Home Rule

I begyndelsen af 1840’erne stod den irske sagfører og politiker Daniel O’Connell i spidsen for en kampagne for ophævelse af unionen med Storbritannien og genoprettelse af parlamentet i Dublin. Kampagnen endte dog med at løbe ud i sandet og blev først taget op 30 år senere.

I 1870 gik en gruppe irske parlamentsmedlemmer sammen om at danne en "Hjemmestyreforening" under ledelse af den konservative økonomiprofessor og parlamentariker Isaac Butt. Foreningen satte sig to mål. Det første var at genoprette det irske parlament fra 1782. Det andet var at rette op på de økonomiske skævheder mellem Irland og Storbritannien. Irland skulle dog forblive inden for Det Britiske Imperium.

Efter sit valg til det britiske parlament i 1875 tilsluttede den reformvenlige, protestantiske godsejer Charles Stewart Parnell sig den forholdsvis løse partidannelse. I kraft af sin aggressive stil og blændende retorik afløste han efter par år den mere kompromissøgende og lavmælte Butt. Fra ca. 1880 stod han sammen med hjemmestyretilhængere i Westminster det såkaldte Irske Parti (Irish Parliamentary Party).

Parnell mente, at moderate reformer ville være i godsejernes egen interesse, fordi deres sociale og økonomiske privilegier havde isoleret dem fra resten af samfundet og derved hindret dem i at spille den politiske lederrolle, de burde indtage, om end på nutidens demokratiske forudsætninger.

Parnell gik i alliance med Det Nationale Jordforbund, som blev dannet i 1879 med et krav om jordreformer. Dette samarbejde viste sig så effektivt, at den liberale premierminister William Gladstone i 1881 gav efter for forbundets krav. Han fremlagde et lovforslag om en vidtgående jordreform, som imødekom bøndernes hovedkrav om rimelige lejeafgifter, faste lejeperioder og frihed til at sælge deres jord. Gladstone afviste den radikale fløjs krav om ekspropriation og nationalisering af godsejernes jord. Det førte til en splittelse inden for Jordforbundet og et brud mellem Parnell og den forbundets radikale fløj, som bestod af medlemmer af Det Irske Republikanske Broderskab (IRB), de såkaldte feniere.

Med sin klare afstandtagen til IRB sikrede Parnell sig til gengæld den katolske kirkes større til det langsigtede mål om irsk hjemmestyre. Samtidig blev Gladstone indstillet på at lave politik sammen med ham om Irlands fremtid. Især fordi hjemmestyrepartiet i 1885-1886 sad med nøglen til, at de liberale kunne vinde regeringsmagt. Efter i flere måneder at have drøftet det med Parnell fremsatte Gladstone i 1886 et lovforslag om irsk hjemmestyre. Forslaget endte dog med at splitte de liberale, idet partiets unionstilhængere brød ud og dannede et Unionistparti, som stemte mod lovforslaget sammen med de konservative.

Mange konservative var imod irsk hjemmestyre, fordi de betvivlede irernes loyalitet over for imperiet og endnu betragtede Irland som en britisk koloni. Desuden nærede de en dyb mistro til den katolske kirke og den rolle, den ville kunne få i et hjemmestyret Irland. Endelig var de alarmerede over de radikale agitatorers fremfærd i spørgsmålet om jordreformer. De mente, at deres mangel på respekt for ejendomsretten ikke alene ville få alvorlige følger i Irland, men også få konsekvenser i resten af imperiet.

Voldsomst var reaktionen på lovforslaget dog i Ulster, hvor den gav anledning til udviklingen af unionismen og dens radikale udtryk loyalismen, som begge forsvarede Irlands forbliven inden for Unionen.

Gladstones forslag endte dog med at blive nedstemt i Overhuset. Det samme skete i 1893. Men efter en parlamentsreform i 1909, som fratog det konservativt og unionistisk dominerede overhus vetoretten, blev der banet vej for en endelig vedtagelse.

Ved at give Irland hjemmestyre mente den irsk-presbyterianske befolkning i Ulster dog, at Gladstone og de senere liberale regeringer brød en gammel historisk pagt mellem Irlands protestanter og den britiske regering. Konsekvensen måtte være, at Ulsters unionister havde ret til at trodse regeringen, i yderste fald med magt.

Forud for vedtagelsen af en hjemmestyrelov i 1914 gennemgik forholdet mellem Ulster og den britiske regering under Herbert Asquith (1852-1928) derfor en krise. Unionisterne organiserede en privat hær, Ulster Volunteer Force (UVF), som truede med at udløse en borgerkrig, hvis lovforslaget blev vedtaget og gennemført.

Udbruddet af 1. Verdenskrig betød imidlertid, at lovens ikrafttræden blev udskudt til efter krigen, og da var tiden løbet fra hjemmestyre. Det endelige resultat blev Irlands deling i 1921 i Nordirland, der fik hjemmestyre inden for Storbritannien, og Den Irske Fristat (fra 1948 republikken Irland), der blev politisk uafhængig, men med status som dominion under Det Britiske Imperium.

• Irlands historie
• Nordirlands historie