Buddhas lære kunne ikke forliges med den officielle religion. Han ville ikke anerkende vedaerne som højeste religiøse autoritet, og han ville ikke acceptere brahmanklassen som en privilegeret overklasse. Buddha kunne ikke godtage, at brahmanerne i kraft af deres fødsel skulle være bedre end andre mennesker. På den anden side bekæmpede Buddha ikke præsteskabet. Han accepterede den bestående samfundsorden som en verdslig foreteelse, ikke som en guddommelig institution. Det, der mishagede Buddha mest ved vedareligionen, var sikkert de blodige dyreofringer, der indgik i de vediske ritualer. Buddha siger i en tekst, at den, der udfører blodige offerhandlinger, opnår det modsatte af det, han ønsker. Han tror, at han udfører en fortjenstfuld handling, men han pådrager sig skyld. Han tror, at han vil opnå en lykkeligere tilværelse i næste eksistens, men han påfører sig en tilværelse i lidelse. Upanishadetænkerne gav som Buddha udtryk for samme respekt for alt levende, men for dem dannede offerdyrene en undtagelse: "Han må ikke tilføje noget væsen ondt undtagen på de hellige steder". Buddha forkastede imidlertid ikke enhver form for ofring. De daglige ofringer bestående af føde, som husholderne ofrede til guder og forfædre og undertiden til omvandrende asketer, billigede Buddha fuldt ud.
Der er visse lighedspunkter mellem Buddhas lære og samtidige ortodokse retninger. Det fundamentale udgangspunkt for Buddha er de centrale religiøse begreber, der var fremherskende på hans tid: Det uendelige kredsløb af vekslende tilværelser (sanskrit og pali samsara) og menneskets handlinger (sanskrit karma, pali kamma), der er bestemmende for dets skæbne i de næste eksistenser. Begge tankeretninger har det tilfælles, at mennesket er henvist til sig selv i sin søgen efter frelse; hverken guder eller ritualer kan bestemme dets skæbne. Det er menneskets egne handlinger, der alene er afgørende. I analysen af menneskets væsen kommer de to tankeretninger imidlertid til vidt forskellige resultater. Mennesket er i upanishaderne udstyret med et permanent selv, en "sjæl", der er identisk med verdensaltet. For Buddha er mennesket et isoleret fænomen, ikke en del af noget universelt. Endvidere er Buddha af den opfattelse, at det er nytteløst at beskæftige sig med metafysiske spekulationer. Om verden er evig, eller om livsprincip ("sjæl") og legeme er identiske, er uden betydning for menneskets frelse.
Den buddhistiske tradition anser den såkaldte Benaresprædiken for Buddhas første tale. Buddha udviklede ikke heri et religiøst filosofisk system. Den må snarere opfattes som en slags programerklæring, hvori han fremhæver nogle fundamentale begreber i en lære, som han ved senere lejligheder skulle uddybe i talrige taler og prædikener. Buddha indleder sin første prædiken med at sige, at der er to yderligheder, man skal holde sig fra: et liv i sansenydelser og et liv i selvplageri — først som forvænt prins og siden som fanatisk asket taler Buddha af egen erfaring. Han siger videre, at han har fundet en middelvej, der åbner øjnene, vækker forstanden og fører til sindsro, til erkendelse, til klarhed og til nirvana. Central i Buddhas forkyndelse er endvidere læren om den ædle ottedelte vej. Den indgår i læren om de fire ædle sandheder, som han derefter forkynder: 1) sandheden om lidelsen, idet fødsel, alderdom, sygdom og død er lidelse; det er lidelse at skilles fra det, man holder af, og lidelse ikke at få, hvad man begærer; 2) sandheden om lidelsens oprindelse, der skyldes "tørst" efter sansenydelser og eksistens; 3) sandheden om lidelsens ophør, der består i helt og lidenskabsløst at standse denne tørst; 4) sandheden om vejen, der fører til lidelsens ophør, der er den ædle ottedelte vej: ret anskuelse, ret beslutning, ret tale, ret handlemåde, ret levebrød, ret stræben, ret eftertanke og ret selvfordybelse.
I læren om de fire ædle sandheder anføres "tørsten", dvs. begæret, som årsag til vore lidelser. I en anden læretekst, der indeholder den såkaldte årsagskæde, loven om fænomenernes opståen i afhængighed (sanskrit pratityasamutpada, pali paticcasamuppada), betragter Buddha lidelsesforløbet fra en anden synsvinkel. De tolv led i kæden omfatter bl.a. anlæg og drifter, bevidsthed, individets ydre form, sanserne, begæret, alderdom og død. De viser stadierne i et individs kredsløb gennem flere eksistenser. Individet går med summen af sine gerninger fra en tidligere tilværelse ind i den nuværende eksistens, der skaber betingelserne for en kommende eksistens. Uvidenhed (sanskrit avidya, pali avijja), dvs. mangel på indsigt i tilværelsens sande væsen, anføres som årsag til hele rækken af betingede forløb. Gennem den rette erkendelse kan det første led i kæden, uvidenheden, udslettes, og de følgende led i kæden vil bringes til ophør. Individet vil aldrig mere blive udsat for fødsel, alderdom og død.
Tre nøgleord går igen i de buddhistiske tekster: Alle fænomener er forgængelige (sanskrit anitya, pali anicca), alle fænomener er lidelse (sanskrit duhkha, pali dukkha), og de er "uden selv" (sanskrit anatman, pali anatta). Foranderligheden i tilværelsen skyldes, at alle elementer (sanskrit dharma, pali dhamma — ordet anvendes også i betydningen Buddhas lære) i fænomenernes verden er i ustandselig vekslen. De opstår og forgår hele tiden i afhængighed af hinanden. De har kun momentan eksistens. Som et lyn på himlen lyser de op for atter at forsvinde.
Et individ er efter buddhistisk opfattelse sammensat af fem bestanddele, "grupper" (sanskrit skandha, pali khandha): 1) den materielle form, 2) følelsen, 3) forestillingerne, 4) anlæg og drifter (dvs. medfødte dispositioner) og 5) bevidstheden. Alle vore handlinger, følelser og tanker kan føres tilbage til disse fem "grupper", der består af forgængelige elementer (dharma). Hverken de fysiske eller de psykiske processer i mennesket kræver en permanent bærer af personligheden — et selv eller en sjæl. De er et samspil mellem de fem "grupper". Buddha spurgte engang sine disciple med henblik på de fem "grupper": "Hvad der er forgængeligt, lidelsesfuldt og underkastet forandring, er det passende at betragte det som 'det er mit, jeg er det, det er mit selv'? — bestemt ikke, herre, svarede munkene".
Når der ikke kan påvises et permanent selv i mennesket, rejser der sig naturligt det spørgsmål, hvad der følger individet over i næste eksistens. Da de elementer (dharma), der udgør et givet individ, til stadighed forgår, kan man ikke tale om identitet mellem den afdøde og det nye individ; men da de elementer, der udgør det nye individ, er opstået i afhængighed af de tidligere, er der skabt en kontinuitet. Lampens flamme i første nattevagt er ikke identisk med flammen i sidste nattevagt, men alligevel er der en forbindelse mellem de to flammer. Den stadige strøm af skiftende elementer koordineres af loven om fænomeners opståen i afhængighed (pratityasamutpada). Hertil kommer en overordnet styring, loven om karma. Det er menneskets gode og slette gerninger i tidligere eksistenser, der er afgørende for elementernes sammensætning i det nye individ. Mennesket har dog mulighed for at frigøre sig for det lidelsesfulde kredsløb. Den tredje "sandhed" antyder målet, og i den fjerde "sandhed" anviser Buddha den vej, der fører til frelse. Vejen til frelse er lang og besværlig. Et menneske, der slår ind på vejen, må være i besiddelse af store åndelige kvaliteter, erhvervet gennem talrige eksistenser. Det sidste led i den "ottedelte vej", selvfordybelse eller meditation, er utvivlsomt det vigtigste. Det var jo gennem meditation, at Buddha nåede til den rette erkendelse.
Målet for den religiøse stræben kalder Buddha i Benaresprædikenen nirvana (sanskrit; pali nibbana 'udslukkelse'). Nirvana er et ufatteligt begreb. De gamle tekster har vanskeligt ved at give en positiv karakteristik af selve tilstanden. Det at standse begæret, det at opgive begæret — begreber, der forekommer i den tredje "sandhed" — anvendes i senere systematiske fremstillinger synonymt med nirvana. Man kan ikke udpege vinden ved dens form eller farve, og man kan ikke gribe vinden med hånden eller røre ved den, men alligevel eksisterer vinden. På samme måde eksisterer nirvana. Man kan ikke fremvise nirvana, hverken gennem farve eller form.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.