Hungersnøden i Irland 1845-1850

Den udløsende, biologiske faktor var Phytophthora infestans (kartoffelskimmel), en svamp, som kan angribe kartoffelplanten og forårsage kartoffelskimmel, der i kombination med bakterier får plantens knolde til at rådne enten i jorden eller under lagring. Svampen havde i de foregående år bredt sig til fra USA til store dele af Europa, men trivedes især i kolde og våde klimaer som det irske.

At konsekvenserne blev så alvorlige her skyldtes dog ikke kun, at 1845 var et særligt vådt år.

Det skyldtes først og fremmest, at de mindre bønder og landarbejderne på visse dele af øen på det tidspunkt ernærede sig næsten udelukkende ved kartofler, og derfor var helt afhængige af dem til livets opretholdelse.

Da kartofler er hårdføre og kalorie- og næringsrige, havde de hidtil gjort det muligt for husmænd og landarbejdere at få et tilstrækkeligt dagligt kalorieindtag. En irsk landarbejder og hans familie boede typisk boede på en bondens gård, hvor de fik tildelt et lille stykke jord. Her dyrkede kartofler nok til at opretholde familien på et eksistensminimum med et indtag på 4 kg dagligt. Kartoflen gjorde det også muligt for bønderne at fordele jord blandt deres sønner, så de kunne stifte familie i en ung alder i stedet for at være tvunget til at udvandre.

Regeringens forsøg på at afhjælpe nøden i Irland var helt utilstrækkelig. Den konservative premierminister sir Robert Peel (1788-1850) tillod fortsat korneksport til Storbritannien, men ophævede det forbud, som havde været gældende siden 1815, mod import af korn fra Nordamerika, i dette tilfælde næringsfattigt majsmel. Han satte desuden nogle offentlige arbejder, typisk vejbygning, i gang. Endelig bevilligede hans regering lån og støtte til velgørende organisationer som f.eks. irske kvækere (The Society of Friends), der uddelte mad fra suppekøkkener.

Da den liberale lord John Russell (1792-1878) dannede regering i 1846, fortsatte han sin forgængers kornpolitik, men praktiserede en laden-stå-til-politik (laissez-faire). Mange britiske liberale mente, at katastrofen skyldtes irske godsejeres manglende modernisering af deres landbrug, og at det derfor var op til dem og markedet at løse problemerne, ikke staten. De lagde derfor hovedansvaret for finansieringen fattigdomsforsørgelsen på de anglo-irske godsejere.

Men her stod ejendomsstrukturen i vejen for nødhjælp til de hungerramte. På det tidspunkt ejede kun 3% af bønderne deres jord. 97% lejede den fra godsejere, hvoraf de fleste siden begyndelsen havde været protestantiske anglo-irere, da det dengang blev forbudt katolikker at eje jord.

Mange af godsejerne boede i England, andre var forgældede og andre igen så en fordel i at blive af med deres bønder for at konsolidere deres jordbesiddelser og lægge driften om til kvæg. Så da de ikke længere modtog leje fra deres bønder, tvangsudsatte godsejerne bønderne fra deres gårde og små, primitive huse. Det betød, at hundrede af tusinder småbønder og landarbejdere endte på de fattighuse, der var blevet oprettet efter Fattigloven i 1834, hvor mange af dem døde af underernæring og følgesygdomme.

I 1847 blev hele tre millioner irere holdt i live af rationer af private suppekøkkener. Da høsten igen slog fejl om efteråret, valgte de, der var i stand til det, at udvandre, i nogle tilfælde med hjælp fra den lokale godsejer. Titusinder døde dog på turen over Atlanterhavet i såkaldte ”ligkisteskibe” eller kort efter ankomsten til Canada og USA.

Alligevel fortsatte eksporten af korn, kød og andre fødevarer fra Irland til Storbritannien. Dette vakte stor harme over for den britiske regering, som blev beskyldt for bevidst at forholde sig passivt, dels for at decimere den store irske befolkning, dels for at tvinge de irske godsejere til at reformere deres brug. Beskyldningen var ikke forkert.

Ud over at kritisere godsejerne for deres forsømmelser lagde liberale økonomer og embedsmænd skylden på almuens alt for store familier og bøndernes opdeling af jorden.

Den embedsmand, der var ansvarlig for regeringens politik, Charles Edward Trevelyan (1807-1886), anså da også hungersnøden som en mulighed for en større reform af det irske samfund: De fattige burde fjernes fra landbruget, så der kunne udvikles en kommerciel og mere rentabel drift og derved modernisere den irske økonomi. I de britiske aviser og blade blev det hævdet, at årsagen var at finde i en racebestemt karakterbrist blandt irerne. Hungersnøden var Guds og naturens straf over Irland.

Regeringens svigt og den mangel på forståelse, man kunne møde i den engelske offentlighed, gødede jorden en militant og anti-britiske nationalisme. Desuden fik hungersnøden bønderne til at kræve jordreformer.

• Irland
• Irlands historie under Unionen 1800-1914