Amitabha, (sanskrit Amitābha 'den, der har uendelig glans'), den betydeligste af de fem kosmiske buddhaer, også kaldet dhyani-buddhaer 'meditationsbuddhaer'. I nogle kilder kaldes denne buddha Amitāyus 'den, der har uendeligt liv'. En Amitabhakult — måske opstået under iransk indflydelse — eksisterede i Indien i 1. årh. e.Kr. Det blev dog ikke i Indien, men i Kina og Japan, at dyrkelsen af Amitabha blev en vigtig faktor i det religiøse liv. I Japan kaldes Amitabha Amida. Amitabha hersker over det vestlige paradis, Sukhavati ('det lykkelige land'). I kraft af Amitabhas fortjenester fra tidligere eksistenser lever beboerne i dette paradis en lykkelig tilværelse, indtil de indgår i nirvana. Det er ikke — som i den tidlige buddhisme — menneskets gerninger, der har betydning for frelsen; blot ved at ære Amitabha i from hengivenhed genfødes man i Sukhavati. Tro og hengivenhed bliver i Amitabhakulten en genvej til nirvana. Ikonografisk er Amitabha vanskelig at skelne fra Gautama, den historiske Buddha, idet han som denne sidder i meditationsstilling med hænderne lagt oven på hinanden i skødet (se mudra); inden for tantrisk buddhisme er han dog som regel genkendelig med sin røde farve.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.