Faktaboks

U Saw
Født
1900
Død
8. maj 1948
U Saw.
U Saw fotograferet i 1948.
U Saw.
Af /Ritzau Scanpix.

U Saw var en burmesiske højreorienteret nationalistisk politiker. Han var premierminister 1940-1942 og blev dømt til døden for mordet på Aung San.

U Saw havde ikke en universitetsgrad, men han havde en licens til at fungere som sagfører. I 1932 forsvarede han oprøreren Saya San, der stod i spidsen for en omfattende opstand mod den britiske kolonimagt i 1931-1932. U Saw var søn af en jordejer og havde midler til at købe avisen Thuria (the Sun) i 1935. Han stiftede sit eget parti Myochit ('Patriot') og fik afsat premierminister Ba Maw i 1940.

U Saw som premierminister

U Saw var sin egenskab af premierminister i London i 1941 for at overtale Winston Churchill til at give Burma (nu Myanmar) selvstændighed. Samtidig forhandlede han hemmeligt med Japan om støtte og var inspireret af totalitære styreformer. Englænderne opdagede hans kontakt og internerede ham i Uganda i 4 år.

Efter 2. Verdenskrig vendte han tilbage til Burma, hvor han dannede en privat hær. Han var med i Aung Sans delegation til London i januar 1947, men nægtede at underskrive uafhængighedserklæringen. Han mente Aung San gav for mange indrømmelse.

Mordet på Aung San

Trods sine tidligere aktiviteter nød U Saw i 1947 stadig støtte i konservative dele af den britiske administration, forretningsverden og militær, der anså Aung San for at være en forræder. U Saw konspirerede mod Aung San, som ledede overgangsregeringen inden selvstændigheden. Den 19. juli 1947 ankom bevæbnede mænd i militæruniformer i en jeep og trængte uhindret ind i regeringsbygningen i Rangoon (nu Yangon). De dræbte Aung San og seks ministre, der holdt møde.

U Saw blev dømt for sammensværgelse og mord. Han blev hængt og begravet i en ukendt grav i Insein fængsel, Rangoon.

Omstændighederne ved attentatet

Engelske dokumenter viser, at U Saw blev overvåget af briterne. Men han fik våben fra britiske militærdepoter med hjælp fra britiske officerer. Omstændighederne ved attentatet er dog aldrig blevet fuldstændigt belyst. En kaptajn blev dømt for at udlevere våben, der senere blev fundet ved hans hus.

Der har været spekulationer om, at general U Ne Win, landets diktator fra 1962 til 1988, var involveret i attentatet. Men det er aldrig bevist.

Mordets betydning for landet

Mordet på Aung San, som nød stor respekt, fik betydning for landets senere politiske udvikling. Mange mener, at han ville have været i stand til at sikre demokratiet og relationerne til de etniske bevægelser bedre end hans efterfølgere U Nu og Ne Win.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig