Faktaboks

Aung San
Født
13. februar 1915
Død
19. juli 1947
Aung San
Statue af Aung San
Statue af Aung San i Pyay i Myanmar.
Statue af Aung San
Af /Masterfile/Ritzau Scanpix.

Aung San var den nationale frihedshelt i Burma (nu Myanmar), som søgte at skabe en demokratisk enhed i det multietniske land. Hans datter er politikeren Aung San Suu Kyi.

Aung San æres af et flertal som den, der skaffede landet sin selvstændighed fra britisk kolonistyre den 4. januar 1948. Han anses også som militærets grundlægger og omtales som bogyoke (general) Aung San. Militærregimerne siden 1962 har nedtonet hans rolle eller helt slettet ham fra historien, fordi hans datter, Aung San Suu Kyi, siden 1988 har ledet den demokratiske bevægelse mod militærdiktaturet. Men inspirationen fra Aung Sans virke er en del af modstanden mod militærets diktatur.

Student og nationalist i 1930’erne

Hans familie boede i en lille by, Natmauk, i landets tørre zone. Aung San klarede sig godt i skolen og kom på Rangoon Universitet i 1932 midt i et oprør blandt landets bønder mod udbytning fra pengeudlånere og jordejere, som briterne lod immigrere fra britisk Indien. Her blev han studenterleder og redaktør af studenterbladet Oway, som havde navn efter den kæmpende påfuglehans skrig. Bladet skrev kritisk om det britiske kolonistyre. Den kæmpende påfugle blev senere symbol for partiet National League For Democracy fra 1988.

Aung San blev også aktiv i den nationalistiske bevægelse Dobama Asiayone (’Vi burmanere-bevægelsen’) i 1930’erne. Lederne, bl.a. de unge studenter, brugte titlen thakin som betyder ’herre’ og var et modspil til briternes ’master’. Han skrev kritisk om kolonistyret og var med i en studenterstrejke i 1936. Buddhistmunke var blandt de første til at organisere modstand mod kolonimagten og deltog i demonstrationer mod muslimske indvandrere fra Indien, men Aung San mente, at munke skulle holde sig ude af politik og sikre, at Buddhismen ikke blev tilsmudset af sekulært engagement.

Nationalisme og Japans besættelse af Burma

Aung San fortsatte sit politiske engagement. Sammen med andre studenter læste han vestlig politisk litteratur, bl.a. Karl Marx, og studenterne allierede sig med nationalistiske politikere for uafhængighed.

Japanske agenter opererede i Rangoon i 1939, og i 1940 rejste Aung San og en kammerat hemmeligt til Tokyo og fik kontakt med den japanske hær. Aung San og mange nationalister så en mulighed for japansk støtte i kampen for uafhængighed. Aung San og 30 kammerater lod sig træne af den japanske hær og deltog i invasionen af Burma i 1942, hvor den britiske hær blev fordrevet til Indien i en kaotisk retræte.

Aung San blev generalmajor og var stabschef for Burmas Uafhængighedshær (Burma Independence Army, BIA), som var under japansk kommando. Snart oplevede Aung San, at den japanske hær alene styrede Burma, og uafhængigheden i 1943 blev kun proforma.

Aung San blev forsvarsminister, men regeringen var en marionetregering ledet af den burmanske nationalist Ba Maw. Aung San og de andre thakin følte sig snydt, og den japanske hær og BIA behandlede civile brutalt. BIA blev brugt af japanerne til at angribe kristne karen-samfund i det sydvestlige Burma, hvor cirka 2000 blev dræbt. Karenerne var imod besættelsen og modtog våben med faldskærm fra briterne. Mindst 1800 karener blev myrdet, og den interetniske vold var en vigtigt argument for karenerne i deres krav om en selvstændig stat.

Opgøret med Japans besættelse 1945

I 1945 planlagde Aung San at hjælpe briterne med at nedkæmpe den japanske besættelsesmagt. Han var fra 1944 leder af en hemmelig national antifascistisk koalition, som i 1945 fik navnet Anti-Fascist People’s Freedom League (AFPFL). Koalitionen ville af med besættelsesmagten. Den 27. marts marcherede Aung San og BIA, nu kaldet Burma National Army (BNA), ud af Rangoon og til Pyinmana i det centrale Burma. De foregav at skulle på øvelse, men fik kontakt med den britiske general Slim, hvis styrker var trængt ind i det nordlige Burma. Slim fornemmede, at Aung San var ærlig, selv om den britiske konservative guvernør Reginald Dorman-Smith og Churchills regering vil have ham arresteret og dømt for forræderi og henrettelsen af en landsbyleder, men Louis Mountbatten forhindrede dette.

Befrielsen: britisk kolonialisme eller selvstændighed?

Aung San i London, 1947
Aung San uden for Downing Street 10 i London den 13. januar 1947.
Aung San i London, 1947
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Efter landets befrielse i juni 1945 begyndte forhandlinger om landets fremtid med Mountbatten, som havde stor tillid til Aung San. Aung San fik gennemført, at Burmas hær skulle have etniske bataljoner af karen, kachin, chin og burmanere fra BNA. Derefter koncentrerede Aung San sig om de politiske forhandlinger. Men 7000 burmanske soldater, som ikke kom med i hæren, samledes i Peoples Volunteer Organisation (PVO), som skulle være klar til at kæmpe mod briterne, hvis forhandlingerne mislykkes. De skulle opretholde orden, men skabte ofte konflikter og var udisciplinerede.

Den britiske konservative regering og Burmas guvernør ville beholde Burma i Commonwealth med status som dominion (en selvstyrende stat under det britiske monarki). Guvernøren støttede politikeren U Saw, som var fjendtlig over for Aung San. Grænseområderne (Frontier Areas) med mange etniske mindretal skulle forblive under direkte britisk herredømme en tid. Planen blev opfattet som en fortsættelse af den koloniale del-og-hersk politik, og den mødte voldsom modstand hos AFPFL. Flere mindretal ønskede uafhængighed, og Aung San forberedte en civil ulydighedskampagne inspireret af Mahatma Gandhi.

Guvernøren blev hjemkaldt af den nye britiske Labour-regering i 1946, og i 1947 underskrev Aung San i London en aftale om selvstændighed. Han blev medlem af overgangsregeringen og forsamlingen, som skulle udarbejdede en forfatning. U Saw nægtede at underskrive aftalen.

Panglong-konferencen, februar 1947

Aung San søgte at forene de mange modstridende politiske og etniske interesser. Han deltog i en konference i den lille by Panglong i Shan-staten, hvor han lovede de etniske mindretal ”selvstændighed i deres interne anliggender i princippet” og økonomisk assistance. Hans udtalelser ved mødet gav de etniske grupper håb om, at forfatningen blev føderal. Men Panglong-aftalen var blot en hensigtserklæring.

Forfatningen fra 1947 omtaler landet som Union of Burma, dvs. en union af de bjergrige grænseområder og det centrale Burma. Der blev dog oprettet etniske stater: Shan, Karenni (Kayah) samt en Chin Special Division. En karen-stat kom først i 1951; i 1974 mon- og rakhine-staterne. Shan og Kayah – men ikke Kachin – fik tilladelse til at blive selvstændige efter 10 år, hvis en lokal folkeafstemning med to tredjedeles flertal og den lokale regering sagde ja. Da det blev drøftet i 1962, tog general Ne Win, en af Aung Sans 30 kammerater, magten ved et militært kup og afskaffede demokratiet og retten til selvstændighed for de etniske stater. Ordet føderalisme blev et skældsord for militæret.

Problemet med Panglong-aftalen var, at mange mindre grupper og grupper uden for grænseområdet ikke var repræsenteret. Desuden var der usikkerhed om, hvad en union eller en føderation egentlig indebar.

Aung San myrdes, og landet ender i kaos

Den 19. juli 1947 trængte bevæbnede mænd ind til et regeringsmøde og myrdede Aung San og seks ministre, heriblandt hans ældre bror. Den konservative politiker U Saw og hans private hær stod bag mordet. U Saw, der var modstander af Aung San, blev dømt og hængt. Tilsyneladende havde han købt våben fra engelske officerer, der anså Aung San for en forræder. Men rygterne om en britisk forbindelse er aldrig blevet endeligt bevist.

Efter mordet blev U Nu premierminister. Han var Aung San nære allierede i AFPFL, som var splittet mellem socialister og kommunister, mens Aung San og U Nu var socialister, demokrater og pragmatikerne, der forhandlede. Året efter selvstændigheden var der kaos i landet. Der var oprør fra PVO, fra to kommunistpartier, der var blevet ekskluderet fra AFPFL, og fra Karen National Union, karen-folkets politiske bevægelse, som havde forsøgt at opnå britisk støtte til uafhængighed. Engelske officerer og britiske konservative var involverede i en plan om at forsyne karenernes oprørsbevægelse med våben.

Eftertiden

Fra landsbyen Kapali i Myanmar, 2017
Indbygger i den kristne karen-landsby Kappali fremviser i 2017 et fotografi, der blev taget, da Aung San besøgte landsbyen i 1946 for at overtale karenerne til at blive i unionen. Mange karener ærer stadig Aung San og mener, at han ville have sikret dem en rimelig autonomi i en føderation. På fotoet står Aung San ved siden af landsbylederen, som er klædt i gammeldags, lang karen-skjorte.
Fra landsbyen Kapali i Myanmar, 2017
Af .

Aung Sans evne til at forhandle, samle politiske fraktioner og skabe tillid var alvorligt savnet efter selvstændigheden den 4. januar 1948. Hans fravær, briternes del-og hersk-administration og forfatningen skabte grobund for etniske oprør.

Aung San Suu Kyi forsøgte i 2015 at genoplive sin fars ”ånden fra Panglong” og forhandle våbenhviler og endelig fred mellem de godt 20 etniske bevæbnede organisationer og militæret. Men generalerne blokerede fredsprocessen, så hendes projekt ”Det 21. århundredes Panglong-fredsproces” blev ikke til noget. De etniske grupper mente ikke, at hun anerkendte deres identiteter som selvstændige etniske nationaliteter i en føderation, og de vil ikke kategoriseres som ”Myanmar nationale racer”. Hendes far søgte netop at gøre op med briternes opdeling i racer og religion – en opdeling, han kaldte forældet.

Selv om militærstyret i 1988 fjernede Aung Sans billede fra pengesedler og offentlige steder, æres han i dag af befolkningen, og den 19. juli er en national mindedag som ”martyrernes dag”.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig