Faktaboks

Thein Sein
Født
20. april 1945
Thein Sein
Myanmars tidligere præsident Thein Sein. Foto: 2013.

U Thein Sein er en burmesisk general og politiker, som var præsident 2011-2016. U Thein Sein stammmer fra en fattig familie i den sydvestlige del af Irawaddydeltaet. Han var dygtig i skolen, men der var ikke råd til at studere. Militæret optog ham på forsvarsakademiet, og han fik en bachelorgrad. Han gjorde karriere som stabsofficer og avancerede til general, adjudant og fuld general i 2004. Han regnedes for en dygtig administrator og blev udnævnt til premierminister i 2007.

Da orkanen Nargis ramte det sydlige Myanmar i 2008, stod han i spidsen for hjælpen, men var rystet over den måde, hvorpå militæret og administrationen håndterede situationen. Ca. 138.000 omkom, og deltaet med hans hjemegn var helt ødelagt. Han var desuden formand for det forfatningsgivende konvent og blev formand for militærets politiske parti Union Solidarity & Development Party (USDP) før det vigtige valg i 2010. Efter valget udnævnte øverstkommanderende, senior-general Than Shwe, U Thein Sein til præsident.

Reformist, men også demokrat?

Han forlod militæret og samlede yngre, mere liberalt indstillede rådgivere for at bringe Myanmar ud af flere end 40 års isolation. Økonomien blev liberaliseret og militærets monopol på importlicenser brudt.

Andre tegn på at han ønskede reformer var: Han mødte Aung San Suu Kyi, som var løsladt fra sin husarrest. I 2012 kunne hun sammen med sit parti NLD deltage i et suppleringsvalg. Samme år inviterede han eksilerede burmesere hjem, og tillod flere udlændinge at besøge landet. Yangon Universitet blev rømmet af hæren og genåbnet. Medierne fik mere frihed. U Thein Sein talte om god regeringsførelse og var imod den udbredte korruption i landet. Fattige skulle hjælpes, unge sikres skolegang, og miljøet beskyttes. Vanskelige opgaver i et land med årtiers forsømmelser.

I udlandet blev han opfattet som moderat og reformist. Man overså, at han som formand for USDP og præsident støttede den nationalistiske og anti-muslimske bevægelse af buddhistmunke, Ma Ba Tha (Association for Protection of Race and Religion). Bevægelsen holdt sit først møde i januar 2014, bl.a. med støtte fra U Thein Sein. Han og USDP støttede Ma Ba Thas forslag om fire love, de såkaldte racebeskyttelseslove, der blev vedtaget i 2015. Lovene krævede tilladelse til ægteskab mellem personer med forskellige religioner, til konverterring, krav om monogami og befolkningskontrol. Alle disse love var rettet mod muslimer. Han udtalte, at rohingyamuslimerne skulle sendes til et andet land og nægtede at godkende rohingya som etnonym. Religion kom øverst på dagsordenen og hans embedsperiode var præget af voldelige optøjer mod muslimer.

Tavs pensionist

Han trådte tilbage i 2016 efter oppositionens valgsejr ved valget i 2015 og blev efterfulgt af Htin Kyaw. Efter sin tilbagetræden blev Thein Sein en kort tid ordineret som buddhistisk munk. Han begyndte at male landskabsmalerier.

Efter kuppet i 2021 har han ikke ytret sig om landets borgerkrig og økonomiske nedtur. Som præsident udtalte han, at han var "usikker på demokrati", og som de fleste officerer opfatter demokrati som en ustabil form for styre. Han er set på hærens dag 27/3 i 2022 og 2023, hvor han holdt tale for nuværende og pensionerede generaler – som en loyal veteran. Juntaens leder, general Min Aung Hlaing, ses vise Thein Sein respekt.

I april 2023 besøgte en højtstående kinesisk diplomat og Ban Ki-moon, tidligere FN-generalsekretær, Thein Sein. Besøget skete formentligt i et forsøg på, at få ham til at hjælpe med en dialog mellem juntaen og eksilregeringen, National Unity Government, som leder modstanden mod militærstyret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig