin boykot af valg og stillede op til suppleringsvalget den 1. april 2012. Partiet fik to tredjedele af stemmerne, hvilket i overensstemmelse med Myanmars valgsystem gav partiet 43 ud af 44 mulige pladser i parlamentet. Aung San Suu Kyi blev således oppositionsleder i den lovgivende forsamling i stedet for kun uden for. Hendes deltagelse gav befolkningen et stærkt håb om, at bedre tider var på vej. Militæret lempede også sin kontrol af økonomien og lod private komme til. Det sås tydeligt i et øget antal af nye biler på gaderne, moderne supermarkeder og flere importerede varer. Kontakten med omverdenen øgedes efter årtier i isolation, turister kom i stigende antal, og nye hoteller blev bygget.

I juni 2012 udbrød voldsom konflikt mellem det buddhistiske flertal og muslimske rohingya i den sydvestlige Rakhine-stat. Volden blussede op igen i marts 2013 og bredte sig til andre dele af landet. Alligevel var der en næsten euforisk stemning under valgkampen før valget i november 2015. Unge NLD-aktivister kørte rundt med NLD's flag med en kæmpende påfugl på rød baggrund. Militæret troede, de nemt kunne vinde valget efter deres reformer. De var på forhånd sikret 25% af alle pladser i parlamentets to kamre og kunne forhindre ændringer i forfatningen fra 2008, så Aung San Suu Kyi ikke kunne vælges som præsident. En paragraf forbød hende at indtage embedet, fordi hun havde været gift med udlænding. Men valget fik en helt andet resultat end generalerne troede.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig