Buddha

Der er forskellige meninger om, hvornår Buddha levede. Buddhisterne på Sri Lanka og i SØ-Asien er af den opfattelse, at han levede 623-543 f.Kr. De fleste vestlige forskere satte hans levetid til omkring 560-480 f.Kr., men også denne datering hviler på antagelsen af en række patriarkers usandsynligt lange liv. Den nyeste forskning bygger på sanskritlitteratur og tibetanske kilder, og sætter Buddhas fødsel til mellem 480-430 f.Kr. og hans død til mellem 400-350 f. Kr. Alle er imidlertid enige om, at Buddha blev 80 år gammel.

Der findes ingen fuldstændig Buddhabiografi, som går tilbage til de ældste buddhistiske samfund, og de skriftlige eller arkæologiske kilder, der kan kaste lys over Buddha som historisk person, er meget sparsomme. Ud fra spredte passager i de ældste kanoniske tekster kan man med rimelig sandsynlighed fastslå, at Buddha var af adelig herkomst. Han stammede fra den fornemme Shakyaslægt, der havde hjemsted i Himalayaområdet i den sydlige del af det nuværende Nepal. Et par hundrede år efter Buddhas død rejste kong Ashoka en stensøjle på det sted, hvor han ifølge traditionen blev født.

Buddha levede et liv i luksus, ægtede i en ung alder en pige fra sin egen slægt og fik en søn. Da han var omkring 30 år gammel, indtraf der et vendepunkt i hans liv. Han indså forgængeligheden i den menneskelige tilværelse. Den alderdom, sygdom og død, som mennesket er underkastet, er lidelse, og han besluttede at opgive sit verdslige liv for at finde en mening med tilværelsen. Buddha levede en årrække som omvandrende asket og fremsatte en ny lære, som han gennem en menneskealder udbredte, idet han vandrede fra sted til sted. Han indstiftede en munke- og nonneorden. Da Buddha døde, blev liget brændt, og hans jordiske rester blev fordelt blandt slægtninge og rige velyndere, der rejste relikviehøje, stupaer, over dem.

Det sammenstykkede og meget ufuldstændige billede, som filologen eller religionsforskeren kan give af den historiske Buddha, er ikke tilfredsstillende for en buddhist. Buddhisten lytter hellere til de legendariske beretninger i de senere Buddhabiografier om Buddhas forunderlige undfangelse og fødsel og hele livsforløb. Det vides ikke, hvornår de første egentlige biografier er blevet til, men de ældste dele af de overleverede er fra begyndelsen af vor tidsregning. Fra omkring 400-t. e.Kr. stammer theravadaskolens Nidanakatha, dvs. indledningen til kommentaren til Jataka, et kanonisk værk om Buddhas tidligere eksistenser. Buddhabiografierne beskriver ikke blot den historiske Buddhas jordiske levnedsløb, men sætter ham også ind i en mytologisk ramme. Buddha Gautamas forkyndelse er ikke et isoleret fænomen; før ham har der i andre tidsaldre været andre buddhaer, der forkyndte nøjagtig det samme budskab. Biografierne opregner navnene på flere af Gautamas forgængere, ligesom der i fremtiden vil komme nye buddhaer. Gautamas efterfølger hedder Maitreya (sanskrit; pali Metteya). Han lever nu som en kommende buddha, en bodhisattva, blandt guderne i Tushitahimlen.

I de ældste hinayanaskoler (se hinayana) forekommer kun et begrænset antal buddhaer. De optræder aldrig samtidig, men hver tidsalder har sin egen buddha. I mahayana består kosmos af uendelig mange verdener med hver sin buddha, dvs. at der samtidig i Universet eksisterer utallige buddhaer, der bestræber sig på at frelse myriader af levende væsener i hver sin verden. Baggrunden for den divergerende opfattelse af buddhaskikkelsen skal søges i de gamle hinayanaskoler, der brød med de ortodokse skoler (se mahasanghika og sarvastivada).

Spekulationer i de heterodokse hinayanaskoler om en buddhas væsen udvikledes i mahayanabuddhismen til læren om trikaya, buddhas tre aspekter, hans tre legemer. 1. Dharmakaya, 'lærens legeme', omfatter den lære, som alle buddhaer har forkyndt. Dette legeme er tingenes egentlige væsen, det er uendeligt, evigt og absolut. 2. Sambhogakaya, 'nydelsens legeme', er den skikkelse, som en buddha viser sig i for bodhisattvaerne i de himmelske verdener. 3. Nirmanakaya, 'forvandlingens legeme', er den skikkelse, som en buddha antager, når han viser sig for menneskene på Jorden for at forkynde læren. Den historiske Buddhas eksistens betvivles ikke i mahayana, men han træder som regel i baggrunden til fordel for andre buddhaskikkelser, der opnår en guddommelig status. Den betydeligste er utvivlsomt Amitabha, der hersker i det vestlige paradis, Sukhavati 'det lykkelige land', en mellemstation på vejen til nirvana. Ved at ære Amitabha i from hengivenhed genfødes man i Sukhavati. Endvidere spiller Vairocana en betydelig rolle i mahayana. Han optræder ofte sammen med Amitabha og tre andre buddhaer som de fem såkaldte meditationsbuddhaer (dhyani-buddha). Nogle skoler opfatter i den forbindelse Vairocana som en urbuddha, adibuddha, det absolutte, Universets ophav.

I tantrisk buddhisme (se tantra og vajrayana) dyrker man i det store og hele de samme buddhaer som i mahayana. Her opfattes de imidlertid symbolsk og tjener som meditationsobjekter. Hver buddha i den tantriske mytologi forsynes med en kvindelig modpart, en prajña.

Buddhas erkendelse af livets skyggesider er ifølge legenderne gudernes værk: De besluttede at vise den vordende Buddha, der var på køretur i parken, de tegn, der ville få ham til at forsage verden. En guddom blev forvandlet til henholdsvis en krumbøjet olding, en syg mand og et lig. Den vordende Buddha blev bestyrtet, da han fik at vide, hvad det var. Som det fjerde tegn viste guderne den vordende Buddha en mand, der havde forårsaget verden. Dette syn bragte ham trøst og håb.