Ulster Unionist Party (UUP) er et nordirsk politisk parti med rødder i Orangeordenen. Det begyndte at tage form som Ulster Unionist Alliance i 1885-1886 i modstanden mod den liberale britiske regerings lovforslag om irsk hjemmestyre, Home Rule. Partiet blev grundlagt i 1905 af Edward James Saunderson og Edward Carson. I 2021 blev Doug Beattie formand for UUP'

I Sydirland repræsenterede unionismen oprindeligt primært den vigende anglikanske godsejerklasses interesser. Sydirske unionister afviste ikke totalt et irsk hjemmestyre. Den nordirske unionisme, som var baseret på Ulsters store protestantiske middel- og arbejderklasse, var derimod militant afvisende, specielt efter dannelsen i 1904-1905 af Ulster Unionist Council (UUC). UUC gik forrest i kampen mod det tredje lovforslag om hjemmestyre i 1912-1914 og accepterede Irlands deling og skabelsen af en nordirsk stat inden for unionen i 1920.

Partiet havde flertal i det nordirske parlament fra 1920'erne og indtil parlamentets nedlæggelse i 1972. Siden udskilte flere partier sig fra det i dag moderate UUP. I dag er UUP Nordirlands næststørste unionistparti efter det mere yderliggående Democratic Unionist Party (DUP).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig