Irlands historie 795-1169

Indtil 841 gjorde vikingerne ikke forsøg på at tage land. Men i det år opførte norske vikinger en overvintringslejr ved udmundingen af floden Liffey i Det Irske Hav. Det følgende år regnes for grundlæggelsen af Dublin ("den mørke dam") på et sted, hvor der i århundreder havde fandtes et vadested (Áth Cliath, Dublins oprindelige irske navn). I de følgende årtier oprettede vikinger lignende lejre i det sydlige Irland. Derfor går næsten alle Irlands vigtige byer på eller nær de irske kyster – Wicklow, Arklow, Wexford, Waterford, Cork og Limerick – tilbage til dem.

De skandinaviske vikinger, der drog til Irland, udgjorde ikke en samlet gruppe. Norske og danske vikinger var tværtimod ofte i indbyrdes rivalisering. Efter danskernes ankomst til Dublin fra deres besiddelse Yorvik (York) i Nordøstengland anført af deres konge Ivar Benløs sluttede de to grupper dog fred. De blev enige om at give kongemagten over byen og dets opland til både Ivar og Olav den Hvide, lederen af en tilrejsende norsk flåde. Selv om Ivar vendte tilbage til York i en lang periode, blev han efter Olavs tvungne hjemrejse til Norge udnævnt til "Konge over nordboerne i hele Irland og Storbritannien".

Som følge af fortsatte stridigheder mellem norske og danske vikinger svækkedes deres magt så meget i Dublin, at det i 902 lykkedes irerne at drive "hedningene" ud. Kilderne tyder på, at det samme gjaldt alle de øvrige vikinger i Irland.

I 917 vendte en talrig vikingeflåde dog tilbage til Det Irske Hav anført af Ivars barnebarn Sigtryg Silkeskæg Han kom fra Danelagen, som siden 880'erne havde bestået af kongerigerne East Anglia og Northumbria samt et område mellem dem. Efter en række voldsomme slag med seks irske konger, som kulminerede med Slaget om Dublin i 919, grundlagde han og de danske vikinger Dublin på ny.

Det skete lidt længere nede ad Liffey på det sted, der i dag kendes som Wood Quay. De rige rester fra den nye by, som husede flere tusinde indbyggere, blev udgravet af arkæologer over en 20 år lang periode fra midten af 1970'erne. Sammen med senere udgravninger i Waterford viser de to byer og deres huse, at vikingerne skabte en ny form for bystruktur og arkitektur i Irland. Ingen af dem har nemlig deres lige i hverken Danelagen eller Skandinavien.

I de næste par årtier fungerede York-Dublin som en stærk politisk akse. De angelsaksiske kongers generobring af Danelagen svækkede dog også vikingernes magt i Irland. Dublin og de andre vikingebyer overlevede kun, fordi deres konger forstod at indgå alliancer med de irske konger. Vikingerne kunne fx forsyne dem med glimrende lejesoldater, og deres skibe, økser og sværd fandt god anvendelse.

Ud over at oprette byer forandrede vikingernes tilstedeværelse ikke det irske samfunds grundlæggende struktur. Men vikingerne satte alligevel tydelige spor i eftertiden.

Den krigsform, vikingerne indførte, kom fremover til at præge konflikterne mellem de irske småkonger, som var blevet tvunget til at opbygge mere slagkraftige, professionelle hære, der gjorde brug af lejesoldater.

Desuden fik de skandinaviske vikinger stor betydning for udviklingen af en handelskultur. Fra midten af 900-tallet foregik der en betydelig handel i deres lejre, og især Dublin og Waterford blev vigtige handelsbyer. Her kunne den irske overklasse anskaffe sig luksusvarer fra kontinentet og Asien. Håndværk voksede frem, og den norske vikingekonge Sigtryg Silkeskæg slog som den første mønt i Irland. Ligeledes indførte vikingerne vægte til at sikre retfærdige handler på markedspladserne.

Irland havde selv kun få eksportvarer, der kunne betale for de fremmede varer. De kunne dog sælge huder fra deres store flokke af kvæg til brug i skrivestuerne på kontinentets klostre. Desuden blev krigsfanger i stort tal udført som trælle via Dublin til både England, kontinentet og Norden. Før vikingetiden var det hyppigst kun krigsfanger der var blevet brugt som trælle, men vikingerne lærte irerne at sælge slavegjorte mænd og kvinder. Den irske økonomi menes dog ikke at have udviklet sig til en egentlig slaveøkonomi.

Historien viser, at vikingerne, der oprindelig var kommet til Irland for at plyndre, i 900-tallet var blevet et handelsfolk. Samtidig gennemgik de en gradvis assimilation, giftede sig med irske kvinder og tog det irske og de irske sæder til sig. Mange af dem blev kristnet i løbet af 900-tallet. Arkæologiske fund tyder på, at mange af dem, der vendte tilbage til Skandinavien, bragte deres nye tro med hjem.

Til gengæld kom vikingerne også til at præge irsk kultur. Irske håndværkere, der lavede udsmykninger i metal og på sten, som fx på højkors og smykker, og hidtil havde gjort det i såkaldt keltisk stil, lærte også at bruge den stilart, som kendes fra norske stavkirker: slyngede planter, slanger/drager og andre dyremotiver. Sproghistorikere har desuden vist, at skandinaverne udvidede det irske ordforråd, fortrinsvis inden for skibsbygning og søfart.

I Irlands nationale fortælling og folkelige tradition kaldes vikingerne "danskere", skønt de fleste kom fra Norge. De bliver også kaldt for "fremmede" og "hedninge", der ikke respekterede klostrenes fredhellighed og ranede dem for alt af værdi, som de kunne komme i nærheden af. Derfor har Slaget ved Clontarf i 1014 da også været betragtet som den endelige sejr over dem. Men nutidige historikere har længe vidst, at virkeligheden ikke var så enkel.

I slutningen af 900-tallet var befolkningen i kongedømmet Dublin en etnisk blanding af irere og skandinaviske vikinger. Da byen samtidig var en af de vigtigste handelsbyer i Nordeuropa ønskede ambitiøse irske konger at få kontrol over byen. En af dem var Brian Boru, en af de største helteskikkelser i Irlands middelalderhistorie.

Brian var kommet til magten i provinsen Munster i 976. Han havde ambitioner om at blive højkonge, og under ham udviklede Munster sig til en militær og politisk magt, der forsøgte at dominere de to tilstødende provinser, Leinster og Connacht. Det bragte Brian på kollisionskurs med kongen af Tara, Máel Sechnaill, hvis magtbase lå i Meath i den centrale del af øen. Efter at de to i 997 var nået til enighed om at betragte henholdsvis den sydlige og den nordlige del af Irland som deres magtsfærer, brød Brian dog kort efter aftalen og forsøgte at slå sig op som højkonge.

Men selv om han kom længere i sin bestræbelse end nogen anden tidligere konge, var han kun i stand til at hævde sin autoritet ved hyppig brug af militærmagt og trusler mod sine modstandere. I 1013 brød et større oprør ud blandt hans underordnede konger i Dublin og Leinster. Oprøret nåede et klimaks på Langfredag 1014 i et slag, der blev udkæmpet ved Clontarf, som i dag er en forstad til Dublin. I slaget deltog der vikingekrigere, der var kommet rejsende så langt fra som Orkneyøerne. Til gengæld deltog der også vikinger fra Connacht på Brians side.

Under slaget led mange døden, deriblandt kongen af Leinster og Brian selv. Ifølge legenden blev han dræbt i sit telt, hvor han var gået hen for at bede. At han døde på en langfredag gjorde ham egnet til senere brug af eftertidens historieskrivere til at fremstå som indbegrebet af den retfærdige kristne konge. Efter sin død blev han begravet i Irlands kirkelige hovedsæde i Armagh, hvis munke førte deres kloster og kirke tilbage til Skt. Patrick.

Slaget havde ikke nogen klar vinder. Sigtryg Silkeskæg beholdt herredømmet over Dublin, som fortsatte med at være Irlands vigtigste handelsby. Bystatens militære magt og politiske betydning blev dog aldrig den samme som før. Om det skyldes slaget ved Clontarf er dog usikkert. I de næste to hundrede år måtte alle, der ønskede at blive konge over Irland, dog sikre sig kontrol over byen, dens havn og frugtbare opland ved fx at sørge for, at en slægtning blev konge over Dublin.

Brian Boru selv blev altså aldrig konge over hele Irland, selv om han i den nationale myte gengives som sådan. Han blev efterfulgt af sin søn, som var konge over Munster i næsten et halvt århundrede. Både Donnchad og hans efterkommere gennem fire generationer blev formelt regnet for at være konger over Irland. Reelt var de dog kun regionale konger. Derfor var der ikke noget samlet irsk kongedømme, da anglo-normannerne ankom til Irland i 1169.

Læs videre om Irlands historie 1169-1691

• Irlands historie
• Irlands forhistorie
• Irlands historie 430-795
• Irlands historie 795-1169 (denne artikel)
• Irlands historie 1167-1691
• Irlands historie 1691-1800
• Irlands historie 1800-1890
• Irlands historie 1890-1921
• Irlands historie fra 1921
• Irland generelt