Irlands historie 1890-1921

Den kulturelle nationalisme fik betydning for den politiske ved at give hjemmestyresagen en visionær og utopisk karakter, som den hidtil havde manglet. Den fandtes i tre former, som dog kunne vekselvirke med hinanden og skabe blandingsformer: en katolsk, en litterær og en sproglig.

Konflikten for og imod irsk hjemmestyre fik derved et sekterisk præg: Den kom til at handle om modsætningen mellem katolikker og protestanter. Det førte til en genopblussen af de etnisk-religiøse spændinger, som havde præget Irland i århundreder.

Mange ledende og menige unionister var medlemmer af Oranjeordenen, en organisation, der lige siden sin grundlæggelse i 1795 havde haft en anti-katolsk ideologi. Efter 1886 organiserede Oranjeordenen unionisternes modstand mod hjemmestyret, som på ny blev stillet i forslag i Parlamentet i 1891. Da Ulsters unionister i 1895 grundlagde Ulsters Unionistiske Råd (fra 1905 Ulster Unionist Party), fik ordenen tildelt halvdelen af de 100 pladser.

Bortset fra en lille gruppe godsejere, akademikere og forretningsfolk tilhørte Ulsters protestanter hovedsagelig byernes lavere middelklasse og arbejderklasse foruden et stort udsnit af landbefolkningen. Mange af dem befandt sig derfor på nogenlunde samme økonomiske niveau som katolikkerne. Til gengæld nød de en række sociale privilegier i kraft af Oranjeordenens udbredelse blandt industriens arbejdsgivere.

Ulsterprotestanterne udgjorde ikke nogen samlet gruppe. De bestod af anglikanere og calvinistiske presbyterianere, hvoraf de sidste udgjorde ca. tre-fjerdedele. Men de havde det til fælles, at de ønskede at forsvare sig selv og den protestantiske tradition i Irland. Desuden nærede mange af dem den opfattelse, at de som repræsentanter for en højere, britisk civilisation og race var særligt egnede til at varetage Irlands interesser. De var især skeptiske over udsigten til, at irsk hjemmestyre efter den tredje udvidelse af stemmeretten i 1884 ville betyde et katolsk Irland styret fra Rom: "Hjemmestyre er romerstyre", lød det derfor bestandig fra unionister i Ulster efter 1886.

Inden for den presbyterianske tradition fandtes der en historieopfattelse, som skulle få stor betydning for den strategi, som det Unionistiske Parti lagde efter 1910.

Den historiske fortælling lød, at der i århundreder havde eksisteret et kontraktforhold mellem kolonisterne i Irland og den engelske – og siden den britiske – regering. Kontrakten bestod i, at kolonisterne havde forpligtet sig til at godkende kongen og hans regering, så længe de ydede dem fornøden beskyttelse. Undlod de det, brød de kontrakten. Det var ud fra den opfattelse, at Carson udløste den såkaldte hjemmestyrekrise i 1912-1913, da en forfatningsændring i 1911 fratog Overhuset sin vetoret over love vedtaget i Underhuset, og det derved lykkedes for den liberale britiske regering under Herbert Asquith at få flertal for irsk hjemmestyre.

I begyndelsen af 1900-tallet var magten i Ulsters unionistparti overgået til en ny generation af politikere, der – i modsætning til unionisterne i Sydirland – var kompromisløse over for planerne om irsk hjemmestyre. En af dem var Edward Carson, som blev valgt til leder af partiet i 1910. For Carson var unionisme ikke kun et spørgsmål om at sikre Irlands forbliven i Unionen, men også om at sikre, at Ulster ikke kom med i en hjemmestyreordning.

I Ulster viste stadig flere grupper sig beredte til at forhindre med vold og foretog marcher og militære træningsøvelser i deres fritid.

I begyndelsen af 1900-tallet var der meget lidt industri i Irland, bortset fra i det østlige Ulster. Den lave grad af industrialisering betød, at Dublins proletariat måtte ernære sig ved forefaldende arbejde. Mange mennesker levede i dyb fattigdom. Levestandarden og gennemsnitslevealderen var selv efter globale forhold meget lav, og den indre bys slumkvarterer var berygtede i hele Europa.

Det manglende industrielle grundlag gjorde det svært at organisere arbejdere, sådan som det var sket flere årtier før i England og Skotland. Det er først med dannelsen af Den Irske Fagforeningskongres (ITUC) i 1900, at man kan tale om en egentlig irsk fagbevægelse. Den havde dog kun et beskedent omfang på 60.000 medlemmer. Det store antal uorganiserede arbejdere gjorde det vanskeligt at fremtvinge reformer på arbejdsmarkedet.

Efter Larkins og Connollys ankomst til Irland fik arbejderbevægelsen dog mere vind i sejlene. I 1908 dannede Larkin Det Irske Transport- og Arbejderforbund (ITGWU), som han anså for at være det første skridt i retning af en altomfattende fagforening, der skulle fungere som en form for alternativ til den borgerlige stat.

James Connolly var allerede kendt som en af den internationale socialismes teoretikere, da han kom til Irland i 1910 efter en årrække i USA. Han var forfatter til skrifter, hvor han fortolkede Irlands historie i lyset af Karl Marx. Han mente, at det var en forudsætning for dannelsen af en irsk arbejderrepublik, at der i forvejen fandtes en nationalstat. Derfor skulle nationalister og socialister gå sammen i en kamp mod kapitalisme og imperialisme.

Larkins og Connollys idéer stødte på kraftig modstand hos arbejdsgiverne, men også fra den katolske kirke. Kirken mente, at socialismen stod i ledtog med ateismen og andre trusler mod det kristne Irland. Også mange republikanske nationalister anså socialismen for at være "uirsk". Alligevel var der noget ved socialisternes utopiske vision, som ikke lå fjernt fra deres egne drømme om Irland. I IRB havde man jo under jordkrigen krævet jorden nationaliseret.

Denne radikale fløj af den nationale bevægelser blev i stigende grad skeptisk over for den "vent-og-se"-politik, som den britiske regering og John Redmond førte i et forsøg på at tale sig til rette med unionisterne i Ulster.

Deres skepsis fik næring, da det i begyndelsen af 1914 kom til offentlighedens kendskab, at premierminister Asquith og den konservative leder Bonar Law havde holdt hemmelige møder med Edward Carson om muligheden for en midlertidig eller permanent deling af Irland.

Idet Asquith erkendte, at unionisternes mobilisering og trussel om voldelig modstand ikke var bluff, havde han tilbudt Carson at holde seks af Irlands ni nordlige amter uden for hjemmestyret i en periode på seks år. Tilbuddet blev dog afvist, fordi det viste sig, at flere af regeringens ministre samtidig var i færd med at forstærke det militære beredskab i Ulster for at imødegå eventuelle uroligheder i forbindelse med gennemførelsen af hjemmestyreloven. Da den britiske overkommando i provinsen dog samtidig stiltiende lod deres unionistiske officerer vide, at de ikke ville blive sanktioneret, hvis de "forsvandt under udførelse af militære operationer", indså den britiske regering, at den ikke kunne være sikker på at disponere over en kampdygtig hær i tilfælde af et oprør.

Så meget mere pinligt var det for regeringen kort efter at erfare, at det var lykkedes for UVF at komme i besiddelse af 20.000 rifler, som var blevet indskibet fra Tyskland i al hemmelighed. Få måneder senere svarede John Redmonds Irske Frivillige igen ved at foretage en lignende indsmugling af våben. Det, som i begyndelsen havde lydt som teatertorden, så derfor nu ud som optakten til en borgerkrig. Men det kom det alligevel ikke til. For netop da brød 1. Verdenskrig ud.

For at sikre sig ulsterunionisternes støtte valgte den britiske regering at udsætte hjemmestyreloven indtil krigens afslutning. Samtidig lod Asquith Carson vide, at en endelig irsk ordning ville indeholde særlige, omend ikke nøjere fastlagte foranstaltninger for Ulster. Carson og UVF reagerede positivt ved at stille en division på 35.000 mand til rådighed for den britiske hær.

Da John Redmond ønskede at overbevise Asquith om sydirernes loyalitet over for imperiet med henblik på senere at blive belønnet for sin velvilje med hjemmestyrets endelige indførelse, opfordrede han sine 150.000 Irske Frivillige til at melde sig til krigstjeneste. De fulgte hans opfordring i vidt omfang. I alt skulle Irland komme til at bidrage med ca. 270.000 mand til krigen, som mange af dem ikke skulle vende tilbage fra.

På den radikale fløj af den nationale bevægelse – dvs. IRB's medlemmer og sympatisører – blev Redmonds beslutning dog mødt med kritik. Her frygtede man, at han også ville være parat til at give køb på hjemmestyret efter krigen. Derfor valgte IRB's ledelse, Det Militære Råd, at udnytte den britiske stats krigsdeltagelse til at foranstalte et oprør. Fordi den begyndte på 2. påskedag den 24. april i 1916, er den siden blevet kaldt ”Påskeopstanden”.

Opstanden, der fandt sted i Dublins centrum, blev ledet af den gælisk-katolsk vakte lærer og digter Patrick Pearse og James Connolly. Den blev indledt tidligt om morgenen med Pearses oplæsning af en proklamation, der udråbte en irsk republik og opfordrede ”irske mænd og irske kvinder” til at gå til kamp for Irlands frihed og irernes ret til at eje deres land og udøve uindskrænket suverænitet over det.

Få timer efter blev de første kamphandlinger indledt, efter at britiske politi- og hærenheder rykkede ind mod byens centrum. Her begyndte de at beskyde oprørerne, hvis ledelse havde forskanset sig i hovedpostkontoret i Sackville Street (fra 1924 O’Connell Street). I løbet af seks dage blev opstanden knust. Især fordi den aldrig fik opbakning fra befolkningen. Uden for Dublin var der således kun begrænset militær aktivitet. Store dele af Dublin blev efterladt i ruiner på grund af den britiske hærs brug af tungt artilleri. Det samlede tabstal var 450, heriblandt 132 britiske soldater og 64 irske oprørere. Resten var civile.

Fra et militært synspunkt var oprøret en fiasko, der så ud til at kunne styrke John Redmonds parlamentariske strategi. Men det modsatte skete. For Påskeopstanden skulle få en betydning, der rakte langt ud over den militære.

Det skyldtes, at den britiske regering kort efter gav grønt lys for, at 15 af opstandens ledere blev dømt til døden og henrettet ved skud i Kilmainham-fængslet mellem den 3. og 15. maj. Det forvandlede dem til helte og martyrer, der havde ofret deres eget liv på den irske nations alter. På få uger vendte folkestemningen sig fra hån til vrede og engagement for den sag, de var gået i døden for.

Den offentlige harme blev dels forstærket af et rygte om, at Ulster ville blive holdt uden for hjemmestyret, og dels af den britiske regerings plan om at tvangsudskrive irske mænd til krigstjeneste. Det kom til at gå ud over Redmond og hans parti.

Ved valget i 1918 vandt det hidtil ubetydelige, men separatistiske parti Sinn Féin, der var blevet grundlagt i 1905 af den nationalistiske journalist Arthur Griffith, en jordskredssejr. Det Irske Parti blev på det nærmeste udraderet. Under ledelse af den irsk-amerikanske lærer Éamon de Valera, der med sit amerikanske statsborgerskab var blevet fritaget for henrettelse i 1916, antog Sinn Féin karakter af en bred folkefront.

Efter valget udråbte partiet sig selv til regering for en irsk republik og oprettede desuden et provisorisk (midlertidigt) parlament, Den Irske Forsamling, og egne domstole. I den følgende tid så ledelsen af Sinn Féin stiltiende til, mens der uden for parlamentet blev oprettet en ”Irsk Republikansk Hær” (IRA). Den selvbestaltede hær førte guerillakrig mod offentlige institutioner, myndighedspersoner samt medlemmer af politiet (Royal Irish Constabulary) og et særligt indsat sikkerhedskorps (Black and Tans).

Selv om konflikten undertiden bliver kaldt for en ”anglo-irsk” krig eller ”Den Irske Uafhængighedskrig”, havde den dog reelt karakter af en borgerkrig, idet mange af IRA’s ofre var irere.

I 1921 lykkedes det Sinn Féin med en strategi, som kombinerede politisk pression og vold, at fremtvinge forhandlinger med den britiske regering. Forhandlingerne i London førte til indgåelsen af en anglo-irsk traktat den 6. december 1921.

Traktaten skabte Den Irske Fristat som en såkaldt dominion inden for imperiet og Nordirland med hjemmestyre inden for Unionen. Fristaten bestod af den irske øs 26 sydlige amter, mens Nordirland bestod af seks af Ulsters ni amter.

Det var den britiske premierministers Asquiths trussel om ”øjeblikkelig og forfærdelig krig”, der fik Sinn Féins forhandlingsdelegation med Arthur Griffit og Michael Collins i spidsen til at godkende de betingelser, som traktaten satte. For det første delingen af den irske ø i en henholdsvis protestantisk og katolsk del. For det andet Fristatens forfatningsmæssige status som en del af Det Britiske Imperium.

Det sidste betød, at Irland fortsat skulle være underlagt det britiske kongehus og ikke blev den republik, som lederne af Sinn Féin og IRA havde kæmpet for. I erkendelse af, at IRA ikke ville kunne hamle op med regulære britiske tropper, og at irsk selvstændighed i sidste instans ville afhænge af den britiske regerings velvilje, valgte Collins og Griffith dog at underskrive traktaten. Collins begrundede det med, at traktaten ville være et første skridt mod Irlands fulde frihed.

At der var stor folkelig opbakning bag dette argument, viste den folkeafstemning, der blev afholdt et halvt år senere. Alligevel var modstanden blandt et stort mindretal inden for Sinn Féin og IRA massiv.

Det var især bestemmelsen om, at medlemmer af det fremtidige irske parlament skulle aflægge troskabsed til den britiske konge, der gjorde traktaten uacceptabel for mindretallet. Sinn Féin blev splittet op i en fløj, der blev ledet af Michael Collins, og en fløj, der blev ledet Éamon de Valera.

Da de ikke anerkendte den Anglo-Irske Traktat, mente den sidste fløj, at den nye stat ikke var politisk legitim. Det var i virkeligheden kun IRA’s hærledelse, som havde ret til at regere Irland. Skønt de Valera ved valget i juni 1922 måtte se sit ønske om en forkastelse af traktaten afvist af et stort vælgerflertal, udløste striden en blodig borgerkrig, som bl.a. kostede Michael Collins livet. Den 23. maj 1923 endte borgerkrigen med en klar sejr for den nye stat, han var blevet sat i spidsen for.

Selv om IRA blev tvunget til at nedlægge våbnene, og Irland i 1948 blev udråbt til republik, fortsatte IRA med at bekæmpe både styret i Nordirland og den irske stat igennem resten af århundredet.

Læs videre om Irlands historie fra 1921

• Irlands historie
• Irlands forhistorie
• Irlands historie 430-795
• Irlands historie 795-1169
• Irlands historie 1169-1691
• Irlands historie 1691-1800
• Irlands historie 1800-1890
• Irlands historie 1890-1921 (denne artikel)
• Irlands historie fra 1921
• Irland generelt