Med en ny lov blev kongeriget Irland fra 1801 føjet sammen med England og Skotland i The United Kingdom of Great Britain and Ireland. I teorien blev Irland en ligestillet del af kongeriget. Men reelt bevarede Irland nogle af de træk, der havde kendetegnet landet under det foregående århundredes protestantiske og koloniale styre, deriblandt politisk diskrimination af katolikker og en ejendomsstruktur, der favoriserede den anglo-irske overklasse af godsejere. Derfor lagde Unionen, som den blev kaldt til daglig, grunden til et krav om irsk hjemmestyre og jordreformer.

Unionsloven

Dublin Castle
Eksercits i Dublin Borg, 1830
Af /National Library of Wales.

Efter undertrykkelsen af De Forenede Ireres opstand i 1798 besluttede den britiske regering at tage fuld kontrol over Irland ved at forene Irland og Storbritannien i en union.

Der var tre formål med unionsdannelsen. For det første at modernisere Irland ved at få større indflydelse på den sociale og økonomiske udvikling. For det andet at sikre Storbritannien mod angreb fra Frankrig vestfra. Og for det tredje at få befolkningen i Irland til at identificere sig med den britiske stat og imperiet.

Unionsdannelsen medførte nedlæggelsen af det irske parlament. Til gengæld blev Irland tildelt 100 pladser i det nye unionsparlaments underhus. I dets overhus fik irerne 28 pladser. Dertil kom fire pladser til Irland anglikanske biskopper. Ansvaret for regeringen af Irland forblev hos "vicekongen" og hans kancellichef, som præsiderede på Dublin Borg.

Katolsk emancipation

Den britiske premierminister William Pitt d.Y. (1759 – 1806) havde fået de irske biskopper til at støtte unionsloven med et løfte om at gøre en ende på den politiske diskrimination af katolikker. Imidlertid nedlagde Georg 3. Veto, fordi han mente, det ville være i strid mod hans kroningsed, hvor han havde svoret at beskytte protestantismen. Hans blokering af katolsk emancipation var den vigtigste årsag til, at irernes støtte til unionen snart begyndte at dale.

Da katolikkerne endelig blev emanciperet i 1829, skyldtes det en effektiv kampagne iværksat af den katolske sagfører og senere politiker Daniel O'Connell (1775-1847) og den Katolske Forening, han grundlagde i 1823. O'Connell viste sig i stand til at mobilisere den brede irske befolkning for sagen, og i 1829 gav tory-regeringen efter for presset. Året efter trådte O’Connell ind i parlamentet, hvor han sluttede sig til den liberale gruppe.

Kampagne for ophævelse af Unionen

Daniel O'Connell-monumentet i Dublin
Monumentet af Daniel O'Connell af billedhuggeren John Henry Foley. Monumentet står ved enden af O'Connell Street, Dublins hovedstrøg.
Af .
Licens: CC BY 2.0

O'Connell fulgte fra 1840 sin vellykkede kampagne for katolsk emancipation op med en kampagne for en "ophævelse" af Unionen. Han gjorde det aldrig klart, hvad en ophævelse af den politiske union ville indebære, ud over at Irland fik sit parlament tilbage. Selv om den nye kampagne nød mindre folkelig opbakning end den første, var også den præget af store folkelige møder. Skønt yndighederne opfattede dem som en skjult trussel om vold, gik O’Connell selv udelukkende ind for at bruge parlamentariske midler for at opnå målet.

Alligevel blev han i 1843 arresteret og idømt en fængselsdom på tre måneder. Da han kom ud, var hans helbred og politiske prestige svækket.

I stedet overgik lederskabet af bevægelsen til en yngre generation, som kaldte sig "Det Unge Irland". De unge irere forsøgte at skabe en tværreligiøs, nationalkulturel vækkelse i befolkningen gennem deres blad The Nation, som i hvert nummer bragte artikler om irsk litteratur, kultur og historie. I modsætning til den kongetro O'Connell var medlemmerne af Det Unge Irland republikanere. Mange af dem deltog i 1848 i et voldeligt, men fejlslagent oprør og endte med at blive deporteret til Australien og USA.

Kulturel nationalisme

Bladets redaktør, journalisten Thomas Davis (1814-1845) var inspireret af den tyske romantik. Han mente, at forudsætningen for irsk selvstændighed var skabelsen af en national identitet med udgangspunkt i Irlands folkelige historie, litteratur og sprog. For at irernes folkesjæl igen kunne blive ren og stærk, måtte Irland imidlertid først befries for den angelsaksiske indflydelse, som havde forurenet og svækket den folkelige kultur lige siden koloniseringen af Irland. Davis, der selv var protestant og anglo-irer, var overbevist om, at en fremtidig irsk identitet måtte tage form af en sammensmeltning af de forskellige kulturelle og religiøse traditioner.

Selv om han døde i en ung alder, nød hans idéer i de følgende årtier udbredelse blandt unge katolske nationalister, men havde også en vis gennemslagskraft blandt intellektuelle protestanter, som var begyndt at interessere sig for Irlands keltiske kulturarv. Det gjaldt f.eks. digteren Samuel Ferguson (1810-1886). Ferguson mente, at den anglo-irske overklasses sociale isolation fra den brede befolkning var selvforskyldt, fordi den var uvidende om den kulturarv, som farvede deres gælisktalende, katolske medborgere ånd og mentalitet. Kendskab til keltiske myter og sagn og den irske middelalderlitteratur ville derfor få dem til at føle sig mere hjemme i Irland.

Fergusons og hans åndsfællers genopdagelse og formidling af den gæliske tradition og kultur banede vejen for en bred kulturel vækkelse i slutningen af århundredet.

Den Store Hungersnød

Sultende irsk familie
Fotografi fra 1840'erne af sultende landarbejderfamilie i Carroe, Co. Galway.
Sultende irsk familie
Af /National Library of Ireland.
Licens: CC BY 2.0

De Unge Ireres oprør i 1848 skete midt under Den Store Hungersnød i 1845-1850. Selv om Irlands forarmede og hungerramte befolkning ikke sluttede op om oprøret, blev hungersnøden et vendepunkt i Irlands historie.

Den direkte anledning til hungersnøden var en svamp, der ramte kartoffelplanten i forbindelse med høsten i 1845 og vendte tilbage i de følgende tre år. Men det var en kombination af økonomiske, politiske og ideologiske faktorer, der gjorde hungersnøden til en katastrofe af en dimension, som ikke var set i Europa siden middelalderen. På fem år faldt det irske befolkningstal på 8,4 millioner med tre millioner. Lidt over en million døde af sult og følgesygdomme, især tyfus. Knap to millioner blev tvunget til at udvandre. Udvandringen fortsatte resten af århundredet, og da Irland blev selvstændig i 1921, var befolkningen kun halvt så stor som før hungersnøden.

At konsekvenserne blev så alvorlige, skyldtes, at de mindre bønder og landarbejderne på det tidspunkt ernærede sig næsten udelukkende ved de kartofler, der dyrkede på deres egne små jordstykker, og derfor var helt afhængige af dem til livets opretholdelse.

En anden årsag var den britiske regerings helt utilstrækkelige forsøg på at afhjælpe nøden. Den konservative regering tillod fortsat korneksport til Storbritannien, men ophævede et forbud, som havde været gældende siden 1815, mod import af korn fra Nordamerika. Desuden blev der sat nogle offentlige arbejder, typisk vejbygning, i gang. Og der blev bevilliget og støtte til velgørende organisationer, som stod for uddeling af mad fra offentlige suppekøkkener.

Den liberale regering, der i 1846 efterfulgte den konservative, var præget af tidens nye liberale tro på laissez-faire: Staten ikke skulle blande sig i noget, der i virkeligheden var skabt af markedsforholdene og den irske bondebefolknings uforsvarligt store børnerigdom. Mange britiske liberale mente, at katastrofen skyldtes irske godsejeres manglende modernisering af deres landbrug og lagde derfor hovedansvaret for finansieringen af fattigdomsforsørgelsen på de anglo-irske godsejere.

Men her stod ejendomsstrukturen i vejen. Flere af godsejerne boede i England, mange var forgældede og andre så en fordel i at blive af med deres bønder for at kunne lægge driften om til kvæg. Da de ikke længere modtog jordleje fra deres bønder, tvangsudsatte de dem derfor. Det betød, at hundrede af tusinder småbønder og landarbejdere endte på de fattighuse, hvor mange af dem døde af underernæring og følgesygdomme.

Regeringens svigt og den mangel på forståelse, man kunne møde i den engelske offentlighed, gødede jorden for en militant og anti-britisk nationalisme. Desuden fik hungersnøden bønderne til at kræve jordreformer.

Reformkamp

Uhensigtsmæssig ejendomsstruktur

I 1870 ejede den gennemsnitlige godsejer ca. 810 ha jord, hvilket var ca. 93% af al landbrugsjord i Irland. Der var store forskelle på godsernes størrelse. Af de 800 godsejere ejede 302 af dem 33,7% af jorden i Irland. Der var også forskelle mellem bønderne.

Før hungersnøden bestod langt størstedelen af landbefolkningen af store bønder, mellemstore bønder, husmænd og jordløse landarbejdere. Dertil kom forvaltere af jorde, som var ejet af godsejere, der boede i Storbritannien. De store og mellemstore bønder disponerede over flere brug, som de lejede ud til husmænd. Det betød, at der lokalt kunne forekomme store interessemodsætninger inden for bondestanden. Dette gjaldt især i det frugtbare Syd- og Østirland, hvor de mere velstillede bønder – i lighed med "progressive" godsejere – allerede i slutningen af 1700-tallet var begyndt at tilpasse deres produktion til den nye markedsøkonomi, konsolidere deres jorde og skifte fra korn til kvæg.

Men det irske landbrug havde længe haft brug for reformer, der effektiviserede landbrugsproduktionen og tilpassede det til et stadig mere kommercialiseret marked. Store dele af den irske landbrugsøkonomi stod i stampe, mens der andre steder i Europa, f.eks. i Danmark, for længst var blevet gennemført jordreformer, der motiverede bønderne til at foretage jordforbedringer og indføre nye afgrøder og dyrkningsmetoder.

Den landbrugsstruktur, som var blevet skabt under det protestantiske overherredømme i 1600- og 1700-tallet, viste sig at være en forhindring for en forøgelse af landbrugsproduktionen. Det var dog på det tidspunkt kun i mindre grad en konflikt mellem godsejere og bønder. For dengang var bøndernes lejemål lange, for det meste på 30 år. Det var til gavn for bønderne, for i perioder med høje priser kunne de øge deres indtægter ved at foretage forbedringer i driften, f.eks. ved at dræne lavtliggende jorde. Til gengæld fratog systemet godsejerne deres motivation til at investere og indføre nye dyrkningsmetoder og afgrøder.

Krav om jordreformer

Satirisk tegning

En anglo-irsk godsejer tigger sin irske bonde om at betale sin leje. Bonden udviser arrogance og skjuler et våben på ryggen. Satirisk tegning fra 1880. Den viser, hvordan kravet om jordreformer blev opfattet i Storbritannien.

Af .
Licens: CC BY 2.0

Efter hungersnøden forsøgte godsejerne at øge deres indtægter ved at få del i de profitter, deres bønder skabte sig. Det gjorde de ved at erstatte de gamle 30-årige lejekontrakter med korte. Normalt blev der indført et-årlige lejemål, men i nogle landsbyer endda månedlige. Desuden blev bønderne stillet over for korte udsættelsesfrister i tilfælde af udeblevne betalinger.

Omkring 1870 havde 80% af Irlands bønder årlige lejemål. Lejen varierede alt efter størrelsen og værdien af jorden. På de fattige jorde i Vestirland kunne afgiften være næsten uoverkommelig høj, mens den på de gode jorde i Midt- og Sydirland, hvor affolkningen havde gjort det muligt for de mellemstore bønder at overtage mindre gårde, kunne give bønderne en stigning i indkomsten, som langt overgik den afgift, de betalte godsejerne. Alligevel var også disse bønder stillet i en økonomisk usikker position, når de i nedgangstider med kort varsel risikerede at blive sat ud af deres jorde, sådan som det var sket for mange af dem under hungersnøden. Det var derfor, at de på det tidspunkt begyndte at kræve jordreformer.

Kravet nød en vis lydhørhed i England, hvor der i visse dele af samfundet var en begyndende forståelse af, at irerne ikke var blevet behandlet retfærdigt siden deres indtræden i unionen.

Britisk imødekommelse

Afgørende blev det, at det liberale partis nye leder, William Gladstone (1809-1898), var en af dem, der forstod problemerne ved den eksisterende ejendomsstruktur. Men han havde til gengæld ikke megen viden om Irland. Han forstod f.eks. ikke, hvor eksplosiv situationen var mange steder på øen.

I begyndelsen af sin regeringsperiode var Gladstone dog ikke indstillet på gennemgribende reformer. Da han blev premierminister i 1869, lagde han kun op til reformer, der ville tilfredsstille den katolske middelklasse i byerne og på landet. Derved håbede han at få dem at tage afstand fra de radikale og undertiden voldelige grupper af mindre bønder, som ønskede mere vidtgående ændringer af samfundet.

Gladstones strategi havde tre led. For det første ønskede han at tildele bønderne visse økonomiske og juridiske rettigheder over for godsejerne. For det andet ønskede han at gøre en ende på den anglikanske kirkes privilegerede status. Og for det tredje ville han give den katolske middelklasses børn adgang til universiteterne, så de kunne kvalificere sig til offentlige embeder og liberale erhverv, som irske protestanter hidtil havde haft eneret til. Realiseringen af det sidste mål blev imidlertid bremset af den katolske kirke, der var modstander af verdslige uddannelsesinstitutioner. Til gengæld havde Gladstone i 1869 held med at fratage Church of Ireland sin status som statskirke med ret til at opkræve kirkeskat (tiende). Det følgende år fik han gennemført sit første mål. Med sin jordlov i 1870 imødekom han de mellemstore bønders krav om at blive kompenseret af godsejerne for de forbedringer af marker og bygninger, de selv foretog.

Reformen betød et fald i antallet af tvangsudsætninger, men stillede ikke bønderne tilfreds. De havde nemlig yderligere tre krav: rimelige lejeafgifter, faste lejeperioder og friheden til at sælge deres gårde. Kravene, der ville medføre en indskrænkning af godsejernes ejendomsret, bragte bønderne på konfrontationskurs med godsejerne og blev derfor afvist af Gladstone. Det udløste den såkaldte jordkrig, som efter nogle få år blev knyttet sammen med et andet krav: kravet om irsk hjemmestyre.

Jordkrigen

Tvangsudsættelse
Familie fra Moyasta, Co. Clare, der med politiets hjælp bliver tvangsudsat fra deres går under jordkrigen. Fotografi fra ca. 1879.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Jordkrigen brød ud, da et par gode årtier for landbruget blev afbrudt af tre år med faldende priser i både Irland og resten af Europa. Under recessionen var mange irske bønder ude af stand til at betale deres lejeafgifter, og på de fattigere jorde, der især lå i Vestirland, frygtede de, at de igen ville blive ramt af hungersnød.

Godsejerne reagerede da også som tidligere ved at sætte bønderne ud af deres gårde, ofte i samarbejde med det lokale politi og militæret. Mange steder gik bønderne til modstand i form af trusselsbreve, mord, brandstiftelse og drab på kvæg og andre husdyr. Effektiv blev modstanden dog først, da de små bønder i 1879 begyndte at organisere sig inden for et Nationalt Jordforbund. Initiativet til organiseringen blev taget af journalisten og republikaneren Michael Davitt.

Davitt var et ledende medlem af Det Irske Republikanske Broderskab (IRB), en hemmelig organisation, der var blev stiftet i 1858 med det formål at oprette en "uafhængig demokratisk republik”. IRB videreførte den voldelige, republikanske tradition, der var begyndt med Wolfe Tone og De Forenede Irere i 1790'erne.

Den voldelige tradition

Bombningen af Clerkenwell-fængslet
Den 13. december 1867 bombede medlemmer af IRB (Irish Republican Brotherhood) Clerkenwell-fængslet i London for at befri en kammerat. Eksplosionen ødelagde flere omkringliggende huse, dræbte 12 mennesker og sårede 120. Ingen af de indsatte slap fri.

Flere af IRB's medlemmer havde været aktive i Det Unge Irland og deltaget i dets oprør i 1848. Da oprøret mislykkedes, og konføderationens ledere blev deporteret, fortsatte de deres politiske arbejde blandt hungersnødens udvandrere for at vinde dem for den nationale sag. Hvervekampagnen blev ledet af IRB’s amerikanske søsterorganisation Det Feniske Broderskab.

Fenierne, som de snart også blev kaldt i Irland, blev fordømt af den katolske kilder for brugen af voldelige midler – f.eks. ved at foranstalte opstande i 1865 og 1867 og foretage angreb på Canada fra USA. Især den irske organisation var hæmmet af indre splittelser og en effektiv infiltration fra politiets side. Alligevel fik de indirekte stor betydning for mobiliseringen af en folkelig nationalisme, især efter henrettelsen af tre af broderskabets aktivister efter den mislykkede opstand i 1867. De blev betragtet som den irske nations ofre og blev gjort til genstand for martyrdyrkelse under årligt tilbagevendende mindebegivenheder.

Selv om IRB forsøgte at drage politisk fordel af den nye folkelige nationalisme, kom de nationale følelser dog først og fremmest den gryende demokratiske bevægelse for irsk selvstyre til gode. Derfor besluttede IRB i 1873 at reorganisere sig. I en ny strategi, som blev indskrevet i en forfatning, blev et voldeligt oprør udsat til den dag, hvor det blev vurderet som sandsynligt, at et flertal af befolkningen ville støtte det. Bag strategien stod bl.a. Michael Davitt.

Den nye strategi tilskyndede broderskabets medlemmer til at engagere sig i sager, der tjente det nationale mål. For Davitt og andre ledere var spørgsmålet om jordreformer en oplagt sag. Men Davitt vidste godt, at han med sin radikale politiske baggrund var uegnet til selv at stå i spidsen for det Nationale Jordforbunds kampagne. Derfor tilbød han posten som formand til den protestantiske godsejer og parlamentariker Charles Stewart Parnell, som var leder af den hastigt voksende hjemmestyrebevægelse.

Den demokratiske tradition

Demokratiske nationalister mente, at fremtidige ændringer af Irlands stilling i Unionen skulle ske gennem forfatningen, dvs. det britiske parlament. Mange af dem så oprettelsen af en irsk nationalstat som det yderste mål, men var parate til i første omgang at acceptere en reform, f.eks. i form af en forbundsstatsløsning.

Den demokratiske – eller "konstitutionelle" – nationalisme havde rødder i den patriotiske bevægelse i anden halvdel af 1700-tallet og Daniel O'Connells kampagne for ophævelse af Unionen i 1832-1843. I begyndelsen havde modstanden mod unionsloven nydt størst udbredelse blandt godsejerne, fordi den havde frataget dem deres privilegier og magtmonopol. Med årene og den gradvise udvidelse af stemmeretten i 1832, 1867 og 1887 fandt konstitutionalismen dog stadig større støtte i alle samfundsklasser i land såvel som by og, ikke mindst vigtigt, den katolske kirke.

Gennembruddet skete i 1870. I det år gik en gruppe irske parlamentsmedlemmer sammen om at danne en "Hjemmestyreforening" under ledelse af den konservative økonomiprofessor og parlamentariker Isaac Butt.

Hjemmestyrebevægelsen

Mindemonument for Parnell

Monument for Charles Stewart Parnell i nordenden af O'Connell-Street, Dublins hovedstrøg. På muren bag Parnell ses et citat fra en af hans taler og en gylden harpe, som senere skulle blive Irlands officielle statssymbol.

Af .
Licens: CC BY 2.0

Foreningen satte sig to mål. Det første var at genoprette det irske parlament fra 1782. Det andet var at rette op på de økonomiske skævheder mellem Irland og Storbritannien. Irland skulle dog forblive inden for Det Britiske Imperium.

Efter sit valg til parlamentet i 1875 tilsluttede Parnell sig den forholdsvis løse partidannelse. I kraft af sin aggressive stil og blændende retorik afløste han efter par år den mere kompromissøgende og lavmælte Butt og stod fra ca. 1880 bag dannelsen af en gruppe hjemmestyretilhængere i Westminster, det såkaldte Irske Parti (Irish Parliamentary Party). Parnell mente, at moderate reformer ville være i godsejernes egen interesse, fordi deres sociale og økonomiske privilegier havde isoleret dem fra resten af samfundet og derved hindret dem i at spille den politiske lederrolle, de burde indtage, omend på nutidens demokratiske forudsætninger.

Jordforbundets aktionsformer og samarbejdet med hjemmestyrepartiet viste sig så effektivt, at William Gladstone i 1881 gav efter og fremlagde et lovforslag om en vidtgående jordreform, som imødekom bøndernes hovedkrav om rimelige lejeafgifter, faste lejeperioder og frihed til at sælge deres jord. Men han afviste den radikale fløjs krav om ekspropriation og nationalisering af godsejernes jord. Det førte til en splittelse inden for Jordforbundet og et brud mellem Parnell og fenierne.

Med sin klare afstandtagen til IRB og den militante nationalisme sikrede Parnell sig til gengæld den katolske kirkes støtte til sit langsigtede mål: irsk hjemmestyre (Home Rule). Samtidig blev Gladstone indstillet på at lave politik sammen med ham om Irlands fremtid. Især fordi hjemmestyrepartiet i 1885-1886 sad med nøglen til, at de liberale kunne vinde regeringsmagt. Efter at have drøftet det med Parnell, fremsatte han i 1886 et lovforslag. Forslaget endte dog med at splitte de liberale, idet partiets unionstilhængere brød ud og dannede et Unionistparti, som stemte mod lovforslaget sammen med de konservative.

Unionismen

Gladstone forsvarede sit lovforslag om irsk hjemmestyre med, at en reform af unionen ville være det bedste langsigtede forsvar for den. Den ville nemlig kunne aflaste et politisk system, som led under en overcentralisering. Ved at fordele det politiske og administrative ansvar over en større del af unionen ville lokale embedsmænd føle en højere grad af medansvar og udføre deres opgaver på en mere effektiv måde. Desuden frygtede Gladstone, at alternativet til irsk hjemmestyre ville blive et socialt kaos, der ikke kun ville ramme Irland, men også sætte stabiliteten i Storbritannien over styr. Men et mindretal i hans parti og størstedelen af de konservative var altså modstandere af en sådan reform.

Mange konservative var imod irsk hjemmestyre, fordi de betvivlede irernes loyalitet over for imperiet og endnu betragtede Irland som en britisk koloni. Desuden nærede de en dyb mistro til den katolske kirke og den rolle, den ville kunne få i et hjemmestyret Irland. Endelig var de alarmerede over de radikale agitatorers fremfærd i spørgsmålet om jordreformer. De mente, at deres mangel på respekt for ejendomsretten ikke alene ville få alvorlige følger i Irland, men også få konsekvenser i resten af imperiet. Nogle af dem indtog tilmed en "ultraloyalistisk" position: De mente, at hensynet til unionens fortsatte beståen var vigtigere end parlamentarismen og de enkelte folks ønske om selvbestemmelse. Dermed sendte de et signal til Ulster om, at det var i orden at forsøge at bremse forslaget med ikke-demokratiske midler. Det har været opfattelsen blandt Ulsters protestantiske "loyalister" lige siden.

Her var reaktionen på lovforslaget yderst voldsom. I forbindelse med fremsættelsen af forslaget om hjemmestyre eksploderede gaderne i Belfast i etnisk-religiøse optøjer. Politisk set bevirkede protesterne, at Ulsters store liberale parti brød sammen og måtte overlade sine pladser til ultra-loyalister, som nu begyndte at kalde sig "unionister". Unionisterne fungerede derefter som en særlig gruppe inden for det konservative parti. Herved sikrede de en blokering af Gladstones lovforslag.

Ulsterunionisternes bekymring over deres fremtidige status i et hjemmestyret Irland, der ville blive domineret af øens katolske flertal, blev delt af mange protestantiske anglo-irere i Sydirland. Men så længe anglikaneren Parnell stod i spidsen for hjemmestyrepartiet, sluttede mange af dem fortsat op om det. Men i 1890 blev han stødt fra magten som følge af offentliggørelsen af et mangeårigt uægteskabeligt forhold til en liberal kollegas hustru. Det kunne hans liberale alliancepartnere ikke stå mål til.

Nok så vigtigt var det, at også de katolske biskopper vendte Parnell ryggen. Den katolske kirke havde længe betragtet tidens nye liberale og individualistiske værdier for at være produkter af et samfund og en civilisation, der befandt sig i en dyb åndelig krise. Kirkens opbakning til hjemmestyret havde hele tiden skyldtes dens forventning om, at den ville få tildelt en vigtig rolle som vogter af den offentlige moral og som garant for den irske nations identitet og værdigrundlag i et hjemmestyret Irland.

Læs videre om Irlands historie fra 1890-1921

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig