Irlands historie 1691-1800

I 1495 havde den såkaldte Poynings Lov fastslået, at den britiske krone gennem kongens gehejmeråd (Privy Council) havde revisions- og vetoret over al lovgivning i det irske parlament. Det irske parlament protesterede dog dengang over denne restriktion af dets magt. I 1541 udråbte Henrik 8. sig til "Konge af Irland" og ophævede derved Irlands status siden 1171 som kongens len (Lordship). Selv om det irske parlament modtog budskabet med "velvilje og glæde", krævede det dog, at kongen behandlede sit irske rige på samme måde som sit engelske.

Det var baggrunden for, at irske protestanter af "gammelengelsk" afstamning anså det for et angreb på Irlands status som kongerige, da det engelske parlament i 1691 indskærpede Poynings Lov og hævdede sin overhøjhed over det genetablerede parlament i Dublin.

Beslutningen betød, at Irland fra nu af blev gjort til en afhængig stat med træk, som mindede om den måde, de engelske kolonier i Nordamerika blev styret på. Politisk gav det sig udslag i, at regeringen indsatte en britisk "vicekonge", der ikke behøvede at inddrage parlamentet i Dublin. Også økonomisk blev Irlands interesser underordnet Englands. Irske købmænd blev for eksempel pålagt en række handelsrestriktioner. I første omgang gjaldt det en lov, der i 1699 forbød irske uld- og klædeproducenter at eksportere deres varer til England eller andre dele af imperiet.

Irlands ny forfatningsmæssige status fik den anglikanske godsejer, filosof og oplysningsmand William Molyneux (1656-1698) til at skrive et kontroversielt, men stringent juridisk formuleret forsvarsskrift for Irland, The Case of Ireland's Being Bound by Acts of Parliament in England (1798). Her afviste han kategorisk det engelske parlaments krav og forudså, at det ville føre til Irlands økonomiske forarmelse. Molyneux' kritik blev siden gentaget af præsten, forfatteren og satirikeren Jonathan Swift i syv pamfletter, som han udgav i 1720'erne under pseudonym som Drapier's Letters.

De konfiskationer af katolikkers jord, som havde fundet sted i 1600-tallet, havde gjort Irland til et land kendetegnet af en række mindre havne- og markedsbyer, og på landet af større og mindre godser, hvis jorde blev dyrket af ejendomsløse løse lejebønder og landarbejdere. Af en befolkning på mellem fire og fem millioner i anden halvdel af 1700-tallet udgjorde katolikker ca. 70%, presbyterianere ca. 20% og anglikanere (dvs. medlemmer af Church of England, som er protestantisk) ca. 10%. Alligevel var det de sidste, der sad på den politiske og økonomiske magt.

Det skyldes, at kun anglikanske godsejere eller deres repræsentanter var valgbare til en af parlamentets 300 pladser. Selv om de udgjorde en snæver og magtfuld politisk overklasse (Protestant Ascendancy), betragtede mange af dem sig dog som irere og som de sande repræsentanter for det irske folk. At være irer betød for dem at være født i Irland og tilhøre den anglikanske kirke. Nationalitet var på det tidspunkt ikke et spørgsmål om etnisk identitet.

Presbyterianerne, der fortrinsvis bestod af mellemstore bønder i Ulster, blev i 1704 – sammen med deres trosfæller i England og Skotland – aftvunget en årlig "trosprøve", som udelukkede alle, der ikke ville deltage i den anglikanske kirkes altergang, fra at indtage offentlige embeder. I Irland nægtede presbyterianerne at underskrive forbuddet og kom derved til at lide under en række sociale begrænsninger, deriblandt adgang til offentlige embeder. De beholdt dog stemme- og formelt også valgretten til parlamentet.

Langt værre var diskriminationen mod katolikker. De blev underkastet en række såkaldte straffelove (Penal Laws), der indskrænkede de rettigheder, som Den Gloriøse Revolution (The Glorious Revolution) ellers havde sikret englænderne i 1688-1689, og som efter 1707 blev udvidet til skotterne.

Indtil Poynings Lov blev stadfæstet i 1720, havde parlamentet i Dublin stadig en betydelig råderet, deriblandt retten til at vedtage nye love. Dette råderum udnyttede den nu udelukkende protestantiske forsamling fuldt ud, da der blevet givet signal fra London om, at man af hensyn til rigets sikkerhed ville se igennem fingrene med en indskrænkning af de irske katolikkers økonomiske og politiske rettigheder ud over dem, der også gjaldt i England og Skotland.

Det irske parlament tøvede derfor ikke længe med at følge Vilhelm 3.'s jordkonfiskationer op med en række "straffelove", der blev gradvist udvidet frem til 1729: The Education Act (1695), The Banishment Act (1697), The Registration Act (1704), The Popery Acts (1704 og 1709) og The Disenfranchising Act (1728).

Parlamentets mål var på længere sigt at udrydde katolicismen i Irland og at omvende katolikkerne til protestantismen. Midlet var i første omgang at forhindre katolikker i at praktisere deres tro. The Banishment Act påbød således alle "papistiske" gejstlige – heriblandt ærkebiskopper, biskopper, præster, jesuitter og medlemmer af de religiøse ordener – at forlade landet. Siden fulgte The Popery Acts, der forbød afholdelse af katolske højmesser.

Da det dog viste sig umuligt at håndhæve disse forbud, anvendte parlamentet også en anden strategi, nemlig at vedtage love, der begrænsede katolikkers politiske og økonomiske rettigheder.

Katolikkers ret til at sidde i parlamentet blev afskaffet i 1692, altså kort efter nedkæmpelsen af Jakob 2.'s katolske hær. Stemmeretten blev dog først frataget i 1728. Med The Registration Act (1704) mistede de retten til at eje jord, mens kontrakter på forpagtning eller leje af jord blev begrænset til 31 år, hvilket var betydeligt kortere end for protestantiske bønder. Også katolikkers arveret blev begrænset. Fx blev det gjort muligt for en søn, der konverterede til protestantismen, at kræve arven efter sin far eller en anden katolsk slægtning. Ægteskaber mellem protestanter og katolikker blev forbudt. Andre love fratog katolikker mulighed for at eje våben og heste over en bestemt pris, fungere som advokater og dommere, tjene i hæren, rejse uden for deres eget område og oprette egne skoler. Da de også blev forhindret i at blive uddannet på universiteter i Irland og i udlandet, blev katolikker i praksis udelukket fra en lang række professioner og fra at deltage i det offentlige liv.

En del katolske godsejere konverterede til anglikanismen for at kunne beholde deres ejendomme. Men der blev kun gjort spæde forsøg på at drive mission blandt katolikkerne.

Straffelovenes betydning viste sig dog at blive begrænsede i forhold til deres oprindelige formål. I stedet for at styrke den irske stat fik det protestantiske overherredømme den modsatte konsekvens, nemlig at undergrave det politiske styres legitimitet. Desuden mistede store dele af den katolske befolkning respekten for loven, de offentlige myndigheder og godsejerstanden, hvis medlemmer også virkede som fredsdommere.

Modsat hensigten med straffelovene medførte de i stedet en styrkelse af den katolske kirkes betydning i Irland. Der var relativt få præster og munke – skønsmæssigt 700 – der forlod Irland, og kun få præster blev retsforfulgt, selv om de trodsede gudstjenesteforbuddet ved at holde højmesser i skjul for myndighedernes blik, ofte ude i naturen.

Allerede et par årtier efter The Banishment Act (1704) var det lykkedes for kirken at genopbygge sit hierarki af biskopper. I fravær af et stærkt segment af katolske lægfolk kom biskopperne med tiden til at indtage rollen som ledere af den katolske befolkning. Da de undgik direkte konfrontationer med staten, blev de i praksis tolereret og endte sidst i århundredet med at blive myndighedernes forbundsfæller i kampen mod radikale modstandere af regimet.

Økonomisk fik lovene som konsekvens, at mange katolske bønder begyndte at spekulere i jord og udnytte deres 31 års lejemål til at øge produktiviteten på en måde, som lejebønder i England og Skotland med langt kortere lejemål ikke var i stand til. Omkring 350 katolske godsejerfamilier, specielt i det vestlige Irland, var formelt bestyrere, men reelt ejere af deres jorde, og de udgjorde derved en slags underjordisk lavadel.

Da straffelovene ikke satte grænser for katolikkers aktiviteter inden for handel, gik medlemmer af den katolske godejerklasse og større bønder desuden ind i kommercielle foretagender. De rigeste familier dannede handelsnetværk, der kunne strække sig på tværs af flere grevskaber (de senere amter), og opbygge handelsforbindelser til Spanien, Frankrig og Vestindien.

Det er tvivlsomt, om de irske bønder i almindelighed havde en lavere levestandard end bønder i andre dele af Vesteuropa på samme tid. Men der herskede store økonomiske forskelle mellem de forskellige egne af Irland. Nogle egne var præget af en så dyb fattigdom, at irske bønders usle levevilkår vakte opmærksomhed i England og ud over landets grænser. Desuden kunne landdistrikterne i år med dårlig høst blive ramt af hungersnød og se befolkningen reduceret med flere hundrede tusinde. Det var ikke ualmindeligt, at hemmelige selskaber – som fx de såkaldte Whiteboys – udøvede kriminelle aktiviteter mod de anglo-irsk godsejere, fx ved at dræbe deres kvæg eller afbrænde deres høst. Også store dele af Dublin var præget af elendige boligforhold, kriminalitet og andre sociale problemer.

Generelt var Irland igennem de første tre fjerdedele af 1700-tallet økonomisk underudviklet. Det skyldtes blandt andet ejendomsstrukturen på landet, idet mange protestantiske godsejere var fraværende og foretrak at bo i England. Derved forsømte de at foretage den form for forbedringer af deres brug, som skete med "landbrugsrevolutionen" i England. Det irske parlament forsøgte dog at modernisere samfundet ved at bygge skoler for almuen og vedtage love, der skulle styrke en industriel udvikling, fx om bygning af kanaler. Ulster, hvor der var en lang tradition fremstilling af tekstiler i hjemmene, blev derved et centrum for industriel fremstilling af linned.

Andre dele af Irland led derimod under kroniske kriser. Det skyldtes bl.a., at mange godsejere – især i den sydlige og østlige del af øen, men også i Ulster – skiftede fra korndyrkning til husdyrhold, hvilet ikke krævede den samme arbejdsstyrke. I Ulster førte det til, at mange bønder med skotsk oprindelse (Scots Irish) begyndte at udvandre til Nordamerika.

Manglen på arbejdspladser skyldtes dog ikke mindst de handelsrestriktioner, som Irland var blevet underlagt. De begyndte allerede i 1699, hvor der – for at beskytte engelsk uldproducenter – blev indført et forbud mod produktion, forarbejdning og eksport af irsk uld til England og de nordamerikanske kolonier. Desuden indebar de en række fragtlove (såkaldte navigationslove), der kun tillod engelske skibe at fragte varer til og fra de nordamerikanske kolonier, hvilket var store begrænsninger af irernes muligheder for at udvikle deres egen handel. I stedet var irske landmænd henvist til at sælge kød og mejeriprodukter til England og enkelte lande på kontinentet.

I kraft af de lempelser af handelsrestriktionerne, som det irske parlament fik fremtvunget i 1779, skete der dog en markant stigning i produktionen, udbyttet og lønningerne i de mellemstore og store brug som følge af en nu ekspanderende eksport af korn, kvæg, mejeriprodukter og tekstiler.

Den økonomiske vækst bidrog til en befolkningsvækst, som havde fundet sted siden midten af århundredet. Alene mellem 1754 og 1806 beregnes befolkningstallet at være steget fra 3,3 til 5,5 millioner. De små handels- og havnebyer begyndte at vokse, og Dublin blev den næststørste by på De Britiske Øer efter London. I kraft af Dublins status som handelscentrum og sæde for parlamentet, opførtes der i den indre by de store og smukke huse, bygninger og pladser, som byen stadig er kendt for.

Den voksende, handelsbaserede katolske middelklasse satte "det katolske spørgsmål" på den politiske dagsorden i århundredets sidste årtier. Da presbyterianerne så en interesse i at stå sammen med den om at kræve lempelser og siden afskaffelse af de straffelove, der havde diskrimineret begge grupper, blev grunden lagt for en politik, der i stigende grad fik en "national" dimension.

Afgørende for det pres for politiske reformer, der satte ind i slutningen af århundredet, var dog følgerne af grundlæggelsen af Storbritanniens såkaldt første imperium i Nordamerika i kølvandet på afslutningen af Syvårskrigen fra 1756 til 1763.

I 1759 dannede en gruppe protestanter i det irske parlaments underhus en fraktion, som kaldte sig "patrioter". Mange af dem var protestanter, der i traditionen fra Molyneux mente, at Ireland havde et historisk krav på at nyde de samme politiske, forfatningsmæssige og handelsmæssige rettigheder som England. Det navn, de gav sig selv, "patrioter", viser dog også, de var optaget af den klassiske republikanismes idé om borgerens pligt til at tjene sit fædreland. Nogle af dem var også lydhøre over for de tanker om borgernes rettigheder (ikke mindst de såkaldte habeas corpus-rettigheder), som efter deres stadfæstelse i forbindelse med Den Gloriøse Revolution (1688-1691) blev videreudviklet i oplysningstiden, bl.a. på de skotske universiteter, især i Glasgow, hvorfra de spredte sig til borgerskabet i det skotsk-irske Ulster og via havnebyen Belfast videre til Nordamerika.

Patrioterne, som i begyndelsen blev ledet af Charles Lucas (1713-1771) og Henry Flood (1732-1791), var dog ikke indstillet på et direkte brud med kongeriget, og de ønskede heller ikke at give afkald på deres egne privilegier som protestanter. Deres politiske mål var større selvstændighed for det irske parlament og reformer af et politisk system, som efter deres overbevisning var blevet stadig mere korrupt i kraft af vicekongens og hans administrations beføjelser.

Deres krav blev kraftigt forstærket af udviklingen i de 13 britiske kolonier på den amerikanske atlanterhavskyst, især efter Den Amerikanske Revolution fra 1775 til 1783. Patrioterne truede med, at noget lignende ville kunne ske i Irland, hvis ikke regeringen i London løsnede op for sin merkantilistiske handelspolitik og gav irerne mulighed for at handle med kolonierne i det britiske imperium. I 1782 lykkedes det patrioterne under ledelse af Henry Grattan og med pres fra borgerlige folkemilitser – de "Frivillige" – at få den britiske regering til at indføre en forfatning, der tildelte det irske parlament øget magt over lovgivningen i Irland.

De Frivillige var dog utilfredse med, at der ikke blev lempet på handelsrestriktionerne. Den 4. november 1779, på Vilhelm 3.'s fødselsdag organiserede de en stor væbnet parade foran kongens statue over for parlamentet på College Green med plakater, hvorpå der stod "Fri handel eller ...". Ti dage efter samlede der sig en endnu større og mere voldelig gruppe foran parlamentet. Få dage efter gav den britiske regering efter for kravet om direkte adgang til handlen med kolonierne.

Den nye forfatning ligestillede dog ikke de to parlamenter. Vicekongen fortsatte med egenrådigt at udpege den irske regering og – gennem tildeling af royale privilegier og embeder – føre kontrol med, hvem der sad i den lovgivende forsamling. Nok så væsentligt var det, at reformen ikke udvidede stemme- og valgretten. Det fik liberale i den protestantiske middelklasse til at konkludere, at den ville have fordel af at indgå en alliance med den katolske middelklasse om at få bugt med oligarkiet. Det var især en idé, der nød udbredelse blandt Ulsters presbyterianere, selv om de var skeptiske over for katolicismen og betragtede den som en form for overtro, som ville uddø i takt med, at folk blev mere oplyste.

Da den sidste af de katolske tronprætendenter af Stuart-dynastiet døde i 1766, anerkendte paven det hannoveranske kongedømme i Storbritannien. Det åbnede op for, at det britiske parlament kunne lempe de restriktioner, der var blevet indført over for katolikker i Det Forenede Kongerige og Irland. Den første lempelse skete i 1778 med en lov, Catholic Relief Act, der afskaffede myndighedernes ret til at forfølge og deportere katolske præster og fængsle katolikker, der drev skoler. Desuden fik katolikker lov til at arve og købe jord, og en protestantisk arving kunne ikke længere kræve en katolsk slægtnings jord. Til gengæld kunne de afkræves en loyalitetsed over for monarken. 14 år senere, i 1792, fulgte en mere vidtgående lov, der bl.a. tillod katolikker at praktisere som advokater og tillod afholdelse af katolske gudstjenester. Året efter fik irske katolikker ret til at stemme. De blev dog stadig udelukket fra at stille op til valg. Og ligesom presbyterianerne var de stadig udelukkede fra visse offentlige embeder. Derfor var der stadig utilfredshed med lempelserne blandt katolikker og "dissenters", som presbyterianere blev kaldt.

Inspireret af Den Franske Revolution stiftede en koalition af liberale protestanter – fortrinsvis presbyterianere fra Ulster – og medlemmer af den katolske middelklasse i Belfast i 1791 Selskabet af Forenede Irere. Dets oprindelige formål var at være en pressionsgruppe, der skulle kæmpe for politiske reformer. Snart udviklede det sig dog til et separatistisk og republikansk parti.

Under en parole om at skabe et Irland, hvor "enhver katolik, anglikaner og dissenter ville kunne kalde sig irer" krævede medlemmerne, at "forbindelsen til England" én gang for alle blev "skåret over", som selskabets leder, advokaten Wolfe Tone (1763-1798), udtrykte det.

Allerede i 1796 forsøgte De Forenede Irere at anstifte oprør. Det skete med støtte fra en fransk flåde. Af vejrmæssige årsager nåede skibene dog aldrig at sætte tropper i land. Vigtigere blev det næste forsøg i 1798. Også ved den lejlighed opnåede Wolfe Tone, der havde fået fransk borgerskab, støtte fra Frankrig. Men igen drillede vejret, og de franske tropper ankom ikke, før oprøret var knust. Årsagen til den forfejlede irske revolution var dog, at De Forenede Irere ikke havde været i stand til at samle irerne om deres sag. I det store og hele stillede det katolske Irland sig på regeringens side.

Alligevel udviklede oprøret sig til en blodig borgerkrig over tre måneder med et tab på menneskeliv på op mod 30.000. Krigen foregik dog næsten udelukkende i Ulster og grevskabet Wexford. I visse tilfælde antog den sekterisk karakter som følge af deltagelsen af den anti-protestantiske og revolutionære Defender-orden, hvis tilhængere stod bag to massakrer på tilfangetagne protestanter og derved brød med de idéer, oprøret oprindeligt byggede på. Defenderne var opstået i midten af 1780'erne i grevskabet Armagh som en hemmelig, edsvoren broderskabsorden, der forsvarede katolske bønder mod de anti-katolske Peep o' Day Boys. De sidste organiserede sig i 1795 under navnet Orangeordenen, som så det som sit formål at forsvare Irlands protestantiske arv. Dermed var grunden lagt for eftertidens sekterisk-politiske konflikter.

For at opnå de katolske biskoppers støtte i kampen mod radikaliserede katolikker oprettede den britiske regering samme år et præsteseminar i Maynooth vest for Dublin. To år efter nedkæmpelsen af opstanden i 1798 vedtog den britiske regering under William Pitt den Yngre en lov, der ophævede det irske parlament og indlemmede Irland i Det Forenede Kongerige fra 1801. Unionen blev gennemført under protester fra det irske parlament, hvis leder, Henry Grattan, betragtede det som den irske nations endeligt. Til gengæld blev unionsloven støttet af det katolske hierarki, som havde fået stillet en politisk ligestilling af katolikker i udsigt. Det løfte blev dog blokeret af veto fra Georg 3.

Læs videre om Irlands historie under Unionen 1800-1914

• Irlands historie
• Irlands forhistorie
• Irlands historie 430-795
• Irlands historie 795-1169
• Irlands historie 1169-1691
• Irlands historie 1691-1800 (denne artikel)
• Irlands historie 1800-1890
• Irlands historie 1890-1921
• Irlands historie fra 1921
• Irland generelt