republikanisme

Republikanisme er dels en gængs betegnelse for tilslutning til statsformen republik (modsat monarki), dels en mere specifik betegnelse for udformningen af en politisk tænkning, som man kan beskrive som hhv. værdirepublikanisme og forfatningsrepublikanisme, og de to supplerer hinanden.

Disse tankegange, der hentede inspiration i det antikke Grækenland og Rom, opstod i Norditalien i 1200-t. og udvikledes gennem de følgende 200 år. Centrale idéer blev forestillingen om frihed, dvs. frihed fra tyranners vilkårlige magt, og om borgerdyd (lat. virtus).

I en republik er det fælles og offentlige vigtigere end det private, og det er borgernes patriotiske pligt at deltage aktivt i det offentlige. Tillige forekommer et indslag af lighedstænkning, der har forskellig styrke alt efter tid og sted, og det giver sig udslag i form af en kritisk holdning til rigdom, da rigdom anses for at kunne lede til selviskhed, korruption og spændinger.

Ved siden af denne tradition, der fremhæver vigtigheden af moralske værdier og borgerdyd, står en anden, der understreger politiske institutioners betydning. Her betones specielt magtbalanceprincipperne, der er baseret på en blanding af monarkiske, aristokratiske og demokratiske elementer; principperne formuleredes først af Platon, viderebearbejdedes af Aristoteles og fik den mest indflydelsesrige udformning hos den græsk-romerske historiker Polybios i 100-t. f.Kr. Værdirepublikanismen nåede et højdepunkt i renæssancen med florentinerne Niccolò Machiavelli og F. Guicciardini (1483-1540).

Den engelske politiske tænker James Harrington (1611-77) formulerede i Oceana (1656) sine idéer om den blandede forfatnings muligheder for at sikre frihed (se konstitutionalisme). Disse forfatningstanker fik stor indflydelse på debatten i de nordamerikanske kolonier forud for løsrivelsen, især i kraft af James Madison, som blev en af hovedforfatterne til Federalist Papers (1787-88).

I den amerikanske republikanske opfattelse indgik samtidig elementer af borgerdydstraditionen, men uden et negativt syn på rigdom. Man ville tværtimod, bl.a. under indflydelse fra Montesquieu, fremme et merkantilt samfund og en stærk middelklasse.

Værdirepublikanismen fik i 1700-t. en stærk fortaler i Jean-Jacques Rousseau. Selvom tankerne om den brede og intensive direkte borgerdeltagelse i politik gradvis svækkedes i løbet af 1800-t., efterhånden som det indirekte, repræsentative demokrati vandt frem, så er værdirepublikanismen blevet genoplivet siden 1960'erne.

På den politisk-filosofiske side kan nævnes Hannah Arendt og Jürgen Habermas samt udviklingen af kommunitarianisme; på den politologisk-historiske side John Pocock med forbindelse til den amerikanske forfatningsdebat og Quentin Skinners fremhævelse af frihedsidéerne i de republikanske traditioner. Samtidig er der opstået en livlig international debat om det ønskelige i mere aktivt demokrati, herunder en større anvendelse af folkeafstemninger.