Sværd har gennem tiderne haft mange forskellige udformninger. De europæiske sværd er i reglen konstrueret således, at de er lige velegnede til hug og stød. Andre kulturer har lagt større vægt på hugget; det japanske samuraisværd er således først og fremmest et hugvåben.

.

Sværd, hug- og stødvåben, der består af en en- eller tveægget klinge med od, fæste og greb samt evt. en paréranordning. Ordet anvendes oftest om oldtidens og middelalderens våben.

De ældste nordiske sværd er støbt af bronze. De optræder fra ca. 1600 f.Kr. som udprægede stikvåben, men blandt særformerne er et par enæggede krumsværd fra Rørby Mose på Vestsjælland. Bronzesværd afløstes af smedede en- eller tveæggede sværd af jern i århundrederne før Kristi fødsel. Sværdene var et magt- og statussymbol, og talrige sværd, herunder sværd af romersk oprindelse og rigt dekorerede pragtsværd, er fundet i moser som krigsbytteoffer, bl.a. Illerupfundet, Nydam mosefund og Vimosefundet, eller i jernalderens og vikingetidens mandsgrave. Vikingetidens sværd, der som regel var hugvåben, har ofte damascerede klinger forsynet med indlagte tegn og indskrifter. Navngivne sværd med særlige egenskaber omtales i skriftlige kilder, bl.a. i de nordiske sagaer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig