Irlands historie 430-795

Den ældste irske kirke var tilsyneladende organiseret i bispedømmer ligesom på kontinentet. Men hurtigt kom klostervæsenet til at spille en central rolle, hvilket gav den irske kirke en særlig karakter. Kirken blev mindre hierarkisk, idet der skete en magtfordeling mellem biskopperne, der udøvede åndelig og sakramental autoritet, og klostrenes abbeder, der varetog administrationen og relationen til det omgivende samfund og de verdslige magter.

Abbederne behøvede ikke selv at være præsteviede. Da de ofte stod i et nært familieforhold til den lokale konge eller det lokale aristokrati, sad mange af dem betydelig magt og indflydelse. Kongerne beskyttede til gengæld enten et enkelt eller en hel føderation af klostre (paruchia). Da sådanne føderationer rivaliserede med hinanden, kunne de oprette egne hære og føre indbyrdes krige. Til gengæld var nogle af dem også stærke nok til at sikre en fredhellig tilværelse i det politisk opsplittede og ofte krigeriske irske samfund.

Selv om den irske kirke i de første århundreder havde en decentral struktur med stor lokal variation, viste den sig med tiden mindre effektiv end den kontinentale model, som kirken i Rom havde skabt. Omkring 700 havde den opnået en så høj grad af centralisering, at man kan tale om den irske kirke og ikke kun de irske kirker.

Den irske kirke havde i den tidlige middelalder visse andre særtræk. Den irske klostertradition var som den eneste i Europa inspireret af den mellemøstlige og egyptiske kirkes eremitideal. Irske munke kunne finde på at slå sig ned på de geografisk mest isolerede steder som for eksempel på små, utilgængelige øer i Atlanterhavet, toppen af et bjerg eller bredden af en sø dybt inde i skovene, der dengang dækkede Irland.

Men kun de færreste munke boede på sådanne steder i årevis, og de var sjældent helt alene, idet nogle eneboere byggede klynger af ”bikubeceller” i nærheden af hinanden. De fleste foretrak at leve i klostre, hvoraf nogle var rummede flere tusinde munke og med det omgivende lægfolk udgjorde små byer. Mange af klostrene blev bygget i grænseområderne mellem kongedømmer eller på steder, hvor der tidligere havde ligget et hedensk kultsted. Det sidste skete sandsynligvis på direkte anbefaling fra Rom for at lette trosskiftet.

Et andet særtræk ved den irske kirke var, at mange klostre var ”dobbeltklostre” med en afdeling for mænd og en anden for kvinder. Kun nogle af klostrene var forbeholdt mænd, der levede kysk (i cølibat), for det var dengang almindeligt, at munke og nonner indgik ægteskaber og fik børn sammen.

Foruden munke og nonner var klostrene også hjemsted for lægfolk af begge køn. Nogle af de mænd og kvinder, der valgte at tilbringe deres liv i et kloster, gjorde det, fordi de personligt ønskede at leve på en måde, som dengang blev anset for et udtryk for den mest perfekte kærlighed og hengivenhed til Gud. Andre valgte klosterlivet som en bod for en stor synd, de havde begået. Andre igen opsøgte klostrene for at komme over en personlig sorg eller for at slippe væk fra de uforudsigelige og ofte kaotiske omstændigheder, der herskede i datidens voldelige og epidemiplagede samfund.

Det tredje særtræk ved den irske kirke var, at klostrene ikke var lukkede institutioner, sådan som det var tilfældet med klostrene på kontinentet. De var ikke afsondret fra verden og lå ofte i nærheden af befærdede ruter, så de kunne besøges af pilgrimme. Det gjorde det også let for munkene at besøge andre klostre og opretholde forbindelse til klostre i Europa, som de samarbejdede med om udveksling af manuskripter og uddannelse af skriftkyndige. Derfor gik en stor del af dagliglivet i klostrene med at tage sig af besøgende på kortere og længere ophold, og der fandtes særlige regler for at udvise gæstfrihed over for fremmede og tilrejsende.

Udbredelsen af kendskabet til de bibelske teksters indhold var afgørende for, at det kristne evangelium kunne udbredes til det ikke-kristne Europa. Derfor fik kopier af bibelske skrifter en særlig værdi i samfund som det irske, som undergik en kristning. Afskrivning af evangelierne og andre skrifter var en af de vigtigste arbejdsopgaver i klostrene. Da de irske munke gjorde meget ud af at udsmykke bøgerne, som de skrev på kalveskind, har Irland i dag en rig kulturarv af såkaldt illuminerede skrifter, hvoraf det kendteste er Irlands nationalklenodie Book of Kells, der rummer de fire evangelier.

Da latin var kirkens officielle sprog og blev brugt i Bibelen og liturgierne, skulle munkene lære at beherske latin. De første hagiografier og bibelkommentarer, der dukkede op omkring 600, viser, at denne læreproces var lykkedes. Munkene skrev også helgenbiografier (hagiografier) på latin. Den sprogindlæring af latin, der skete på klostrene, gjorde de irske munke til foregangsmænd inden for lærebøger i grammatik, og deres grammatikker blev brugt i hele Europa. Deres kendskab til latin gjorde dem også i stand til at læse de antikke forfattere og digtere foruden de senere kirkefædre. De irske klostre fik på den måde et europæisk ry for at være lærdomssæder.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår det irske skriftsprog opstod. De første tekster på såkaldt arkaisk oldirsk (300–750), som blot bestod af korte inskriptioner på sten, blev skrevet på et alfabet, som kaldes ogam. De første tekster på oldirsk (750-900) går tilbage til 700-tallet, hvor de først forekommer som love og oversættelser i margenen på de latinske liturgier og afskrifter. Den første bog med længere tekster på irsk er Armagh-bogen fra ca. 807.

I de følgende århundreder skabtes der en stor irsk litteratur i alle genrer, også poesi, skrevet på middelalderirsk (eller "klassisk irsk") i perioden 900-1600. Det gjaldt bl.a. den rige og meget omfangsrige myte- og sagnlitteratur fra førkristen tid, da Irland var kulturelt forbundet med den keltiske kultur i Vest- og Sydeuropa. Da en meget stor del af den irske middelalderlitteratur ikke er oversat, og kun meget få historikere kan læse old- og middelalderirsk, er kendskabet til irsk kultur og historie i middelalderen endnu begrænset.

Det var munkenes bøger på latin, der udgjorde forudsætningen for, at de var i stand til at udøve en betydelig indflydelse som missionærer.

Hvor den første kristendom kom til den sydlige del af England og Wales gennem romerne i 300-tallet, var det irske munke, der kristnede de folk, der levede længere nordpå i Skotland, Northumbria og Cumbria.

Det skyldes først og fremmest munken Columba (Columcille). Columba, der udgik fra en adelig slægt i det vestlige Ulster, opførte sammen et følge af munke et kloster på den lille ø Iona i de Indre Hebrider. Iona lå i et område, som dengang var en del af det større nordirsk kongerige Dalriada, som omfattede både nutidens irske amt Antrim og dele af nutidens Galloway og Ayr i det vestlige Skotland. Da Iona lå tæt på datidens sejlruter i de Indre Hebrider, kunne Columba og hans munke i de følgende årtier anlægge adskillige klostre og drive mission blandt picterne og de gælisktalende briter længere sydpå. Derved blev Iona knudepunktet for en klosterføderation med stor magt og autoritet. Da kongedømmerne i Northumberland og Skotland blev afhængige af støtten fra Iona, var der også tale om en politisk magt.

Senere drog irske munke til kontinentet for at udbrede kristendommen blandt de førkristne folk i Nordeuropa. En af dem, Columbanus, bragte det irske klostervæsen med sig til kontinentet. Det gjaldt også dets særlige traditioner: det private skriftemål og det tilhørende system af boder.

Betydningen af de klostre, irerne byggede, var, at den landbaserede, irske klosterkristendom fik indflydelse på den kontinentale kristendom, som hidtil havde været et fortrinsvist urbant fænomen.

Den irske kirke udviklede tidligt en anden beregningsmåde for påsken end den romerske. For at kunne beregne påsken førte de irske klostre fra omkring 600 årlige optegnelser, og efterhånden begyndte de at nedskrive vigtige begivenheder af kirkelig og politisk art. Disse årbøger, de irske annaler, er af et enestående omfang og en vigtig kilde til Irlands historie.

Men den særlige beregning af påskens placering i kirkeåret gav også anledning til konflikt med den romerske kirke. Den var skeptisk over for megen etnisk-kulturel variation og ønskede at skabe en universel kirke. Konflikten, som også omfattede reglen for den måde, en munk skulle klippe sit hår på (tonsuren), blev søgt løst ved en synode i Whitby i 664. Afgørelsen faldt ud til fordel for den romerske tradition. Efter synoden fortsatte store dele af de britiske og irske kirker dog længe med at følge deres egen kalender. De ”keltiske” kirker udgjorde nemlig aldrig nogen samlet front i striden, men var delt mellem dem, der ønskede at fortsætte i deres egen etniske tradition og dem, der var villige til at rette ind efter den romerske.

Fra midten af 700-tallet havde de store klostre i kraft af deres abbeder opnået så megen verdslig magt, at de deltog aktivt i irske magtkampe. Det resulterede i, at magten efterhånden kom til at ligge i en håndfuld storkongers og deres allierede abbeders hænder.

De irske samfund var mandligt domineret og opdelt i fire klasser under en konge/høvding: aristokratiet, frie mænd (på to niveauer) og ejendomsløse livegne. Blandt de sidste var personer, der var blevet taget til fange under krig eller på erobringstogter på den irske ø eller i Wales og blev brugt som trælle.

Økonomisk byggede samfundene på kvæghold. Den status, som tilfaldt klanen og den enkelte, skyldtes dog ikke kun deres rigdom, men først og fremmest den ære, de kunne opnå i krig med andre folk. I det hele taget var personlig og kollekiv ære de højeste mål i tilværelsen.

Kongen (rí) var samfundets politiske hersker og regerede over et folk (túath), som trods deres slægtskab ikke regnede deres oprindelse tilbage til en fælles forfader. Kongen var en personficering af folket, og det var hans vigtigste opgave at forsvare sit folk over for dets fjender og sørge for, at det trivedes inden for det landområde, som det kollektivt havde ejendomsret til.

Kongemagten gik i arv inden for hans slægt, og hans efterfølger blev udpeget inden for hans egen levetid, ofte umiddelbart efter hans tiltræden. Kongedømmet havde oprindeligt også en sakral betydning og var derfor udstyret med privilegier og omgærdet af tabu-regler. Provinskongerne blev indsat ved en særlig ceremoni, der tog form af et frugtbarhedsrite på en af Irlands hellige høje – Tara i Leinster, Emhain i Ulster og Cruachan i Connacht – i form af kongens samleje med en præstinde. Riten symboliserede en forening af kongen med hans folk, men sandsynligvis også mellem solens og jordens kræfter. Efter Skt. Patricks ankomst til Irland blev ritualet dog afskaffet, og i takt med kristningen af Irland mistede kongedømmet det meste af sin sakrale karakter.

Til at rådgive sig og deltage i beslutningsprocessen havde kongen en forsamling (oenach), som bestod af den adelige overklasse af krigere. Krigerne havde pligt til at tjene ham ved fx at skaffe ham fremmede fanger og trælle, give ham gaver og udvise gæstfrihed under hans rejser inden for riget. Kongerne havde deres hovedsæde, crannóg, bag isolerede palisadeværker på øer i de store floder og søer eller i ringborge, ráth, på højdedrag.

Ud over krigerne havde kongen embedsmænd i form af forskellige lærde personer. Selv om de var få, havde de stor betydning. For det første var der druiderne. Det var præster, der holdt forbindelsen til de guddommelige magter ved lige.

For det andet var der digterne (fili). De var oprindeligt tilknyttet druidernes kult og ansat til at hylde og rådgive kongerne. De nød stor prestige og udøvede betragtelig indflydelse i samfundet i alle spørgsmål vedrørende politik, ideologi og historie. De havde ansvar for at bevare traditionen, genealogierne (slægtsoptegnelserne), kongelisterne, oprindelsesmyterne og den topografiske viden. Før Irlands kristning fandtes denne viden udelukkende i mundtlig form.

Barderne indtog en rolle, der lignede digternes, men befandt sig socialt på et laver niveau. I lighed med digterne var der tale om en professionelt uddannet klasse, der havde til opgave at hylde en konge og gengive historien på teknisk avanceret versemål og undertiden med satirisk bid.

Endelig var der de lovkyndige, de såkaldte brehonere. Siden jernalderen havde Irland haft sine egne love, Brehon-lovene, der regulerede dagliglivet i spørgsmål om ejendom, kontrakter og arv, men ikke forbrydelser. Dem var det op til de enkelte familier selv at hævne.

Brehon-lovene byggede på skikke, der var blevet videreført fra den ene generation til den anden. De var oprindeligt uskrevne og på vers for at lette indlæringen og den mundtlige overlevering. De blev nedskrevet af kristne munke mellem 650 og 750 og kan herunder have undergået visse forandringer. Kongen var ikke lovgiver for sit folk, men skulle følge lovene, som blev bevaret og fortolket af brehonerne, der til daglig virkede som konfliktmæglere snarere end dommere.

De fire grupper var stærkt medvirkende til at give det politisk opsplittede Irland en høj grad af kulturel enhed forud for Irlands kristning. De kristne missionærer bandlyste druiderne, men deres rolle blev videreført i kristen form af digterne. Brehon-lovene fortsatte med at blive administreret som et civilt retssystem ved siden af den katolske kanon-lov frem til 1169, da anglo-normannerne indførte deres egne love efter erobringen af Irland. Efter nogen tid blev de dog genoplivet og praktiseret til langt op i 1600-tallet i de dele af Irland, som lå længst fra Dublin. Også den irsk-sprogede bardiske tradition levede videre til 1600-tallet.

Selv om både det førkristne og kristne irske samfund var præget af stor social ulighed og var meget patriarkalsk, nød frie kvinder – i modsætning til kvinder, der levede som trælle – visse rettigheder i spørgsmål om seksuel vold, skilsmisse og, afhængigt af deres sociale status, arv og ejendom. Men generelt blev de betragtet som ”legalt inkompetente" i lighed med børn, psykisk syge og mentalt retarderede.

I førkristen, såkaldt keltisk tid dyrkede irerne flere kvindelige guddomme, og der fandtes desuden kvindelige druider. I den irske kirke nød kvinder som tidligere nævnt anerkendelse som både nonner og abbedisser. Kilderne tyder på, at mange af de første til at gå over til kristendommen var kvinder, både døtre fra aristokratiet og trælle.

Da kristendommen kom til Irland, var øen var opdelt i mange små kongedømmer, et sted mellem 100 og 150. Der var derfor tale om små "stater" og folkegrupper, omend deres størrelse kunne variere. Nogle rummede således blot en enkelt klan.

Der var også konger, der havde større magt end andre. De største af dem havde ifølge lovteksterne titel af "konge over konger" (ruiri). En sådan konge havde mindre konger under sig, der personligt var afhængige af ham, ydede ham tribut og leverede fanger, der for det meste tjente ham som trælle.

Endnu højere magt og status havde en provinskonge (rí ruireg), som var den øverste konge i en af det irske øs fire provinser (Leinster, Munster, Ulster og Connacht. Nogle af provinskongerne påberåbte sig overhøjhed over hele Irland som "højkonger". De blev dog aldrig anerkendt som sådan af de andre, og titlen fandtes heller ikke i loven.

Ydre pres i form af angreb fra skandinaviske vikinger forstærkede dog en tendens til, at de små kongedømmer blev afløst af større.