Kundby Kirke

Kirkegården har bevaret sine gamle grænser mod syd, vest og nord, mens den er udvidet mod øst. Den middelalderlige, hvidkalkede mur er af munkesten. I vest er en portal, som angiveligt stammer fra den sene middelalder. Hovedindgangen med køreport i sydøst stammer formentlig fra den seneste udvidelse i 1900-tallet.

Kirken kaldes en langhuskirke, da den har et langt kirkerum, hvor skib og kor går i et. Den er opført af rå og kløvede marksten.

Skibets vestlige halvdel udgøres af den romanske stenkirkes skib, mens den østlige halvdel er et kor fra 1500-tallets første årtier. I skibets vestende er i senromansk tid indbygget et tvillingdelt tårnanlæg, der i hovedsagen er nedrevet ved opførelsen af det nuværende tårn. Det er muligvis den ældste af de sengotiske tilbygninger. Nordsidens vestre kapel er ligeledes fra middelalderen. Den yngste af de middelalderlige tilbygninger er våbenhuset i syd. Nordsidens østre kapel er først opført i 1670. Kirken står i dag hvidkalket.

I skibet har oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. De er dog ikke bevaret. Derimod er to af langmurenes oprindelige vinduer bevaret. De står blændet, men de er synlige fra loftrummet. Korets gavl har ligesom tilbygningerne gotiske dekorationer af kamtakker og spidsbuede højblændinger, dvs. høje murnicher.

I slutningen af den romanske periode i første halvdel af 1200-tallet har man bygget et tvillingdelt tårn ind i skibets vestende. Det blev dog revet ned for at gøre plads til det nuværende tårn i munkesten fra omkring år 1500. Murværket har dog ikke været helt stabilt, hvorfor man allerede i 1580 på sydvesthjørnet rejste en særdeles kraftig støttepille.

Det vestlige nordkapel er opført i munkesten i begyndelsen af 1500-tallet.

Det store langhuskor i munkesten er opført i 1500-tallets første årtier. Det fordoblede kirkens længde.

Sakristiet er etableret ved opførelsen af en skillemur i korets østende. Typen kendes fra flere sengotiske korudvidelser, hvor det blandt andet ses i den nærliggende Mørkøv Kirke.

Det store våbenhus mod syd er den yngste af de middelalderlige tilbygninger. Bygningen er formentlig rejst i andet eller tredje årti af 1500-tallet.

Den østlige af nordsidens tilbygninger er opført 1670 som en udvidelse med plads til kirkegængerne. Senest i 1731 indrettedes bygningen til gravkapel. Kapellets ydre er nu afgørende præget af en ombygning i 1926. Her murede man taggavlen om, så den kom til at mime kirkens middelalderlige gavle.

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af skibets murede, krydshvælvede loft fra 1400-tallets anden halvdel og korrummets stjernehvælv fra 1500-tallet. Sakristiet overdækkes af et samtidigt tøndehvælv. Mellem de to nordlige kapeller er en rundbuet arkade, hvor et gitter adskiller de to kapeller. Det vestlige kapel mod nord og tårnrummet har begge krydshvælvede lofter. Fra tårnrummet er forbindelsen til skibet gennem en bred, spidsbuet arkade.

Langhusets tagværk er i sin nuværende skikkelse formentlig fra 1800-tallet.

På langhuskorets nordvæg er i den vestligste vægblænding et indvielseskors, der er udformet som et rødbrunt hjulkors. Det er fra 1500-tallets første årtier.

Omkring år 1525 udsmykkede man vægge og hvælv i det vestlige nordkapel med sengotiske malerier. I dag er kun malerierne i hvælvet bevaret. De viser legenden om Sankt Laurentius' martyrium, og derfor kan man antage, at kapellet har været viet til denne helgen. Malerierne fremstiller helgenens lidelseshistorie som en parallel til Kristi passion. I øst kan man se forhøret af Laurentius, i syd hudflettes Laurentius, i vest torteres Laurentius og i nord ses Laurentius på risten.

Det tidligste bevarede inventar er korbuekrucifikset fra 1529. Det hænger i dag på den blændede arkade til det vestlige nordkapel.

I skibets nordvestlige hjørne står en degnestol fra 1573.

Alterbordsforsiden er fra omkring år 1575. Den er nært beslægtet med Gislinges. De tre malerier på forsiden forestiller Isaks ofring, opstandelsen og Kristus som urtegårdsmand.

Altertavlen er fra 16(12). Den store tavle er arkitektonisk opbygget med firdelt storstykke adskilt af hermer, dvs. søjler som øverst er udformet som en halvfigur. Øverst står Frelseren på en lille konsol. I de store felter er malet citater fra Bibelen.

Prædikestolen er fra 1600-tallets første årtier, angiveligt fra 1626, men den har gennemgået adskillige ændringer i tidernes løb. I de store felter står statuetter, der forestiller Frelseren, og til siderne står evangelisterne med deres attributter, dvs. særlige kendetegn.

Døbefonten er fra perioden omkring 1650. Den er formet som et ottekantet bord, der bæres af kvindelige hermer.

Indgangsdøren til våbenhuset og til det vestlige nordkapel er begge barokke dørfløje. De er fra 1770-1780.

Kirkens bænke er fra 1878. De fremtræder afsyrede.

I sakristiet hænger et epitafium, dvs. et mindesmærke. Det er fra 1594 over Bergite Ien(s)daatter med hendes små døtre og Suend Hansen.

I tårnrummet er placeret et epitafium fra 1622 over fru Karin Skinkel over Anders Dresselbergis til Vognserup og begge hans hustruer.

Indmuret i nordvæggen er i andet fag fra øst en mindetavle fra 1849. Den er over sognes faldne i de slesvigske krige i 1848-1849 og 1864.

Indmuret i tårnets sydvestre pille er en romansk gravsten. Den har et mindre latinsk kors hugget i kontur.

På våbenhusets nordvæg hænger en såkaldt figursten, dvs. en gravsten med figur. Den er fra 1525 over Tale Baad. Den latinske inskription langs kanten kan oversættes til ”her ligger den ædle kvinde og agtværdige frue Tale, datter af den ædle mand Arvid Baad, og fordum gift med den hæderlige adelsmand Laurids Knob, ladt alene, hun døde i det Herrens år 15**”.

På tårnrummets sydvæg hænger en figursten over ”Peder Rudt til Vognsserupe garr og fru Grete Karl Bryskis daater. 1559, den første søndag i faste, lagdes han på båre. Hun efterlevede ham i 16 år og lod dette arbejde gøre, dem begge til ære.” Peder Rud er iklædt rustning. Med højre hånds jernluffe støtter han et langt sværd, mens venstre er bøjet og næsten hviler på det vinkelbøjede jernstykke over skamposen, dvs. ved skridtet. Grete Bryske holder armene foldede over maven. Stenen er angiveligt fra omkring 1575.

Op ad væggen i det østlige nordkapel står i tre dele en gravsten fra 1599. Den er over ”Hr. Svend Hansen, sognepræst til denne kirke. Hos ham hviler hans hustru, Birgitte Iensdatter med deres tre døtre.”

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Kundby Kirke på sogn.dk