Amitabha, (sanskrit Amitābha 'den, der har uendelig glans'), den betydeligste af de fem kosmiske buddhaer, også kaldet dhyani-buddhaer 'meditationsbuddhaer'. I nogle kilder kaldes denne buddha Amitāyus 'den, der har uendeligt liv'. En Amitabhakult — måske opstået under iransk indflydelse — eksisterede i Indien i 1. årh. e.Kr. Det blev dog ikke i Indien, men i Kina og Japan, at dyrkelsen af Amitabha blev en vigtig faktor i det religiøse liv. I Japan kaldes Amitabha Amida. Amitabha hersker over det vestlige paradis, Sukhavati ('det lykkelige land'). I kraft af Amitabhas fortjenester fra tidligere eksistenser lever beboerne i dette paradis en lykkelig tilværelse, indtil de indgår i nirvana. Det er ikke — som i den tidlige buddhisme — menneskets gerninger, der har betydning for frelsen; blot ved at ære Amitabha i from hengivenhed genfødes man i Sukhavati. Tro og hengivenhed bliver i Amitabhakulten en genvej til nirvana. Ikonografisk er Amitabha vanskelig at skelne fra Gautama, den historiske Buddha, idet han som denne sidder i meditationsstilling med hænderne lagt oven på hinanden i skødet (se mudra); inden for tantrisk buddhisme er han dog som regel genkendelig med sin røde farve.